Prædiken til syttende søndag efter trinitatis (I) den 12. oktober 2025 i Brabrand Aarslev. Lukasevangeliet 14,1-11. Salmer: 752 – 392 – 895 – 365 – 729v5 – 731.
I denne uge satte jeg mine konfirmander
til at arbejde med De 10 bud i Det gamle testamente, det man også kalder loven.
Den langt over 2000 år gamle lov om det man skal gøre: ære og respektere Gud og
sine forældre. Om alt det man ikke må gøre; slå ihjel, stjæle, lade sig skille,
og begære eller misunde hinandens ejendom. Og om det man skal huske, nemlig at
holde hviledagen hellig.
Hos flere konfirmander var der
begejstring over, at De ti bud lovgiver om en hviledag til at slappe lidt af i.
En del af de andre bud mødte også genkendelse. Det helt indlysende i, at man
selvfølgelig ikke må stjæle eller slå ihjel, men også at man skal huske at ære
sine forældre. Andre bud var lidt mere til debat, f.eks. buddene om ikke at
begære eller være misundelig på det, den anden har, eller buddet om man ikke må
lade sig skille.
Nogle bud blev sorteret fra, og jeg
spurgte konfirmanderne, hvilke bud de synes der manglede? Og så skrev de
f.eks.: Du skal huske at være loyal. Du må gerne være vred, men ikke lade det
gå ud over andre. Du skal opføre dig ordentligt i kirken. Og: Du skal
respektere forskelligheder.
Men de skrev også alle sammen et bud,
der klingede nogenlunde ens, nemlig at det man gerne vil, andre skal gøre mod
én, det skal man også gøre mod dem.
Jeg havde på dette tidspunkt ikke nævnt
noget om Jesu gyldne regel, som lyder præcist sådan. Jeg havde heller ikke
nævnt, at det var den regel Jesus satte over loven, som altså var
vigtigere end De ti bud og alle andre bud og love. Men alle konfirmanderne var instinktivt
enige om, at der manglede et bud om at lade sig spejle i hinanden. Et bud om
det medmenneskelige og helt logiske i, at det, jeg gerne vil mødes af fra
omverden, også er det jeg selv skal give omverden igen.
…
Hvilke bud giver mening? Og hvilke bud
giver ikke mening? Det spørgsmål stillede vi hinanden, og det spørgsmål stiller
Jesus også i dag, da han på vej ind i farisæerens hus møder manden med vand i
kroppen. ”Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?” spørger han.
Man tænker måske at det vilde i denne
fortælling er, at Jesus derefter gør et under og helbreder manden fra hans
sygdom. Men det, der vækker virkelig forargelse, er, at Jesus bryder loven på
en sabbat ved at handle og helbrede. Det er der, de lovkyndige og farisæerne
bliver sure.
Men det, der selvfølgelig er på spil
for Jesus, og som konfirmanderne også mærkede er, at der helt grundlæggende må
være en lov om dit medmenneske, som spejler sig i det, du selv kunne ønske
skete – i hvert fald når det kommer til menneskelighed og omsorg. Og hvis det
nu var dig, der stod syg og med vand i kroppen, og mødte én, som kunne kurere
dig for det, hvad var så vigtigst: en lov om handlingslammelse på sabbat, eller
at handle kærligt og omsorgsfuldt på stedet?
Det må være det sidste!
Love og bud sætter rammer om os, og det
kan vi slet ikke undvære. Love og bud skaber tryghed om vores liv og samfund.
Men Jesus fortæller her, at der er noget som kommer før loven, og det er hensynet
til den du står ved siden af. Jesus stiller sig forrest i de lovkyndiges
paragrafrytteri og spørger retorisk, som vi også nogle gange er nødt til
at spørge os selv, om mennesket er til for lovens skyld, eller om loven er til
for mennesket? Og hvis det sidste ikke skinner klart igennem, er vi måske nødt
til at tænke os om, revurdere vores lov, og gøre noget andet.
…
Og det er også det, der er på spil, da
Jesus efterfølgende fortæller lignelsen om brylluppet, hvor man gør klogest i
at sætte sig bagerst, og lade sig invitere af værten til at sætte sig længere
op i salen. For Jesus handler det ikke om at provokere eller om at fremhæve
nogen som finere end dig til at sætte sig øverst ved bordet.
Nej, det handler om, at du først og
fremmest må glemme dig selv og din kredsen om, hvad du synes der er
vigtigst for dig og den lov, du måske selv har lavet inde i dit hoved,
og i stedet rette blikket mod dit medmenneske. Som du gerne vil, andre skal
behandle dig, sådan skal du også behandle dem. Og derfor begynder du ikke ved
et bryllup med at sætte dig selv øverst. Nej, du viser alle andre
gæster til rette der, hvor du synes der er godt at sidde.
Og måske kan du være heldig, at der så
én af dem, som senere hen kommer og tager din hånd, og beder dig følge med til
samme gode plads.
…
Jesus forkynder i dag om det
konfliktfyldte i et menneske: at vi kan have en tendens til at lade paragraffer
og os selv komme i første række, mere end hensynet til vores medmenneske. Han
udpeger noget i os, som altid vil have lettest ved det eksklusive og
egenrådige, mere end det inkluderende og det, der skaber fællesskab eller enhed
i ånden, som Paulus talte om (Ef. 4,1-6).
Men hvad skal vi egentlig gøre herfra? Er evangeliet til i dag kun et syndespejl, vi skal dukke os for, og tynges af? Er der også et godt budskab at tage med os, når vi indser, at det er os, der tales til?
Måske ligger der et omsorgsfuldt
budskab i det faktum, at Jesus besøger netop en farisæer, evangeliernes ’bad guy’, som én engang
udtrykte det, for så gælder hans rummelighed, kærlighed og nåde nok også sådan
nogen som os. At Jesus fra begyndelsen går til det menneske, som han godt ved
ikke altid er i stand til at se ud over egen næsetip. Dér begynder Jesus. Det
menneske besøger Jesus også. Der er han lige så nærværende som hos alle andre.
…
Efter konfirmanderne og jeg havde talt
om De ti bud, og reflekteret lidt frem og tilbage, kom vi også frem til, at det
ikke altid er let at holde de bud, vi bliver pålagt. Vi har også følelser inden
i os, sagde konfirmanderne, som vi ikke altid kan styre. Følelserne kan overmande
os, og følelser som misundelse og begær ligger nogen gange ligefor. Og måske er
det ikke altid, vi ærer vores far og mor lige meget, eller passer på vores medmenneske,
selvom vi skal.
Det var det, apostlen Paulus engang reflekterede over i et af sine breve: "at det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg." Og hvor går vi da hen?
Jeg gik sammen med konfirmanderne
herover i kirken og dækkede nadverbordet.
Der er regler nok i denne verden. Der
er krav nok i denne verden. Og der er rig mulighed for ikke at kunne leve op
til det hele eller at gøre, som vi skal og inderst inde også vil.
Men der er meget få steder hvor vi, som
ved nadverbordet, kan få at vide, at vi også altid allerede er elsket. Her
dækkes bordet for os. Her kan vi frit komme og her får vi beskeden: at selv da
vi ikke gjorde, som vi burde, og selv da vi vendte ryggen til det menneske, der
håbede på vores nærvær, så vil Gud være nær hos os og giver os en chance mere.
Ved nadverbordet kan vi knæle i al
ydmyghed på de nederste pladser, og dér kommer Gud til os i livets brød og
håbets bæger, og lyser sin fred over os. Fred for det der skete. Fred for det
vi gjorde. Fred for det vi ikke gjorde. Ja, Gud lyser sin fred, og den når ud
til hver enkelt af os, som solen, der om morgenen står op og gennemløber sin
bane, og når fra himlens ene ende til den anden, og intet er skjult for dens glød,
som salmisten skrev (Sl. 19,2-7).
Og derfra kan vi rejse os frimodigt
igen – ja, frimodigt, frit og med mod til igen at leve livet og forsøge at gøre
vores bedste.
Ære være Faderen og Sønnen og
Helligånden
Som det var i begyndelsen, således også nu og
altid
og i al evighed.
Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar