Gud har fundet et nyt hjem

Prædiken til juleaften 2019 i Brabrand Aarslev Kirker.

Lukasevangeliet 2,1-14. Salmer: 94 – 104 – 111 – 119. 

Hvad er et hjem for dig og hvor finder du ro? Måske er det trygheden i din sofa? Måske er det når du er sammen med din familie, eller når billederne af onkel Kurt og tante Vera hænger på væggen. Måske er det fornemmelsen af at være kendt et sted – at kende lydene når det blæser; vide hvordan vandhanen i køkkenet virker, eller at du halvsovende kan finde vej til toilettet uden at tænde for lyset? Eller måske er det, når nogen andre byder dig indenfor, og deres håndtryk får dig til at føle dig velkommen og værdsat?

Barnet i krybben er begyndelsen på en ny tid for Gud og for os, og det fortæller, at Gud har fundet et nyt hjem. Gud er ikke længere fjern, men nær. Han er ikke længere kun i sin himmel, men også lige her som et menneske på jorden, som én af os. Gud har fundet et nyt hjem, ikke bare i krybben men også et nyt hjem hos og i os. Han har taget bolig i os, siger vi. Han har besluttet sig for at være til stede i livet – i vores menneskeliv på godt og ondt – og have hjemme der, hvor vi har hjemme. I hjerte, sjæl og sind.

Hvordan er den tanke for os? Er det bare lige til at forstå, at Gud har taget bolig i os? Eller der det en skræmmende tanke, at Gud har hjemme her? Budskabet åbner for flere spørgsmål. Hvordan kan Gud være en del af os og vores hjem? Hvordan kan vi være hjem for Gud? Hvad er et hjem egentlig? 

Kunstmuseet ARoS stiller lige nu spørgsmålet, hvad et hjem er, med udstillingen Far from home. Det handler ikke om hjem i sin fysiske betydning som en bolig, der er indrettet efter smag og behag, men derimod om følelsen af at være hjemme og alt det, som måske hindrer os i at have hjemme et sted. 

For der er noget på spil om forståelsen hjem i vores tid, skriver AROS som introduktion. I en global samtid, hvor det at være i bevægelse og eksistere i en verden med mange muligheder, hvad er da et hjem? Hvor er hjemme, når man med et enkelt klik på telefonen kan flytte ind i en anden verden? Nutidens mennesker står i et åbenbart psykologisk dilemma, skriver de. Vi lever, rejser, bevæger, flytter på os og skaber sociale relationer på stadig nye måder. Den digitale revolution har skabt enorme ændringer i vores menneskelige relationer. Måske bliver vi mere nomadiske i vores fysiske og mentale orientering. Og det er selvfølgelig krævende hele tiden at opfinde sig selv om og om igen. For hvor kan vi da finde hvile og være hjemme? 

Emnet er vigtigt, fordi det blandt andet rører ved følelsen af ensomhed, som er en stigende udfordring herhjemme. Vi har lettere ved at være i kontakt med alle, og alligevel bliver vi mere ensomme. Eller rører ved betydningen af at føle sig fremmedgjort. Hvis vi hele tiden er i bevægelse, hvor kan vi så høre til? Følelsen af fællesskab sker ikke helt så automatisk i dag, som det gjorde før i tiden, hvor man på godt og ondt hørte til på en egn, i en landsby eller i en nær familierelation.

Julens budskab, om at Gud har fundet et hjem i os, kan ikke nødvendigvis tage ensomheden fra os eller følelsen af at være fremmedgjort. Men at Gud har fundet hjem i os, betyder omvendt, at vi heller ikke nødvendigvis skal flygte fra hus og hjem for at føle os hjemme. For i dag, får vi at vide, at vi hører til i Gud og hos Gud, og det er det nye hjem både for ham og os. Han er herboende og iboende det liv, vi lever på godt og ondt, og har gjort sig til ét med det.

Han er nærværet på en forladt dag. Han er omsorgen de dage, vi ikke kan stå ud af sengen. Han er opmuntringen de dage, regnen siler ned. Han er opsangen de dage, vi dovner den. Han er retfærdigheden de dage, vi ikke gjorde nok. Han er tilgivelsen de dage, vi har brug for det. Og så er han – måske vigtigst af alt – lige så meget i vores medmenneske, som I os selv; i fællesskabet og i de hænder, vi rækker til hinanden, og som bliver rakt os. 

Sådan har Gud taget bolig i det liv, vi lever med hinanden. Vi har hjemme hos ham og han i os. Han kender os og vil gerne vide sig af os både på gode og dårlige dage.

Spørgsmålet er, om vi hører det og om vi vil være ved det? Og hvis vi vil – hvis vi beslutter os for at Gud har hjemme i os – hvordan kan det da komme til udtryk?

Præsten og forfatteren Hanne Jul Jakobsen udgav i år bogen Hjemmerørt, om hvordan troen på Gud kan sammenlignes med følelsen af at have hjemme. På et tidspunkt går hun en tur i sit eget fysiske hjem og reflekterer over, hvordan hun i sin indretning og som menneske, kan være bolig for Gud. Altså med andre ord, hvordan hun kan lade juleevangeliet synke ned i sig. 

I entreen beder hun: Gud, lær mig at hænge mine gamle og slidte tanker på plads. Mind mig om at stille bekymringer og bange anelser på en hylde, hjælp mig med at tørre mine skuffelser af på måtten og giv mig følelsen af at her er jeg inde i varmen. Giv mig mod til at åbne døren når det banker på. Giv mig kræfter til at være gæstfri og hjerte til at lukke de døre der skal lukkes. Hjælp mig til at skrive det rigtige dørskilt åben eller lukket, kom bare ind, eller kom igen i morgen. Tving mig til at se både ud og ind. Spark mig ud når jeg er blevet mig selv nærmest. Kald mig ind når jeg ikke er til at holde ud. Gud, når jeg åbner døren og der står et menneske foran mig så lad det menneske mærke din kærlighed igennem mit håndtryk. 

I køkkenet beder hun: Gud, få mit liv til at smage af noget andet end færdigretter og dovne dåsemajs. Vær den surdej der hæver mit hjerte og får brødet til at dufte af mere end nok. Sæt plader i mit spisebord så der altid er plads til dig og én mere. Vær tålmodighed om tirsdagen, den hemmelige ingrediens på uoverskuelige onsdage, skænk mig et glas himmelsk taknemmelighed oven på torsdagens tanketorsk sådan som det nu er. For lidt og for meget, nogle gange lige tilpas. Hidsige ulvetimer, stille aftentimer, små nattetimer, tidlige morgener. Samtaler lige ud ad vinduet, under emhætten, eller ved bordet med levende lys og ord, der kommer ud af skabene. Vær i tiden, også der hvor jeg sidder langsomt med morgenkaffen og avisen, med tanker der får lov at være til oven i resterne fra i går. 

Det lyder måske let og muntert, som hun reflekterer over det. Men det er alvorligt ment, når man skal kunne kende Guds kærlighed gennem de håndtryk, vi giver til hinanden. For det er der vi ser og mærker Gud. Det er der den ensomme og den fremmedgjorte har mulighed for at blive set og føle sig som en del af noget større. Det er alvorligt ment, når man skal have mod og styrke til at åbne op for andre og invitere ind i fællesskabet. Når man må få livet til at smage af noget virkeligt. Når hjertet må banke for det rigtige, og spisebordet altid være dækket til én mere. 

Det er alvorligt ment, som et svar på den alvor Gud handler med, når han giver os sit barn i krybben julenat. Det er på den ene side en sød fortælling med duft af frisk hø. På den anden side er det en barsk fortælling om, at Gud kommer til os og betror os at være medskabere og medgørere af hans vilje. Stemmen fra barnet råber os op, hvor vi har fået nok i os selv, og lyset fra hans glorie er som en spotlampe lige der, hvor vejen frem lå gemt. 

Når Gud kommer til os og tager bolig i os, hvordan kan vi så være bolig for Gud? Hvordan kan julefredens og nærværets Gud skinne igennem alt det, vi gør? Det er det spørgsmål, vi skal gå hjem med i dag. Og der står ikke noget om det i boligmagasiner. Vi finder ikke svaret i boligreportager fra de kendtes hjem eller i Frank Eriksens lader på Kastanjegården. 

Nej. Jeg tror vi skal et andet sted hen. Gud åbnede sin himmel og gav os sin Søn. Og som svar derpå skal vi åbne vores hjerter og hoveddør, og byde ham ind. Som Brorson skrev: Ak, kom, jeg vil oplukke / mit hjerte, sjæl og sind / med tusind længselssukke, / kom, Jesus, kom herind! / Det er ej fremmed bolig, / du har den dyre købt, / her skal du blive trolig / i kærligheden svøbt.

Glædelig jul!

Amen!