"Beregner ny rute"

Prædiken til 21. søndag efter Trinitatis d. 16. oktober 2016 i Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 13,1-9

For nogle uger siden var jeg i København for at besøge lidt familie. Jeg er, hvis jeg selv skal sige det, helt OK til at finde rundt i landet – også i København – men jeg havde alligevel sat min GPS til for en sikkerheds skyld, da jeg kørte rundt inde i byen.

Men bedst som jeg satte min lid til GPSen og dens kunnen, gik det galt. Hvad der skulle have været en let og hurtig tur fra A til B, gik galt ikke bare én eller to gange men fire gange! Jeg måtte igen og igen og igen og igen køre forbi veje, som var ensrettede i den forkerte retning, men som GPSen mente, jeg skulle kunne dreje ned af. Helt ærligt! Hvad skal man bruge en GPS til, når den ikke kender vejene?!

Måske han har glemt at opdatere sin GPS, tænker I måske? Måske han har indstillet GPSen til ”langsom-og-hyggelig-ruten” i stedet for ”hurtigste-rute”? Men nej! Den var faktisk helt opdateret og rigtigt indstillet. Og da jeg endelig langt om længe, ad en temmelig stor omvej kom frem, var jeg blevet lidt muggen!

Nå. Men selvom jeg ikke kom nemt og hurtigt fra A til B, så kom jeg dog alligevel frem. Og det er også det, jeg vil frem til med min lille fortælling. Turen stoppede ikke, selvom det ikke var let at komme frem. For GPSen har dog, til trods for dens store mangel på viden om Københavns gader, en herlig funktion der slår til, når man ikke gør, som den vil. For så lyder ordene: ”Beregner ny rute”!

Er det ikke herligt? ”Beregner ny rute!”. Sådan en stemme og funktion ønsker jeg mig i julegave til brug i livet; som en guide. Overvej lige værdien af denne funktion, de gange vi er lige ved at gå ned af forkerte veje eller faktisk kommer galt afsted. At der var en stemme, som fortalte os, hvad vi i stedet skulle gøre; rettede os ind og fandt en ny, og måske også bedre, rute for os at gå i livet?

Det sker jo for os en gang i mellem. Vi går af og til forkert. Vi havner somme tider i en blindgyde uden muligheder. Vi gør af og til dumme ting over for os selv og dem, vi holder af, som vi senere fortryder. Vi havner somme tider i et dybt og uoverskueligt hul, f.eks. i en livskrise, stress eller sorg, og kan have det, som om et tårn vælter ned over os og fuldstændig tager livet fra os.

Det var det billede Jesus brugte i evangeliet; af tårnet i Siloa der væltede ned over de atten, der stod ved siden af. Men pointen med det lille billede var ikke, at de atten havde fortjent, at få et tårn af problemer og dødelighed i hovedet. Men at de, som det bare nogen gange sker, stod på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og blev ramt af en ulykke. Tilfældigt.

Tårnet, der vælter ned over en flok uskyldige, tror jeg mange af os kender fra vores liv og hverdag. Det er billedet af uretfærdig ulykke og modgang, der rammer som et lyn fra en lar himmel. Og når vi møder modgang, særligt ved hård sygdom, begynder vi nogen gange at spørge os selv, om vi kunne have gjort noget anderledes, så det ikke var endt sådan? Kunne man have levet på en anden måde? Kunne man have sagt og gjort andre ting, og den vej igennem have undgået en diagnose? Er det – med andre ord – en form for straf der rammer mig?

Men som Jesus fortæller med billedet – ja, som kristendommen og evangeliet igen og igen provokerende fortæller os – så er der ikke nogen særlig straf for at være skyldig. Men der er heler ikke nogen særlig belønning for at være uskyldig. Gud sender ikke sol over gode og regn over onde. Nej, solen skinner og regnen regner på såvel gode som onde.

Hvad han og evangeliet derimod gør, er, som GPSen somme tider også gør, at give os et håb: Han beder os lave en U-vending, der hvor vi kan. At vende om. Han beder os om at tage det liv på os, som vi er blevet givet, og leve det på en ny måde, hvis den måde, vi er i gang med, ikke fungerer eller ikke kaster godt liv fra sig. Lignelsen om figentræet er en fortælling om, at livet skal leves på en frugtbar måde. At vi skal tage livet på os!

For som vi hørte i fortællingen, var træet ikke rigtig noget værd, da det ikke satte frugter. Hvad kunne havens Herre bruge træet til, når det ikke satte figner? Ikke meget! Han var klar til at fælde det, og bruge jorden på noget andet.

Og evangeliet til i dag – til os der sidder her i kirken – beder os stille det samme spørgsmål! Hvis det er os, der er figentræet, der ikke sætter frugt, må vi spørge os selv og hinanden, hvad vi kan gøre, for at ændre det! Hvordan kan vi leve vores liv bedst muligt for os selv og for hinanden? Kan vi gøde jorden, lue ud i ukrudtet omkring os, og skabe plads og de rette betingelser for, at det gode og det vi egentlig vil, kan vokse frem? I må selv tænke på, hvad det kan være i jeres liv…

Når vi laver en U-vending med bilen, er det fordi vi enten ikke kan komme videre, eller fordi vi har opdaget, at den vej vi er på vej ud af, ikke er den rigtige, og at vi derfor er nødt til at vende om.

Det samme skal vi nogen gange minde os om i livet. Og Gud fortæller det lige ud: Omvend jer! Omvendelse betyder at vi på hæl og sjæl drejer om og følger den vej, Gud giver os gennem Ordet og evangeliet. Omvendelse betyder, at vi tager livets mulighed seriøst og tager det på vores skuldre. Omvendelse vil sige, at vi vender vrangen ud på vores hjerter, for at kunne leve og elske helt igennem!

Men der hvor det, som tidligere nævnt, går galt i vores levede liv; der hvor vi møder modstand og udfordringer, som vi selv og andre kan være skyld i, da får vi også en chance mere fra Gud.

I lignelsen er det gartneren eller Jesus, der kender figentræets egenskaber, fordi han på mange måder selv er som et figentræ. Og han beder sin Herre – beder Gud – om, at give det en chance mere. Og det får figentræet! Det er det der på teologisk-dansk kaldes nåde. Nåde er, som Johannes Møllehave skriver i en salme: ”Nåden er et ord fra Gud, over alle dage. Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage”.

Gud er en nådig og retfærdig Gud. Han skænker det samme liv og de samme livsmuligheder til os alle sammen. Han lader solen skinne og regnen regne over os alle sammen. Han puffer til os, giver os styrke og mod til at tage livets opgave på os. Men der hvor vi rammer en mur. Der hvor vi når til ”point of no return”, der er han også som GPS’ens stemme, der nådigt fortæller os, at det ikke er slut her. Der er en ny rute at gå.

Til forskel fra GPSen, som øjeblikkeligt går i gang med at ”beregne ny rute”, og ret hurtigt kommer med nye forslag, vi kan køre efter, så lader Gud det være op til os, at finde tilbage til en ny rute og et nyt liv. Han fortæller os gennem sin Søn, gennem Ordet og evangeliet, at ruten er der – og det er nåden – men han fortæller ikke hvor vi rammer den, og hvordan den vil bugte sig for os. Til det må i bruge vores medleven i denne verden. Vi må bruge vores fantasi og vores fornemmelser for livet.

Og det er vores opgave. Det er livets opgave at finde den vej, der tager livet alvorligt og får det til at sætte figner og hjerteskud.

Amen!