Bøn og skabelse

Prædiken til femte søndag efter påske (I) d. 21. maj 2017 i Enghøj Kirke

Johannesevangeliet 16,23b-28. Salmer: 15 - 585 - 293 - 10 - 69,5-6 - 721

Det var på en kreativ dag, hvor vi havde god tid til fordybelse. Konfirmanderne og jeg havde sat os for at forholde os til, hvordan vi som mennesker er skabt af Gud, og prøve at få blik for, hvor nær vores relation er til Gud. Konfirmanderne fik opgaven at skabe ud af intet, ligesom det står beskrevet i skabelsesberetningen, at Gud skaber ud af intet og giver den nyskabte jord kærlighed og blæser livsånde i det nyskabte menneskes næsebor.

Jeg havde fundet en masse skrald, skrammel og genbrugstingeltangel frem, som de kunne bruge til at skabe en fugl. Og der gik ikke lang tid, før skraldet pludselig fik liv! Det fik former, farver og værdi, og konfirmanderne blev grebet af det. De fik en følelse for den proces og den fugl, de var ved at skabe. De gav fuglene navne og fortællinger om dens baggrund og tilblivelse. De gav dem regler og love, ligesom vi selv har regler og love, vi kan navigere efter i samfundet. De gav den viljestyrke, så den kunne klare vindens udfordringer. De gav dem kærlighed og en sang med på vejen. Denne fugl hedder ”Uglen Ulla”. Jeg synes egentlig, den er ret fin.

Og da de var færdige med fuglen, stod den pludselig som et billede på, hvem de selv var, hvordan de var blevet til og hvad de kom af. For de havde jo skabt fuglen ud af kreativitet og kærlighed. De havde givet den en god begyndelse på livet, med al den glæde og kærlighed de kunne proppe ind i den. De havde givet den et udgangspunkt for et godt liv, ganske ligesom de selv og vi alle sammen er skabt af Gud, med samme gode udgangspunkt.

Vi er skabt ud af kærlighed og kreativitet, lyst og glæde. Det fandt vi ud af på den kreative dag. Vi er skabt med det gode for øje, og ”Gud så, at det var godt!”.

Hvis nogen spørger os, hvor vi kommer fra og hvad vi kommer af, kan vi begynde med at sige, at vi kommer fra Gud. Vores udgangspunkt er den skabende og opretholdende Gud, som vi hænger sammen med, som har knyttet et bånd til os, og som har skabt os af kærlighed med alt godt for øje. Han har skabt os som dem, vi er: med alle de gode evner og muligheder for at kunne udfolde vores eget liv, og hjælpe andre til at gøre det samme. Vi er skabt og elskede som dem, vi er, med alle vores fejl og mangler og flossede kanter – lidt ligesom fuglen her måske også har et par fejl og mangler – men ikke desto mindre er værdifuld i sig selv.

Da Jesus gik sammen med sine disciple, var denne relation mellem Gud og mennesker til at forstå. Gud var nær hos dem igennem sin søn. Så da Jesus pludselig begynder at tage afsked med disciplene i en længere tale, hvor dagens evangelium stammer fra, bredte mismodet sig. Hvorfor skulle han derfra? Og hvordan kunne disciplene da være i kontakt med deres Herre? Man kunne stille spørgsmålet på samme måde i dag: Hvordan kan vi være i kontakt med vores Herre og skaber?

Jesus minder dem om bønnen. Indtil videre har de ikke bedt om noget, fordi Jesus var hos dem. Men der kommer en tid, siger han, hvor den gådefulde billedtale vil blive afløst af klarhed, og hvor disciplene kan bede direkte til Gud. Den tid, Jesus taler om, er tiden på den anden side af opstandelsen – den som vi er i nu!

Når Jesus genopstår for vi at vide, hvem Jesus i virkeligheden er: at han er den samme som Gud skaberen, og at han med sin opstandelse ændrer vores menneskelige skæbne, fra at være bundet til døden, til at være forankret i livet, lyset, glæden og Guds evighed! Og den dag, siger Jesus, skal I bede i mit navn, og jeres glæde skal være stor!

Gud har ikke ladet sin skabning i stikken, og gør det heller ikke Kristi Himmelfartsdag. Han har givet os bønnen, og derigennem kan vi udtrykke vores relation og nærhed til Gud. For at bede nogen om noget udtrykker kærlighed og en relation.

Hvis jeg beder én om noget, betyder det, at jeg har brug for én uden for mig selv – én der vil høre på mig eller hjælpe mig.  I bønnen erkender jeg, at der er noget, jeg ikke selv kan, og derfor beder en anden om hjælp. Og den jeg beder noget om, er sjældent bare en tilfældig forbipasserende, men én jeg faktisk har tillid til.

At bede nogen om noget er derfor en kærlighedserklæring. Når vi beder Gud om noget, er det et udtryk for, at Gud må træde til og hjælpe os eller være os nær, hvor vi ikke selv magter det. Og når vi beder Gud om noget, er det i tillid til at han også hører os, fordi han har knyttet bånd til os ved skabelsen, og derfor ikke lader os være alene.

Fuglen er også her et godt billede på de bønner, vi sender afsted. At bede frit til Gud, i Jesu navn, er som at sidde med en fugl i hånden; lukke øjnene og blæse livsånde, tanker og følelser i dens næsebor; åbne hånden og lade den flyve afsted til Gud, i tillid til at han hører dens kald – at han hører dens sang.

Sådan skriver Grundtvig også om det. I sin salme Alt hvad som fuglevinger fik leger han med billedet af fuglen og ”åndefanget” som bindeleddet mellem Gud og mennesker. For Grundtvig er vi mennesker ”bevingede” sjæle, som gennem sang og bøn er i kontakt med Gud. Grundtvigs udtryk ”åndefang” er sat sammen af menneskets ”åndedrag”, som vi bruger, når vi synger eller beder, og fuglenes ”vingefang”, som fuglene bruger til at flyve høj op under skyerne.

På denne måde skaber Grundtvig et poetisk billede af vores sang og bøn som det, der er bindeledet til Gud. Vores sang og bøn er som fugle der forbinder det jordiske med Guds evige himmel. ”Min sjæl du har af alt på jord / i tanken og din tunges ord / de allerbedste vinger, / og friest er dit åndefang, /når dybt du drager det i sang, /så højt i sky det klinger” (DDS 10 vers 2)

Vi har stadig forbindelse med Gud. Vi står stadig i en relation til den Gud som skabte os; som blæste livsånde, lyst, leg og kreativitet; tro, håb og kærlighed i vores næsebor. Det var det, Jesus forsøgte at forklare sine disciple, da mismodet og fortvivlelsen opstod. Gud var ikke længere væk, end at de i bøn i Jesu navn kunne tale direkte og uformidlet til ham. Ja, han er ikke længere væk, end at vi i dag på samme måde, kan sende ord og tanker afsted – både de bevingede og ubevingede – og åbne vores hjerter for det svar, der måtte komme tilbage fra himlen.

Og hvis vi tør stille os der: med foldede hænder i bøn, er det ikke et tegn på, at vi har sluppet kontrollen med os selv og vores liv, eller at det skulle være tegn på svaghed. Sådan ville nogen måske tolke det, at bede én om noget. Nej. Tværtimod. Folder vi hænderne i bøn og rækker ud efter Gud og dem vi har omkring os, står vi ved, at verden er så meget større end os selv og hvad vi selv kan magte. Vi står ved og erkender, at vi er skabt til at være i et fællesskab, og at vi har brug for andre på vores vej, til at hjælpe os. Vi står ved, at denne verden hænger sammen ved de kærlighedsbånd, vi knytter til hinanden, og som Gud ved skabelsen knyttede til os.

Amen!