søndag den 19. januar 2020

En kilde til liv


Prædiken til anden søndag efter Helligtrekonger (II) d. 19. januar 2020 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 4,5-26. Salmer: 747 – 844 – 596 – 321 – 69,5-6 – 29.

Brabrand er et mødested, hvor der opstår liv imellem mennesker. Det ligger nærmest i byens navn. Ifølge den lokale forfatter og lokalhistoriker August F. Schmidt optræder navnet første gang omkring 1300-tallet. Det er sat sammen af to ord: ’bra’ som betyder pludseligt, hastigt eller brat. Og ’brand’ som er gammeldansk for brønd eller kilde. Brabrand er derfor stedet, hvor en brønd eller en kilde springer pludseligt og brat frem. Der tænkes måske på søen, som tidligere var fjord ude fra aarhusbugten, eller måske på voldbækken, som skærer sig ned gennem byen.

I Brabrand er der en kilde til liv. For mange af jer, der bor i Brabrand, vil det sikkert også være en levende sandhed: at livet kan leves i Brabrand. Brabrand er et mødested, som byder os gode muligheder for at udfolde vores liv hver især og i særdeleshed fællesskab med andre på kryds og tværs. Mit indtryk som præst i byen er, at det nærmest pibler op fra byens undergrund med liv, foreninger og fællesskaber, til glæde og gavn for alle byens borgere. 

Brabrand er en kilde til liv, ligesom brønden i Sykar – Jakobskilden – var det for kvinden og Jesus i evangeliefortællingen. Her var der vand til dem begge to. Men som et mødested udvikler brønden sig også til at blive noget mere, ligesom vores by også er det. Var Brabrand kun et sted man sov om natten og spiste sin mad om dagen, var den ikke meget værd. Men byen er netop også et mødested mellem mennesker, og i mødet sker der altid en forandring, hvor øjnene åbnes og livet udvikler sig. 

Således også ved Jakobskilden. Den samaritanske kvinde søgte i første omgang efter vand til livet. Men i mødet med Jesus får hun noget mere. Han siger: ”Jeg er det levende vand”, og det åbner for en forandring i hendes liv: en forandring som adskiller sig fra det vand, hun skulle hente til sin spand, og som adskiller sig fra den livsopfattelse og gudsopfattelse hun vandrede af sted til brønden med.

Hvad går forandringen ud på? En ny gudsopfattelse? Hvad betyder det, at Jesus er det levende vand? 

Det ene kunne handle om opgøret med forskelle. Jesus er jøde og kvinden er samaritaner. Evangeliefortællingen spiller hele tiden på forskelle, som for jøderne har religiøs betydning. Forskellen mellem mand og kvinde, jøde og samaritaner, helligstederne på samaritanernes hellige bjerg Garizim og Jerusalem.

Men det er disse forskelle, Jesus søger at gøre op med. ”Det gamle vand”, den gamle kultur, den gamle religion, hvor man opretholder forskelle og adskillelse, hører fortiden til. En tro, som er bundet op på steder og på adskillelsen til andre, er måske en tro, men den er også en fastlåst tro, og ikke en levende tro.

Så da Jesus opsøger kvinden ved brønden og taler med hende, ophæver han alle disse forskelle og tidligere spilleregler for adskillelse mellem ”dem” og et ”os”. Han er en jøde, hun er en samaritaner, men i mødet ved brønden bliver de ét og forskellene udviskes.  Livet og troen opstår i mødet med det andet menneske, hvor den levende ånd lever imellem os, uanset hvem vi er, hvor vi kommer fra eller hvordan vi ser ud.

Sådan var det dengang, og sådan er det også i dag, og det er alt sammen repræsenteret i ham, som kalder sig selv det levende vand. Jesus er opgøret med forskelle og adskillelse. Han er opgøret med en ”dem-og-os-tænkning”. Han er det levende vand, der forkynder en levende, fælles ånd imellem mennesker.

Hvad betyder det, at Jesus er det levende vand? Noget andet handler om opgøret med fortiden og den gamle lov. Som Jesus og kvindens samtale skrider frem, kommer det frem, at kvinden har haft fem mænd i sit liv, og at den, hun er sammen med nu, ikke er hendes rigtige mand. Det lyder mærkeligt, men der er en mening. De fem mænd er et billede på de fem Mosebøger, altså jødernes lov, og den sjette er samaritanernes egen udlægning af Moseloven.

Og som Jesus svarer, taler hun derfor sandt, når hun siger, at ingen af dem er hendes rigtige mand. For ingen af hendes mænd er nogen, hun kan finde hvile i og leve sit liv på, ifølge Jesus. De gamle skrifter er døde vande og de er ikke værdige til at være hendes hjertes udkårne.

Det livgivende finder hun derimod i Jesus. Han er det levende vand. Fra ham udgår en kilde, der aldrig fryser til, men altid rinder og minder os om det liv, der er og også skal være imellem os. Hos ham finder hun en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være menneske, og at være mennesker sammen.  Hos ham finder hun Gud og den kærlighed, der strømmer fra ham, og som skal strømme videre gennem hende ud til andre.

Hvorfor er det, vi skal høre denne fortælling og denne samtale netop i dag? Når dagens evangelium om det levende vand er placeret her, er det fordi, vi står i lyset fra julen, og i julen skete der en afgørende forandring hos Gud: Gud blev født som et menneske. Det betyder at Gud har forandret sig selv, og nu fremstår på en ny måde: som nærværende iblandt os.

Derfor skal vi med dagens evangeliefortælling lære noget nyt om Gud: at han er imellem os – både som menneske, men i særdeleshed også som den ånd, der tales om i evangeliet: som det levende vand. Gud er til stede i vores liv som et menneske og i mødet med et menneske – som det der gør levende. Og til det tjener samtalen imellem den samaritanske kvinde og Jesus til at se, hvilken forandring det har.

For når Gud er til stede imellem os som levende vand, ja så udslettes alle de regler og mure og forskelle, vi måtte stille op over for hinanden, og i stedet indsættes mødet i øjenhøjde og ligeværdet med det andet menneske. Og når Gud er til stede imellem os som levende vand, ja så udviskes fastfrosne regelsæt, og kærligheden sættes ind i stedet for.

Det er den Gud, der forkyndes i dag i evangeliet, og det er den Gud, vi skal tage med os hjem. For troen på denne Gud må da alt andet lige få betydning for den måde, vi indretter vores liv på og for den måde vi vælger at møde hinanden på i vores liv? Med lukkethed eller åbenhed? Med låst fortid eller håbefuld fremtid?

Jesus anerkender, at kvinden tidligere har knyttet Guds nærvær til særlige steder eller områder. Vi har alle en fortid. Men han insisterer på, at Guds ånd fremover ikke er begrænset af naturlige eller kulturelle grænser. For ”Gud er ånd, og de som tilbeder ham skal tilbede i ånd og sandhed.” som der står.

Man kan sige, at der med det levende vand iblandt os introduceres en chokerende åndsfrihed. For pludselig er der intet, der holder os tilbage fra Gud. Hverken bjerge, templer, ofringer, kulter, kirker, paver, helgener, biskopper, præster, fædre eller mødre skal komme imellem os og Gud.

Jesus, der sidder der ved Jakobskilden åbenbarer, at Gud kan erfares overalt: I naturen, i kirken, i ordets forkyndelse, i byen, i familien, i den fremmede. Gud er ikke et abstrakt filosofisk begreb, og Gud er ikke fjern. Gud er i vores liv. Han er i vores liv på lyse og muntre dage. Han er i vores liv, når vi står på bjergets tinde, eller står hvilket som helst sted på Brabrandstien og skuer ud over det smukke landskab. Han er i vores liv i de triste og mørke stunder. Han er i vores liv, når vi føler, at vi er efterladt i en dyb brønd. Han er det levende kildevæld, der strømmer ned fra oven og pibler op fra neden.

Som en levende kilde til liv imellem os – i fællesskabet – er Gud. Spørgsmålet er, hvordan vi kan svare på dette? Hvad er der at gøre for os? Ja, måske kan vi begynde med at lade os overstrømme af denne ånd. Og derefter finde modet til at lade det levende vand overstrømme andre.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu
og altid og i al evighed.

Amen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar