Af et rent hjerte

Prædiken til niende søndag efter Trinitatis, d. 18. august 2019 i Brabrand og Sdr. Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 16,1-9. Salmer: 736 – 839 – 886 – 728 – 192,7 – 697.

”Du skal gøre det af et rent hjerte”, kan vi godt finde på at sige til hinanden om en handling. Det skal være renhjertet og helhjertet, som i: det du gør, skal være oprigtigt, og uden spekulationer og bagtanker. Men hvor gerne vi end ville, at vores liv skal leves helhjertet og vores handlinger gøres ud af et rent hjerte, så kan det være svært for os alligevel. Vi handler af og til uærligt, mere eller mindre bevidst. Vi kan være hinanden utro og gøre ting mod hinanden, som aldrig skulle have været gjort. Og rigtig mange gange kommer vi også til at høre for det. Selvfølgelig. Når vi gør ondt eller handler uærligt, skal det pointeres, og måske også bødes for og forsøges at rettes op på. Det virker både logisk og retfærdigt.

I den sammenhæng er der noget gådefuldt og mærkværdigt over den lignelse, vi lige har hørt. En mand der bliver rost af Jesus, fordi han deler af en anden mands formue. Det virker helt absurd. Der er på en måde lidt Robin Hood over det - at tage fra de rige og give til de fattige. Og Robin Hood kan vi jo godt lide, selv om han er fredløs og handler i strid med loven. Men der er to afgørende forskelle:

Den ene er, at i fortællingerne om Robin Hood er alle de rige skildret entydigt usympatiske. Derfor kan man ikke rigtig have ondt af dem, når de bliver revet af hesten, plyndret og ydmyget – tværtimod fordi plyndringen jo går til et godt formål i sidste ende. Om godsforvalterens arbejdsgiver, dvs den rige mand, fortælles der ikke noget negativt - bortset fra, at han er rig, og det er i samtiden ikke nødvendigvis positivt. Men der er ingen antydninger af ondskab eller urimelighed mandens undersåtter, der kunne tage brodden af forbrydelsens alvor.

Den anden forskel er, at den afskedigede godsforvalter også begynder at dele ud for egen vindings skyld - for at skaffe sig venner. Eller er det egentlig venner? Det virker også lidt som en variant af mafiaens metoder: han vil sætte dem i taknemlighedsgæld, så de ikke kan løbe fra ham, når han kommer og beder om husly. Han ser det som en investering og forventer et vist udbytte. Robin Hoods forehavende blev udført af lutter godhed og uden selviske bagtanker – af et rent hjerte. Han satte liv og lemmer på spil, af omsorg for andre, og selv var han tilfreds med sin lovløse tilværelse sammen med sine lystige svende i Sherwood-skoven.

Der er noget gådefuldt og mærkværdigt over lignelsen – denne fortælling som er et billede på Guds rige. Hvorfor skal han ikke straffes, ham den uærlige godsforvalter? Hvorfor slipper han igennem med at bruge den rige mands penge, ovenikøbet med en lumsk bagtanke for egen vindings skyld?

Der går en anden lignelse forud for dagens lignelse, som måske kan hjælpe os lidt på vej. Det er lignelsen om den fortabte søn. Den fortabte søn handler om en søn, der beder sin far om at få del i den arv, der tilkommer ham, og derefter tager han væk fra sin far; ud at rejse og lever et luksusliv i sus og dus. Men pludselig er pengene brugt op. Han får et usselt arbejde og beslutter sig til sidst til, at vende tilbage til sin far. Og måske tror man, at faderen ville være vred. Men det er han ikke. Han møder sin søn, den fortabte som nu er fundet, med barmhjertighed og tilgivelse: med hjertelige kram og stor fest.

Men hvad sker der så? Hvordan modtager sønnen denne gave, som faderen giver ham, da han kommer tilbage? Det hører vi aldrig om i den fortabte søn. Slutningen er væk. Man kunne forestille sig at sønnen tænker, at han da tager festen med, men i morgen snupper en ny del af arven, og derefter efterlader han sin far igen og rejser ud på nye festlige eventyr. Eller også indser sønnen, at der med den kæmpe gave, han får af sin far, faktisk også følger en opgave: nemlig den at efterligne faderens barmhjertighed ved selv at være barmhjertig og give gaven videre til andre?

Lignelsen om den uærlige godsforvalter behandler netop dette spørgsmål. Den uærlige godsforvalter er som den fortabte søn, der er taget til nåde af den rige mand – eller faderen – og som vælger at bliver hos ham, og nu skal leve af at forvalte rigdommen.

Og i første omgang løser han opgaven negativt. Han er uærlig og utro i sin forvaltning af de penge, den rigdom og barmhjertighed, han er blevet betroet.

Men dernæst handler han positivt. Han får en lys idé. Han begynder at nedskrive folks gæld – eftergive gælden til de pressede debitorer på den rige mands vegne, og som den rige mand ender med at se det kloge og fornuftige i.

Det er som forvaltning af den kærlighed og opgave forvalteren står med, at vi skal læse lignelsen og hans handling med at nedskrive gæld. For det kan godt være at de lumske bagtanker ligger et sted og trykker. Men pointen er, at forvalteren, i sin kamp for at redde sig selv, nu ikke længere negativt spilder den rige mands ejendom væk. Derimod forvalter han sin opgave positivt ved at lette situationen for de gældbundne. Han nedskriver gælden for dem. Han hjælper og støtter, hvor han kan. 

Godsforvalteren viser barmhjertighed ud af den barmhjertighed, han i første omgang selv modtog, da han blev den rige mands godsforvalter!

På den måde er det også en fortælling om ødselhed af rigdom og glæde til fordel for de socialt udsatte – dem som havde gæld. Og dermed er der måske alligevel lidt Robin Hood over ham? Opgaven, som godsforvalteren står med, løses i lignelsen ved at dele godset med andre.

Lignelsen om den uærlige godsforvalter er et svar på de mange spørgsmål disciplene, og måske også vi selv, står med om, hvordan vi skal svare på Guds kærlighed. Hvordan skal et menneske forholde sig til at være elsket, set, holdt af, holdt ud, og taget til nåde af Gud? Svaret er, at vi må arbejde for det! Spørger vi, i lyset af denne lignelse om, hvad vi skal gøre, eller hvordan vi skal leve, så er svaret, at vi skal sørge for, at andre bliver befriet for deres skyld og skyldfølelse. Hvor vi kan være tilgivende, overbærende og forsøge af give af et rent hjerte, der skaffer vi lettelser for andres liv.

Og derved kan de andre måske se, at Gud ikke er en vred og straffende Gud. At Gud er lys, som Johannes sagde i det brev, jeg læste et stykke af fra alteret. Der er ikke mørke i ham. Der er ingen vrede eller fordømmelse. Der er rigdom og barmhjertighed i udgangspunktet, som vi kan hente af og give videre. 

Og ja. I den sammenhæng kommer Gud måske til at fremstå lidt naiv. Betror han virkelig den uærlige godsforvalter – eller os – at gøre regnskabet op? Ja, det gør han. Vi har fået livet og jorden givet til at herske over med mild og rund hånd. Og selvom vi så ikke altid handler af et rent hjerte og uden bagtanker – ligesom godsforvalteren – skal det ikke hindre os i at forsøge at gøre det gode alligevel.

Amen!