Vær ét

Prædiken til sjette søndag efter påske (II) d. 29. maj 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 17,20-26. Salmer: 747 – 448 – 335 – 321 – 400,2 – 725.

Evangeliet, som vi lige har hørt, er en del af en længere tale, Jesus holder, kort før han bliver korsfæstet langfredag og genopstår påskemorgen. Man kunne også kalde talen for Jesu sidste vilje. For disciplene omkring ham virkede den som en forberedelse til påsken. For os i dag er talen mere en slags efterrationalisering på den anden side af påsken. Derfor læser vi den nu for at forsøge at forstå, hvad der skete i påsken, og hvad det var, Gud og Jesus ville.

I denne del af talen beder Jesus om, at disciplene må være ét i ham, ligesom Jesus er ét med Faderen.

Det betyder, at hvis disciplene og os i dag er ét med hinanden og ét i Jesus, så ved vi, at vi er ét med Gud, for Gud og Jesus er den samme. Da er vi også ét med skaberen, ét med livgiveren, ét med kærlighedens kilde. Vores menneskelige enhed med hinanden bliver altså et billede på Gud, ja, måske ligefrem en åbenbaring af Gud i verden. Vores kærlighed og vores enhed som mennesker repræsenterer Guds kærlighed.

Jesus siger, som et sidste ønske, inden han skal dø: Vi skal være ét!

Det er store ord. Og det er væsentlige ord, også en dag som i dag – og i en tid som den, vi er i nu. For jeg tror ikke, Jesus bare tænker, vi skal være ét med vores nærmeste. Nej, vi skal være ét som kirke, som fællesskab, som mennesker på den skabte jord, som vi har fået foræret. Og så er det straks en anden sag.

Hvordan er man ét med hinanden? I vores nære forhold, som i den store verden?

Som et billede på det, kommer jeg til at tænke på, at vi på onsdag skal stemme om det danske forsvarsforbehold i EU. Afstemningen kommer som en konsekvens af en tilspidset udenrigspolitisk situation. Det er blevet tydeligt, at vi skal stå sammen. At vi har meget at vinde ved at være ét med hinanden, og alt at tabe, hvis vi ikke i disse dage holder sammen.

Uden at gå ind i det politiske omkring forbeholdet, så er der, på den ene side, noget der provokerer mig ved det overhovedet at have et forbehold. Det er der ikke særlig meget enhedstænkning i. ”Ja” sagde vi i 1972 ”vi vil gerne være med i EU”. ” MEN HOV”, sagde vi så i 1992 ”Vi vil bare også godt bestemme lidt selv og have en række forbehold godkendt, hvis vi skal blive ved med at være med”.

Der er noget lunkent over et forhold, der er sådan. Man vil gerne være ét med hinanden. Men man vil det kun, hvis en række krav kan blive opfyldt. Hvis en række forbehold kan blive tilgodeset. Og hvem gider at være en del af sådan en aftale?

På den anden side, er det vel også sådan, verden fungerer? Og sådan menneskelige relationer fungerer? Et forbehold betyder ikke nødvendigvis, at vi ikke kan være noget for hinanden. Jesus siger: Vi skal være ét. Han siger ikke: vi skal være ens. At være ét er noget ganske andet end at være ens og fuldstændig enige. Når man er et, er man stadigvæk sig selv hver især. Men det fælles, som man er en del af, er vigtigere end én selv.

Det er som to mennesker, som holder af hinanden, der både kan være uenige og forskellige. Men kærligheden forener det, som er forskelligt fra én selv. Man holder ikke op med at være forskellige, fordi man er sammen. Kærligheden vinder og binder sammen og gør det fælles vigtigere. Her kan man se igennem forbehold og særligheder ved den anden. For der er noget større på færde, som er vigtigere end alt andet: nemlig at være ét. Forbundet i kærlighed.

Det væsentlige, kunne man sige, tilbage i 1992 var, at EU alligevel ville os, selvom vi havde og har vores forbehold. EU kunne også rumme os, som vi var; se igennem forskellene og rumme mangfoldigheden i det europæiske fællesskab på kryds og tværs af lande, sprog, kulturer og religioner. ”Vi behøver ikke være ens” sagde EU. ”Men vi vil gerne være ét”.

”Vi skal være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig” siger Jesus.

Kirken her giver os et andet billede og blik for at være ét. I kirken bliver alt det, der gør mig til noget særligt uvigtigt, og alt det, der gør mig speciel, bliver ligegyldigt. I dette rum er vi elskede før noget andet. Overfor Gud er det ikke afgørende, om vi er AGF-fans eller om vi mangler et ben. Om vi er naturelskere, musikentusiaster, eller alle andet der kunne tegne en forskel. Det er alt sammen menneskelige forskelle, vi indretter os selv og verden efter. Men i dette rum, er vi og behøver vi kun at være mennesker, som vi er.

Og vi er mange forskellige mennesker samlet her. Hvor finder vi ellers sådan en enhed i dag? Vi bor sammen med dem, vi ligner. Vi arbejder med dem, vi deler uddannelse eller arbejdsinteresse med. Vi er venner med dem, der stemmer det samme, dem der spiser det samme, dem der har samme smagfulde indretning af deres hjem.

I kirken er det anderledes. Her er vi ikke ens. Slet ikke. Men vi er ét i dette rum og i Jesus Kristus, som møder os alle med samme velsignelse og kærlighed.

Jeg tror, det ligger dybt i os alle, ønsket om at være ét, at være en enhed, ønsket om samhørighed. Og vi kan høre, når vi åbner ørerne og nyhederne, at ensomheden særligt blandt unge er stor. Selv i en verden, der er blevet større, mere global og hvor den enkelte kan være mere synlig end nogensinde før via telefonen, ja, så medvirker det måske også til en større ensomhed. Vi glemmer at ses. Vi gemmer os bag skærmen, og ender med at miste det basalt menneskelige: at være en del af noget andet. En del af noget større.

Hver gang vi fejrer nadver sammen ved knæfaldet, beder præsten: ”Opstandne Herre og frelser, du, som selv er til stede blandt os med al din kærligheds rigdom”. Vi beder om, at Jesus må bo ved troen i vores hjerter, at vi bliver faste i det evige livs håb, at vi må vokse i kærligheden – og så kommer det smukke: ”For at vi må blive ét i dig, ligesom du er ét med Faderen”.

Dette er en bøn, men det er også en drøm. En drøm, som Jesus også udtrykker i evangeliet i dag, at vi skal være, hvor han er. For ved at være, hvor han er, er vi befriet fra ensomhed, befriet fra kun at være os selv. Ved nadverbordet kan vi komme, som dem vi er, med alt hvad vi bringer med os, og blive ét i ham. Og samtidig bliver vi også ét med dem, der knæler ved siden af os, som vi måske slet ikke aner, hvem er. Og vi bliver et med alle dem, der i generationer før os har knælet det samme sted.

Sådan rækker kirkens og nadverens fællesskab langt ind i os selv og langt ud over os selv. Vi bliver ét. Ikke ens og ikke enige. Men ét i et fællesskab og i et rum, der samler os på tværs af meninger og politiske ståsteder, på tværs af indkomst og fritidsinteresser, på tværs af dit og mit og vores og nabostridigheder. Vi sidder side om side med mennesker, der er ét med Gud og derfor også ét med mig. Alt andet udviskes, fordi enheden og fællesskabet er større og vigtigere end det, der ellers måtte skille os ad.

Jesus siger: Vi skal være ét!

Måske betyder det også i strengeste forstand, at vi ikke lever op til at være kirke og være mennesker – være ét – hvis nogen føler sig uden for fællesskabet. Vores forhold til hinanden – vores enhed – er også en åbenbaring af Guds enhed. Derfor er vores hænder også Guds hænder, og vi er hinandens ansvar. Kærlighed skal forene os, og vi skal blive ét med hinanden.

Dér har vi noget at kæmpe for. Der har vi en drøm at holde fast i. En vilje, som Jesus i sine sidste timer holdt fast i, var væsentlig for dig og mig. Også i dag.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu
og altid og i al evighed.

Amen.