søndag den 18. juni 2023

Jeg skylder dig noget

 

Prædiken til anden søndag efter trinitatis, d. 18. juni 2023 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 14,16-21. Salmer: 722 – 448 – 836 – 365 – 164v4 – 29.

”Jeg skylder ikke nogen noget som helst”, var der engang én, der sagde til mig. Det var et princip for ham, at han ikke – hvis han kunne undgå det – ville stå i gæld til nogen. Han ville gerne være fri for sig selv til at handle og leve. Han betalte altid sine regninger med det samme, og han lånte aldrig noget ud. Han ville være uafhængig af andre. Ja, sådan udtrykte han det ikke helt, men det var på en måde summen af den efterfølgende samtale.

Og på en måde forstår jeg godt ønsket; det med at ønske sig fri. Det kan være ubehageligt at skylde nogen noget. Det er få gange i mit liv, jeg f.eks. har lånt penge af andre. Men de gange, det er sket, har jeg været underligt opmærksom på, at der var noget imellem mig og den, der havde lånt mig penge, som bandt os. Og på en ubehagelig måde fordi det handlede om penge. At jeg skyldte noget og stod i gæld. At min frihed på en måde var begrænset, fordi en anden med rette kunne kræve noget af mit.

”Jeg skylder ikke nogen noget” sagde han til mig. Men på en måde, var der og er der også noget ensomt over den sætning. ”Jeg skylder ikke nogen noget”. For er det kun dårligt at skylde nogen noget?

Her i kirken er det bryllupstid. Og når brudepar mødes her ved alteret, og giver hinanden deres ja, så er det på en måde en evig skyld, de giver hinanden. De giver hinanden den gave, altid at stå i kærlighedsgæld til hinanden, altid at skulle give hinanden hjælp, støtte, omsorg og kærlighed. De siger ja til at elske og ære i medgang og modgang hver eneste dag.

Og jeg tror ikke, brudeparrene tænker, at det er en begrænsning. Eller jo måske. Men det er en begrænsning, de vælger til. Det er et bånd, de ønsker, fordi der også ligger en frihed i at være bundet til et andet menneske. En frihed i at vide, at du er min og jeg er din, og en tryghed i at vide, at jeg også er elsket i morgen af min ægtefælle. Det er kærlighedens bånd, der sætter dig fri til at leve.

Forfatteren Stine Pilgaard skriver i én af sine sange fra bogen Meter i Sekundet: ”Så tag mig for givet, det virker så tyst”. Og hvad mener hun med det?

Pilgaard siger selv: ”Jeg kan huske, jeg som barn hørte min mors veninder brokke sig over at blive taget for givet. Og allerede dengang tænkte jeg: ’Hvorfor er det så slemt at blive taget for givet?’ Det at blive taget for givet er jo også at tro på, at den anden er der næste morgen. Man vil selvfølgelig ikke være usynlig, og man vil ikke forveksles med et møbel, så langt er jeg med. Men jeg synes, der er noget enormt fint i ikke at være bange for at blive forladt. Tryghed bliver tit omtalt som noget enormt kedeligt, men det synes jeg ikke, det er. Jeg synes, der er noget enormt stærkt, i at turde tage hinanden for givet.”

At blive taget for givet er at vide, at den anden skylder én kærligheden. Og i den kærlighed kan man finde tryghed og ro. At blive taget for givet er ikke at blive regnet for et skuffemøbel, som selvfølgelig står på den samme plads også i morgen. Men det er at blive troet på og have tillid til, at morgendagens relation ikke er brudt hen over natten.

Så vidt Stine Pilgaard. På en måde, er det helt misvisende at tro, at man ikke kan skylde nogen noget. Måske kan man godt nå dertil, hvor man ikke har penge i klemme, hverken hos familie eller venner, i banken eller hos pengeinstitutter. Men på en måde skylder vi altid vores relationer noget.

Skylder vi ikke altid børn kærlighed? Og skylder vi ikke altid vores forældre en tak for at vi blev født? Måske skylder vi også en lærer, en pædagog, en god ven eller en tilfældig, at de fandt os og så os i øjnene, da vi havde allermest brug for det. Og den slags gæld, er jo ikke dårlig. Til gengæld siger den noget vigtigt om livet, og den stiller os på én gang med en gave og en opgave.

I fortællingen om det store festmåltid, jeg lige læste for jer, oplever fortællingens vært, at han skylder sine medarbejdere en stor fest. Jeg ved ikke, om han nødvendigvis står i gæld til dem. Men måske åbner han bare sit hjerte for dem, og inviterer indenfor.

Og så begynder det mystiske; nemlig at alle dem, han inviterer, begynder at afvise ham. Den ene skal passe sine kreaturer, en anden sin mark og en tredje skal nusse om sin nye kone. Undskyldningerne virker måske lidt bedagede, men vi forstår pointen: at det alt sammen er dårlige undskyldninger og bortforklaringer. De skylder ikke manden noget, og de ønsker slet ikke at stå i gæld til ham, ved at takke ja til invitationen, og derfor takker de nej.

Og konsekvensen af deres nej bliver på en måde lidt dobbelt. For på den ene side begynder værten at invitere bredere ud, end han måske først havde tænkt. Ja, i virkeligheden bliver han ret generøs og åbner sin favn på videst muligt gab. Og på den anden side slutter hele fortællingen med en form for straf, fordi ingen af dem, der først var inviteret, nu længere er velkomne. Altså: at dem der sagde nej, nu også bare kan få lov at blive væk!

Det, der rører sig i fortællingen, er skyld og gæld. Værten – som vi må forstå som Gud – skylder åbenbart sine medarbejdere – som må være os – sin kærlighed. Men medarbejderne oplever ikke, at de skylder værten at tage imod eller ønsker at stå i gæld. Og så er der hele konsekvensen ved at sige ja og nej, og spørgsmålet om at blive forladt eller blive afvist, når man ikke tager imod det, den anden vil give. Og måske særligt her, fordi det handler om Gud. Kan Gud virkelig afvise os mennesker? Er det ikke netop hans gave til os, at han elsker os, selv når vi ikke elsker ham?

Det er underligt at tale om konsekvenser. Jeg tror, de fleste har sådan en grundfornemmelse af, at der er meget lidt, der er for sent eller ikke kan lade sig gøre. Vi lever i en ret åben og fri tid, hvor f.eks. de fleste sociale bånd kan brydes, og hvor lykken ret hurtigt kan smedes sammen. Og hvis du møder et nej, eller selv siger nej til det ene, skal der nok åbne sig en mulighed et andet sted.

Hvis du f.eks. ikke længere ønsker at skylde din ægtefælle noget, så er skilsmissen kun et par klik væk på borger.dk. For 50-60 år siden ville en skilsmisse måske have udløst noget nær en social afskårethed. I dag ligger datingmarkedet og fællesskaberne åbent for din fod.

Fortællingen om det store festmåltid fortæller os imidlertid, at der er noget på spil, og at der lyder en dom over vores adfærd, og langt de fleste gange tror jeg, at den særligt kommer til udtryk der, hvor vi står i relation til en anden. Det kan godt være, du kan blive skilt på fem minutter. Men tilbage står måske børn, familie og venner, for hvem det tager alt andet end fem minutter at kommer overens med, at der er sket et brud.

Og der ligger fortabelsen også. Ikke en evig fortabelse i helvedes luer, men den daglige fortabelse, som dømmer os og fælder os, når det går ud over vores relationer. For dét har konsekvenser.

Og er det så forfærdeligt? Nej, det mener jeg ikke. Det er mere et slags vilkår i livet; at vores handlinger selvfølgelig har betydning for andres liv, ve og vel. Det er et vilkår, at intet mennesker er en ø, som forfatteren John Donne udtalte for et par hundrede år siden, men at vi altid er forbundne. Lignelsen om det store festmåltid afslører, at vi hænger sammen, men også at det aldrig er let at stå i relation til hinanden Den afslører, at vi har et behov: vi lever af, at nogen siger ja til os. Men sådan lever de andre også af, at vi siger ja til dem.

Evangeliet til i dag efterlader os altså med nogle spørgsmål. Spørgsmål om, hvad det betyder at være bundet til en anden, at stå i kærlighedsgæld og skylde hinanden liv? Spørgsmål om, hvad det betyder og hvilke konsekvenser det har at miste andres kald? Dem der kalder på os og vil give os deres tid, deres nærvær, en del af deres liv, men hvor vi måske afviser? Men selvfølgelig også det modsatte spørgsmål: hvordan vi holder øjne og ører åbne for den invitation, der rækkes os, både fra ventet kant, men måske også uventet?

”Jeg skylder ikke nogen noget” sagde manden, jeg talte med. Men nu mere, jeg tænker over det, nu mere er det et smukt vilkår, at vi altid er sat i gæld til hinanden. At vi altid skylder hinanden livet og at vi får det bedste givet!

Gæld er på mange måder en sammenhængskraft, som binder os helt fundamentalt. Den, vi skylder noget, hører vi sammen med. Og den, der skylder os noget, hører vi sammen med. Alle tæller. Og det er dobbelt, at vi både er, hvad vi giver, men i sandhed også at vi er, hvad vi får. Af hinanden og af Gud.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu
og altid og i al evighed.

Amen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar