Prædiken til juleaften 2020. Lukasevangeliet 2,1-14.
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra myndighederne om, at alle skulle testes. Det var første gang i mands minde at noget sådan havde fundet sted. Og alle drog hen for at lade sig teste, hver for sig og hver til sin by. Også danskerne drog afsted, fordi de var verdensborgere, i samme båd som alle andre.
Og mens vi stod der i køen; trætte og udmattede efter et langt år med skærpede regler, afstande og aflysninger, kom tiden, da det blev jul. Glæden trængte sig på, og det var ret ubelejligt, for der var ikke plads til den i diverse testcentre.
Men glæden ville vise sig. Så vi samlede os om den, svøbte os i hinandens arme og englenes sang – selvom vi i grunden ikke måtte stå så tæt, og englene heller ikke måtte synge. For glæden skulle ingen tage fra os. Selv ikke i det Herrens år 2020!
Jeg er med på, at vi ikke rigtig gider at tale om det. Alt det der sker omkring os. Men det ville på den anden side også være kunstigt ikke at nævne det. Og det slår mig, at den seneste måneds tid også har vist os noget værdifuldt: nemlig at vi endnu engang står sammen om at få fred, måske særligt i lyset af julen.
Vi vil have fred! Fred fra det, der truer os. Om det så kræver at vi sløjfer julefrokosterne, og endnu engang lukker landet ned, lader være med at kramme, begrænser vores omgangskreds og forholder os i ro. Den pris betalte vi tidligere på året, og nu gør vi det igen – i særlig grad for at denne aften kan blive som så mange andre af sin slags, og for at vi skal være trygge i hinandens nærhed.
Det er alt andet lige det opløftende fra året, vi har været igennem, og som vi skal huske på: Vi har gang på gang insisteret på fred, tryghed og liv, midt i noget der også var og er det rene kaos. Vi satte regnbuer i vinduet og sang fællesang. Vi har samarbejdet og udvist samfundssind, som vi har kaldt det, når vi var udholdende og holdt os tilbage.
Og i denne december og jul, gør vi det igen. Glæden kan ingen tage fra os. Julen 2020 kommer måske ubelejligt og på det værst tænkelige tidspunkt. Men den kommer, som sendt fra himlen, og viser os på den måde Guds og evangeliets styrke i én til én: nemlig som en insisteren på fred midt i ufreden, en insisteren på håb midt i håbløsheden, en insisteren på lys midt i mørket. Og må det lyse stærkest for dem, der lige nu står på kanten af kanten for at redde liv.
Jeg synes, der er meget godt at sige, og meget mod at hente, når jeg kigger mig omkring. På trods af alt muligt er der også lys. Julens lys!
For nogle år siden udgav krigs- og pressefotografen Jan Grarup en samling fotos. De er ikke taget direkte fra frontlinjen, men i minutterne og timerne lige efter krigen eller naturkatastrofen, hvor alt bliver tyst. Udgivelsen rummer i sagens natur flest billeder af død og ødelæggelse. Men imellem forfærdelsen har Grarup også fanget momenter af håb.
Men midt i alle ruinerne af sammenstyrtede liv og bygninger, sidder her en mand, som gerne vil klippes og se godt ud. Derfor har frisøren gravet stolen frem, slebet saksen og trukket kammen op af bukselommen. Han finder vejen frem for sin kunde, og tilbyder ham en plads.
Dette billede har håbet som fortegn. Midt i ruinerne har de to mænd fundet mod til at rejse sig. Mod til at trodse tid og sted og naturens kræfter, og lade hverdagen vinde over modgang. De finder livet på trods af modstand. De knytter sig til håbet og fremtiden, som deres anker, mere end til sorg og fortid.
Billedet er barskt. Men billedet er også et julebillede om den fred, der pludseligt bryder igennem. Det er et julebillede, når vi ser håbet spire og trodse mørket. Det er et julebillede, når vi opdager, at der midt i håbløsheden er mennesker, der bærer håbet frem, nærmest ud af ingen ting. Og det er et julebillede, når vi – ligesom de to mænd - også selv tør tage håbet og modet til os, og gøre det til virkelighed for dem, vi har omkring os - dem der på samme måde ligger i ruiner – og give dem håbet tilbage.
Det er jo det, det har handlet om hele året – og særligt handler om lige nu. Og julen hjælper os på vej. Julen skænker os et lys som trodser mørket, ligegyldigt hvad der er sket, og hvad der må ske. Og vores opgave er at holde fast i det, og give det videre.
Men der går også noget forud for dette billede og dette mod. Og der går noget forud for vores egen insisteren på fred og den glæde, ingen kan tage fra os. For man kan undre sig over, hvor de to herrer får modet til at gøre, som de gør. Hvordan kan de stå og sidde der, og ikke være helt bedøvet af den katastrofe, der har ramt dem? Hvordan rejser man sig efter sådan en ulykke?
Jeg tror, vi er mange der kender til, at ulykker rammer os – også de mere nære af slagsen, som ryster vores liv og ændrer den retning, vi skal gå i.
Freden og modet til at trodse ulykken ligger ikke kun på vores egne skuldre. Julens budskab er, at freden netop bryder ind i os udefra. Det er ikke os, der skaber julens fred. Det er Gud der kommer og rører jorden julenat. Det er i hvert fald sådan, vi må tro og håbe, og det er her, vi finder modet til at kæmpe. På trods! I julen er ansvaret ikke vores, men Guds, om at komme til os, lægge vores sind i håbets folder, og give os den fred, vi søger efter.
Det er derfor, denne aften er så vigtig. Vi har brug for, bare en gang imellem at føle os små, og give os lov til at fylde på af kærlighed og fred, uden selv at gøre noget for det, og før vi kan give selv samme fred videre. Ja, det er sådan set det eneste vi kan gøre. Hvis vi aldrig modtager det gode, kan vi heller ikke give det videre.
Der er alt rigeligt med fortællinger om mennesker, der er dårlige til fred. Som misforstår kærlighed. Som glemmer at holde fast i håbet. Til dem og os – for jeg tror det gælder os alle af og til – er julen en påmindelse om, at freden og livet kommer udefra.
Og det er det, der sker i aften. I aften lægger Gud sin fred over jorden, som en grundstemning og en grundholdning, vi kan tage til os, og stemme vores liv efter. Fra Gud kan vi få modet til at være noget for andre, og rejse os midt i de kriser, livet byder os, eller de ruiner, vi står på.
Det er i grunden ikke så svært at forstå. Når du var trist, havde du brug for én, til at holde om dig. Når du faldt, havde du brug for én til at rejse dig op igen. Når du var bange, havde du brug for én til at lyse for dig.
I aften er det Gud, der bøjer sit lys og sin fred over dig. Barnet i krybben er det håb og den kærlighed vi må fyldes op med, så vi kan få mod til at være mennesker i en verden, der byder os lidt af hvert. Det har ramlet om ørerne på os. Ja. Og vi har mistet og grædt. Men vi står her også endnu. Gud ske tak og lov. Og i aften skal vi mere end nogen anden holde fast i den fred, der kommer til os, så vi også kan give den videre.
“Fred over jorden.
Menneske fryd dig.
Os er i dag en frelser født.” (DDS 121 Dejlig er jorden)
Glædelig jul!
Amen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar