søndag den 2. august 2020

Sandt og falsk

Prædiken til ottende søndag efter Trinitatis (II) d. 2. august 2020 i Brabrand Aarslev Kirker.
Matthæusevangeliet 7.22-29. Salmer: 724 – 319 – Vi bor under stjernernes tider – 745,4-5. 

Hvad er fast klippegrund og hvad er usikkert sand? Hvad er sandt og hvad er falsk?   
I er sikkert stødt på vendingen ”fake news” de senere par år. De falske nyheder. Nyheder, som af forskellige grunde forvrænger sandheden eller ligefrem fortæller en løgn. De florerer ofte på de sociale medier, hvor mange brugere har mulighed for at dele meninger og påvirke nyhedsbilledet, og ikke altid være underlagt en kritisk korrektur.  

Frygten for de falske nyheder også har sat sig i mig, når jeg læser nyheder. Hvis man først én gang er blevet narret, glemmer man ikke følelsen igen. Det har gjort, at jeg møder nyhederne med en større mistro. Nogen vil kalde det sund skepsis. Jeg selv er lidt træt af det, fordi det også rører ved en grundlæggende tillid til omverden.   

Danmarks førende videnskabsmedie: videnskab.dk, har en blog, hvor de, som de skriver, stiller skarpt på ”fake news”. Vi giver dig svar på, hvordan du skelner en falsk nyhed fra en sand, hvorfor vi så nemt forføresaf de kulørte historier oggode råd til, hvordan duselv undgårat sprede opdigtedehistorier. Og, er du i tvivl om dine evner til at spotte fake news?Så tagvores test, og se om du gennemskuer sandt fra falsk.  

Det er komisk i sig selv, at videnskab.dk indleder en blog om ”fake news” med ordene: ”Vi giver dig svar” ”Vi giver dig svar (…) på om du gennemskuer sandt fra falsk”. Og der vil altid være noget der stritter i mig, når jeg tilbydes en test. Hvad forestiller de sig? Hvis jeg svarer rigtigt: har jeg så vundet sandheden om, at jeg er en kritisk læser, der kan skille al skidt fra kanel og spotte enhver sandhed og falskhed? Og hvis jeg svarer forkert: skal jeg så gå fra testen og være bange for overhovedet at åbne en avis eller min computer, fordi jeg ikke er god nok til at gennemskue min omverden? Både en rigtig og forkert besvarelse gør mig både utilpas. Det bekræfter mig i, at jeg skal være på vagt, og at sandheden ikke er kommet en my tættere på mig af den grund. Min indre skeptiske jyde ulmer.

Hvad er sandt og hvad er falsk? 

Mange gange i løbet af Jesu liv, som det er fortalt i evangelierne, bliver han spurgt om sandt og falsk; om det rigtige og forkerte af gøre. Hvem er min næste? Hvor mange gange skal jeg tilgive min bror? Hvordan arver jeg evigt liv? Osv. Og Jesus siger da altid: ”Så gå du hen og tag min test!” 😊 Nej. Jesus undlader som oftest at svare direkte på spørgsmålet eller stikke folk en test i hånden. For hvad der er sandt og falsk afhænger af så meget, og ikke mindst afhænger det af den situation, du står i og det menneske du står over for.  

Derfor fortæller Jesus i stedet en lignelse til spørgeren, som han eller hun selv kan træde ind i, og derigennem opsøge svaret. En fortælling, hvor spørgsmålet perspektiveres, hvor nuancerne udfoldes, og hvor spørgeren inddrages i svaret ved brug af hjerte og hænder – ord og handling. For det sande og det falske, det rigtige og det forkerte at gøre, opstår i mødet med den anden og med Gud. I ordet og handlingen. Derfor kan Jesus ikke bare svare ”sådan og sådan” på spørgsmålet om sandt og falsk. For det kræver altid vores dybeste opmærksomhed og indlevelse at forstå det og at se det for os…

Så meget desto mindre er det lidt provokerende i dagens evangelium, at Jesus alligevel antyder, at der findes en fast klippegrund og en usikker sandgrund. Og at nogen tror, de gjorde det rigtige, som han alligevel ikke vil kendes ved. For det stiller os med fornemmelsen af, at der alligevel er et fundament eller et grund-svar eller et udgangspunkt, vi skal stå på, som er mere sandt og mere klippefast end andet. Hvor vil han nu hen med det?  

For mig at se, vil Jesus sige to ting: 

Det ene han siger er det, han hele tiden har forsøgt at pege på – både med sine lignelser og den lange bjergprædiken, som dagens evangelium er afslutningen af: at de som både hører og handler er kloge og ligner én, der har bygget deres hus på en klippe.  

At høre og handle er så at sige udgangspunktet for at stå på klippen og det urokkelige fundament. Bemærk at det er handlingen, der adskiller den kloge og tåben. De hører begge to, men tåben undlader at handle, og derfor styrter fundamentet under ham. Den kloge handler derimod. Men hvordan han handler, er afgjort af det, han har hørt, og af den situation, han står i.  

I Bjergprædikenen forinden har Jesus bl.a. sagt: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Det er både konkret og ukonkret på samme tid. Og det stiller derfor lytteren eller spørgeren i den position at skulle både lytte til ordet, fornemme en situation og handle ud fra den. Og når han eller hun gør det, svarer det til at bygge på klippegrund – hvor usikkert det end måtte være for den enkelte…  

Handlingen gør forskellen, og det er interessant. Kan vi egentlig komme i tanke om en periode i vores historie, hvor Jesus med denne opfattelse ikke har været i modstrid med den gældende opfattelse af kloghed? I årtusinder har man ofte antaget den kloge, for at være den tænkende; den som gravede sig ned i bøger og filosoferede. Og jo længere den tænkende har haft mulighed for at fjerne sig fra det praktiske liv, som de fleste andre levede, desto klogere blev han eller hun regnet.  

Jesus siger det modsatte, og skaren bekræfter ham i det, da de siger, at han ikke er som andre skriftkloge. For intet er forstået fuldt ud, førend det også er gjort og praktiseret; førend det forståede har vist sig levedygtigt og rigtigt i situationen. Da ved du, om det er sandt eller falskt.  

Det andet, Jesus vil pege på, er i grunden ham selv. Han er klippen. Hele hans liv var et liv i stormvejr og et liv på usikker grund. Og alligevel faldt han ikke – ej heller da det så sådan ud langfredag. Og derfor er Han en klippe, vi kan bygge vores liv på. Han er den urokkelige klippe vi kan læne os op ad i medgang og modgang, søge tilgivelse hos, søge trøst hos, søge opmuntring hos, søge liv hos. 

Når vi står på Kristus-klippen, så at sige, står vi på et urokkeligt fundament, som vi tror, aldrig forlader os eller smuldrer under fødderne på os.  

Men hvordan ved vi, om vi står på denne Kristus-klippe; om det vi tror, det vi siger og ikke mindst: det vi gør, om det så at sige driver på Kristus? Vi kan ikke komme det meget nærmere, end at vi i hjertet tror på den sandhed, Kristus forkynder i sine lignelser og med sit liv. Og at vi af fra den grund handler i verden. Det er både klippefast og sandet at sige sådan, fordi vi aldrig med sikkerhed kan vide os sikre. Men vi kan tro det: at han leder os og er den grund i livet, som vi kan stå på, og hvorfra vi kan få blik for hinanden. 

Hvad er sandt og hvad er falsk? 

Den kloge bygger sit hus og liv på klippegrunden. Den kloge hører ordet og handler på det, ud fra bedste overbevisning og med Guds ord i hjertet. Den kloge har bygget sit hus på klippegrunden, som er Kristus selv; en urokkelig klippe blandt klipper i denne verden, som vi kan holde os selv fast til. Og kommer der et skybrud, og floderne stiger og stormene suser og rammer vores tro på netop ham, så må vi knuge os til håbet om, at Gud - i alle tilfælde - tror på os, og at det er mere sandt end noget andet.

Amen!  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar