Kaldt på

Prædiken til sekstende søndag efter Trinitatis (II) d. 2. oktober 2022 i Brabrand Aarslev. Johannesevangeliet 11,19-45. Salmer: 736 – 21 – 810 – 224 – 474 – 375.

Døde mennesker bliver ikke levende igen. Det er der alt for mange eksempler på til at kunne modbevise.

Grauballemanden har indtil videre været død i over 2000 år. Selvom vi for 70 år siden tog ham op af hans grav i mosen, og siden har gået og skubbet til ham, så har han endnu ikke selv bevæget en legemsdel. Historien om ham lever, og sagnene om hans tid lever, men ikke ham selv.

For noget tid siden hørte jeg en podcast om en fotograf, der tager billeder af begravelsesritualer i lande og kulturer langt fra os. Og det er virkelig langt fra os, både i geografisk og overført betydning.

Visse samfund i Indonesien har f.eks. tradition for ved høsttid at samle familien til fest på kirkegården. Her åbner de deres afdødes grave, tager de døde op, vasker dem, klæder dem pænt på, og holder en fest med dem. Og ja, de er døde. Sådan en fest og holder de hvert år, indtil det ikke længere er muligt at holde sammen på den afdøde.

For Indoneserne er den døde ikke helt død endnu. Der er stadigvæk en jordisk rest tilbage, som de fejrer, og det bringer lykke og held at ære sine døde på denne måde. Nogle af de samme traditioner findes på Madagaskar, i Ghana og på Filippinerne. Den døde lever et efterliv, som ikke er til at kategorisere hverken som helt åndeligt eller helt jordisk.

For os herhjemme er det en lidt anderledes. Vores døde er døde, og vi lægger dem hurtigst muligt i jorden. For af jord er vi kommet og til jord skal vi blive. Sådan vil det altid være for os. Og skal vi ”af jorden igen opstå”, er det i Guds nærvær og af Guds vilje, ikke vores families.

Opstandelsestroen på kirkegården er udtrykt på forskellige måder. Én af traditionerne er f.eks. at vi altid begraver vores døde med hovedet mod vest. For ”I østen stiger solen op” og på den yderste dag, når Kristus kommer igen som solen i øst, kan alle rejse sig fra deres grav og se ham komme.

Men indtil da bliver vores døde under den gravsten, hvor vi har lagt dem. Det er bedst sådan, og vi har ingen grund til at tænke eller tro anderledes for nuværende.

Døde mennesker bliver ikke levende igen. Kommer opstandelsen, så kommer den på den yderste dag, sådan som Martha i dagens evangelium også tror: ”Ja, jeg ved, at min bror skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.”

Eller hvad?

Lazarus, Martha og Marias bror, er død, og de har ikke i sinde at åbne hans grav for at tro det modsatte. Da Martha møder Jesus, er hun skuffet. For måske kunne han have gjort noget for Lazarus, da han levede. Helbredt ham fra hans sygdom. Men nu er han død, og nu er der kun håb på den yderste dag.

Men da siger Jesus det omvæltende: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?”. Jesus fastholder, at det er ved ham, opstandelsen sker. Sådan vil det altid være. For han er opstandelsen og livet. Men han korrigerer Marthas forventning om den yderste dag, og siger: opstandelsen er ikke kun eller først engang i fremtiden. Opstandelsen er også lige nu.

”Den der tror på mig, skal leve” siger han. Og derefter opvækker han Lazarus. De fjerner stenen fra hans grav. Og ud af graven går Lazarus, levende, med strimler af linned om sin krop. ”Løs ham og lad ham gå”.

Døde mennesker bliver ikke levende igen. Det er der alt for mange eksempler på til at kunne modbevise. Men for Jesus er opstandelsen ikke kun noget, der sker på den yderste dag. Det er der alt for mange eksempler på til at kunne modbevise.

Jeg har flere gange i mit liv været tæt på mennesker der var i et mørke. Mennesker f.eks. med depressioner og angst, som har været nede i meget mørke huller i deres liv. Og os, der har stået omkring, har mange gange været lige så forvirrede, som vi hører at menneskene omkring Lazarus er helt ude af den. Jeg har ikke anet mit gode råd, været ked af det, været bange for det mennesker, der i tider nærmest ikke var kontaktbare.

Og midt i det hele er der sket en forandring. Den, der var i mørket, blev kaldt på. Livet vandt. For noget tid siden læste jeg i Kristeligt Dagblad om den erhvervsdrivende Kim Koslof, som pludselig blev ramt af svær depression. Han kunne i bogstavelig forstand ingenting. Hans krop var som død. Han var som Lazarus, og hans familie græd.

Vendepunktet kom, da en psykiater kalder på ham. Psykiateren fortæller, at mange i hans situation ville have taget livet af sig selv. Men det havde Koslof ikke gjort. Og den kendsgerning skulle han bruge positivt. Livet var ikke slut endnu. Det vidste de begge to.

Koslof bliver kaldt tilbage til livet. Men han bliver også kaldt tilbage til en anderledes verden. Han lever nu med ar på sjælen, og han lever med risikoen for hele tiden at falde tilbage i mørket, som han skriver. Men han lever og det gør ham glad.

Evangeliet om opvækkelsen af Lazarus er som Kim Koslofs fortælling om et liv, der endnu ikke er helt forbi, og hvor du bliver kaldt på. De bliver begge kaldt på midt i deres mørke, og møder opstandelsen som nærværende her og nu. De bliver kaldt på, og opdager på den ene side, da de vender tilbage, at verden ikke er som før. Koslof lever med risikoen for at falde tilbage i mørket, og Lazarus kommer ud af sin grav med begravelsesklæder om ansigtet. Begge skal de bære på ar og klæder fra det mørke, de engang lå i. Verden har ændret sig for dem begge.

Men det væsentlige er, at de begge to er kaldt på. De opdager på den anden side, at livet er ikke slut endnu. Sådan forkynder Jesus, når han siger: Jeg er opstandelsen og livet her og nu. I det liv, hvor man har mærket døden og mørket, og hvor man har oplevet sig selv som død, da er man stadigvæk velkommen i livet. Med alle de ar vi har på krop og sjæl, med alle de ligklæder, vi går rundt med. Da er vi stadigvæk velkomne, og altid kaldt på til liv.

”Lazarus kom herud” siger Jesus til den døde, og vækker dermed en bevægelse i Lazarus. En bevægelse der finder sted i vores daglige liv, når vi bevæger os fra et mørke ud i lyset.

Måske er det sådan, vi skal tænke opstandelsen? Som en bevægelse, Gud har sat ind i verden ved sin Søn?

Gud er bevægelse, og det er den bevægelse, der bevæger os. Og det at vi bevæger os, og at livet sker med os, det er opstandelse! Det er den kraft, der flytter os fra det ene til det andet; den kraft der giver os ideer og inspiration og åbner muligheder og overrasker og trøster og lader os fatte kærlighed til et andet menneske, og lader os få øje på noget og forstå og blive klogere – det er opstandelsens kraft i livet, som ikke kun er forbeholdt den yderste dag. Men er til hver eneste dag!

Vi lever ikke kun på dødens vilkår, men på fødslens vilkår, sagde filosoffen Hannah Arendt engang. Det har heldigvis intet at gøre med at grave vores døde op af graven.

Men det betyder, at vi hver dag er kaldt på – kaldt til livet. Heller ikke selvom vi mister dem vi elsker og selvom det er efterår og alting begynder at falde, visne og dø. Livet fornyer sig. Det bliver forår igen. Livet rejser sig, åbner sig foran os og overrasker os – uden at vi gør noget for det og uden at vi kan standse det eller undgå det.

Det er en bevægelse af Guds vilje i vores verden, når vi bliver kaldt på.

Amen.