I udkanten

Prædiken til juleaften 2015 i Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 2,1-14

Velan, min sjæl, så vær nu glad,
og hold din jul i Davids stad.

Amen!

Dette hellige evangelium skriver...

Julenat fødes Guds søn i verden, et sted der kaldes Betlehem. Det sker under alt andet end opsigtsvækkende omstændigheder. Faktisk er der tale om et næsten overflødigt nummer i rækken, nu hvor der skulle være folketælling. Der var ikke rigtig plads til dette liv nogen steder, og der var ingen ydre tegn på, hvad der var på færde. Og alligevel indfinder netop dette barn sig på den historiske scene. Det vokser fra at være en lille historisk fodnote, en marginal udkantsbegivenhed, til at blive hovedpersonen i en fortælling af verdenshistoriske dimensioner. Og til, at vi i dag sidder her i en fyldt kirke, i festtøjet, sammen med millioner af andre kloden rundt, for at høre om netop den begivenhed!

En udkantsbegivenhed, ja, i sandhed! Betlehem var ikke jordens midterakse eller den romerske kejsers ferieparadis. Tværtimod. Betlehem lå i hvad man kunne kalde for Romerrigets udkantsdanmark, på grænsen til ørkenlandet, og havde noget nær ingen status eller anseelse i forhold til storebror Jerusalem, få kilometer derfra. Jerusalem havde historiens vingesus og ikke mindst Templet, og heroverfor blegnede alt andet.

En udkantsbegivenhed. Jeg er virkelig træt af ordet ”udkantsdanmark” og jeg synes det fylder alt for meget i vores debat. Det er nedladende, konfliktskabende, skel-sættende, og giver en grim smag i munden af et ”dem og os”, som jeg ikke kan se, hvad gør godt for. Men vi ved godt, hvad det handler om. Udkanten blev i det forgangne år sat på danmarkskortet som den halvbrune øv-banan, der strækker sig fra Skagen i nord, ned langs den jyske vestkyst og Sønderjylland, til det sydlige Fyn og fynske øhav, over Lolland, og ender i Gedser på Falster. Dette er kanten af Danmark, som både mangler befolkning, vækst og et egentligt potentiale. Siger nogen!

Men på en måder føler jeg mig også selv som udkantsdansker her i Randers – også selvom byen ikke er kategoriseret som udkanten. I det forgangne år oplevede jeg at flytte fra Aarhus til Randers. Og ja! Randers er udkanten i forhold til Aarhus. Der er et lillebror/storebror-forhold imellem de to byer, der ikke er til at komme uden om. Men det interessante er, at jeg også nogen gange havde fornemmelsen af at være i udkantsdanmark, da jeg boede i Aarhus. For i Aarhus er der også et udpræget lillebror/storebror-forhold i forhold til København. Og der er sikkert også folk i København, som føler sig som lillebror i forhold til Berlin, New York og resten af verden, osv. osv.! Det er skruen uden ende, og stiller os på en måde alle sammen lige, som en udkant uden forkant og bagkant!

Men hvad er udkanten i Guds perspektiv? Ja, udkanten var lige præcis det sted, han besluttede sig for at vise sig og gøre sig synlig over for os. I Betlehem, i en stald, i en krybbe! På den ene side er det helt vildt upassende, at Gud viser sig netop der. Hvad blev der af storheden i templet? Og hvad blev der af at vise sig på et bjerg, indhyllet i røg og omgivet af serafer og kerubers lovsang?! Men på den anden side fortæller det os, at Gud er så meget mere, end vi kan regne med og forestille os.

For hos Gud er der ingen udkant. Der er ingen øvre eller nedre grænse for, hvor han vil tage bolig og hvor han vi vise sig for os. Der er ingen stillingtagen til, om eller hvor der er mest vækst, liv eller potentiale, men derimod et ønske om at være lige der, hvor vi er. Der er ikke længere kun plads til Gud i templet. For i templet er der ikke plads til mennesker – kun til de få udvalgte – og hvis Gud skal være Gud for alle, er han nødt til at vise sig der, hvor alle kan se ham. Så er han nødt til at blive én som os!

Juleaften og begivenheden i Betlehem fortæller os, at Gud er en der kommer os i møde. Det er det helt særegne ved kristendommen og ved Gud: at han kommer os i møde – ikke i røg og damp, men som et lille barn. Som det mest skrøbelige vi kan forestille os, og som for alt i verden kræver al vores opmærksomhed, omsorg og kærlighed, men også som den største gave og kærlighedserklæring midt i vores jordiske virkelighed!

Lyder det upassende i vores ører, at Gud bliver så lille og skrøbelig? Og er det ubelejligt for os, at han bliver en som os – bliver menneske i kød og blod? Ja, på en måde. For nu kan vi ikke pakke ham væk. Vi kan ikke henvise ham til det fjerne himmelrum, eller tænke om ham som noget, der ikke vedkommer os. I aften viser han os, at han træder han ind i vores hjem og ind i vores stuer. Han træder ikke ind på tempelpladsen, men lige ind i hjertekulen, lyser op i mørket og skænker os sin fred og velsignelse.

For hos Gud er der ingen grænser. Der er intet sted, der er for fint for ham, og der er ingen udkant som er for ringe til hans besøg. Hvis vi prøver at putte Gud i glas og guldramme, og placerer ham som et sofastykke i den fine stue, så vil vi altid blive overrasket og erfare, at glasset er for tyndt og rammen for lille, og vores forestillinger om hans nærvær, helt skudt ved siden af. Gud sprænger hver en opsat og påstået grænse og nedbryder enhver kant der måtte være mellem ham og os, og imellem os i dag.

Og når Gud kan komme til os; når skaberen tør tage bolig i sin egen skabning og midt iblandt os, hvad andet kan vi så, end at prøve at gøre det samme: at komme hinanden i møde, lige her hvor vi står? At nedbryde de skel og de grænser, der både udtalt og uudtalt er sat op imellem os? Ja, hvad andet betyder det, end at samme velsignelse og fred som Gud skænker os denne aften, også er en, vi kan og skal dele med hinanden?

Juleaftens evangelium stiller os midt i stalden, sammen med Maria, Josef og Jesusbarnet, hyrderne fra marken og alle dyrene, i udkantens Betlehem. Og her – midt ude i ingenting og på kanten af, hvad godt er og hvad vi kan tro på – sker det forunderlige, at Gud viser sig for os og får ansigt. Et ansigt vi kan se og genkende, og et ansigt vi skal tage til os. Vi bliver aldrig færdige med at undersøge dette ansigt, og vi når heller aldrig til endegyldige konklusioner om, hvad det fortæller os.

Men i aften skal vi se, at det kommer! I aften skal vi se glæden i hinandens øjne og mærke varmen i hinandens hænder, når lyset tændes rundt om i hjemmene! I aften møder Gud os på kanten. På den kant der kan være i vores liv hver især, og som både kan synes fattig eller festlig. Gud møder os på kanten til en ny begyndelse. På kanten til et nyt og fælles liv, hvor Gud er imellem os, og hvor han lader sit ansigt lyse over dig og mig, så det bliver muligt at være menneske, med al den sårbarhed og skrøbelighed, som følger med et almindeligt liv og et liv på kanten.

Hvad andet kan vi, end at tage imod! Hvad andet kan vi, end at lovprise Gud for, at det endnu engang blev jul og at vi endnu engang fik lov at høre og dele med hinanden, at vi er en del af Gud og at Gud er en del af os!

Rigtig glædelig jul!

Amen!