Prædiken til juleaften 24. december 2025 i Brabrand Aarslev Kirker.
Lukasevangeliet 2,1-14. Salmer: 94 - 119 - 104 - 121.
Som barn legede jeg af og til krig. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er det bare noget, børn gør; skaber lidt spænding ved at finde en fjende på legepladsen og erklære krig eller fangeleg.
Det sjove ved legen var aldrig jagten. Jeg gad ikke løbe 😊 Det sjove var at finde det bedste skjul – det perfekte gemmested med et kighul, så man kunne holde øje med fjenden, uden selv at blive set. Fra et hul i sandkassen, omme bag en busk, eller bag en træstamme, hvis man sugede maven helt ind.
Men jeg husker også, når jeg ikke havde lyst til at være med mere. Hvis legen blev for vild. Og da opstod der et spændt moment, når man måtte overgive sig og melde hvidt flag. For ville fjenden gøre det samme? Ville fjenden bare gå på en, eller ville den se, at man var bange og sårbar, når man overgav sig og ville være venner igen?
Det krævede mod at vise sig frem og være sårbar – at overgive sig – og det krævede tillid til, at fjenden ville gøre det samme.
…
I det forgangne år har jeg flere gange tænkt, at legen er for vild nu. Det er som om, de uskyldige børnelege er fortsat ind i voksenlivet, og at gemmestederne rummer for mange virkelige mennesker. Og vel har der været debat om, hvordan vi skulle reagere som samfund. Men løsningerne fra øverste sted er ofte end med oprustning og sikkerhedsforanstaltninger, så vi kan stå imod, hvis legen en dag kammer over.
Men jeg har ikke lyst til at opruste mit gemmested med materiel, der kan sigtes med igennem kighullet. Og jeg har ikke lyst til at fore mit gemmested med tørvarer og tæpper til tre dages overlevelse.
Hvis vi vil freden, tror jeg den kommer et andet sted fra, og med en helt anden tilgang til det vi ønsker forandret.
Jeg tror freden kommer, som Gud kommer til os i julen, hvor vi tør stille os sårbare frem. Freden kommer ikke der, hvor vi bygger skyttegrave, men der hvor vi tør møde hinanden åbent og ærligt, og lægge vores liv i hinandens favn. Freden kommer, når vi ser, at det andet menneske, vi står over for – fjende eller ej – er skabt i samme kærlige billede som os selv, og derfor ikke skal sigtes på, men passes på.
Det er den fred, vi samles om i aften. Det er den fred, der er Guds.
…
I sommer var jeg i Berlin. Overalt i byen er der spor fra anden verdenskrig. Men jeg blev også mindet om nogle af dem, der forsøgte at kæmpe for freden.
Én af dem var Dietrich Bonhoeffer, en senere verdenskendt tysk præst. I 1934 mødtes han med en delegation af kristne ledere fra hele verden på Fanø – ja, på den lille danske ø i Vadehavet. Her taler de åbent og ærligt om den ondskab, der helt tydeligt er på vej i Europa i 30’erne, og forener deres tanker om, hvad fred og fællesskab er.
”Vi er alle forbundne”, siger Dietrich Bonhoeffer ud over forsamlingen, ”fordi Gud er i verden igennem os og igennem kirken.”
”Men hvordan får vi fred?” spørger han. ”Er det ved et system af politiske traktater? (Er det) ved penge? Eller (er det) sågar ved fredelig oprustning til sikring af freden?
Nej, (…) og af denne ene grund: at fred og sikkerhed (totalt) forveksles (med hinanden). Der gives ingen vej over sikkerhed til fred. For fred må voves, (fred) er det største vovestykke og lader sig aldrig nogensinde sikre. Fred er modsætningen til sikkerhed. At kræve sikkerhed er at nære mistro, og denne mistro kræver til gengæld krig. At søge sikkerhed vil sige at ville beskytte sig selv.
Fred vil sige helt at (over)give sig (til) Gud, (…) Hvem af os tør sige, at han ved, hvad det ville betyde for verden, hvis et folk – i stedet for med våben i hånd – bedende og ubevæbnet, men netop således væbnet med det eneste gode værn og våben, modtager fjenden?”
Så vidt Dietrich Bonhoeffer i 1934 på Fanø.
…
Hvem kan sige, hvad det ville betyde for verden, hvis et folk bedende og ubevæbnet modtager fjenden?
Når Gud bevæger sig frem i mørket julenat, og lægger sig i armene hos mennesket, bevæger han sig ubevæbnet og i tillid frem til os alle. Han kunne være kommet med sværd og skjold. Han kunne have stillet en hær omkring sig for at beskytte sig i sikkerhed, fordi det er sådan, man plejer at gøre.
Men Gud gør noget andet – noget der i virkeligheden kræver langt mere mod og styrke end som så. Han kommer i sårbarhed til denne verden – til dig og mig – og beder os inderligt, at dele den sårbarhed med hinanden.
For fred og sikkerhed er aldrig det samme, selvom de forveksles med hinanden. Sikkerheden vil bygge værn og gemmesteder, før freden kan etableres. Men derved har man også skabt en indbygget mistro, fordi værnet står der. En mistro der kun avler mere mistro iblandt os. Og den mistro vil Gud til livs.
Fred er at overgive sig til det, der forener os – til mennesket du står overfor. Og i aften stiller Gud sig over for os i det lille barn. Fred er at stille sig frem, at vove sig ubevæbnet og bedende frem, og dybest inde tro at mennesket, man står foran, vil gøre det samme.
…
Har vi det vovemod, Bonhoeffer taler om? Og er det ikke bare blød og sød tale, ind i en højspændt tid?
Måske. Alligevel mærker jeg, at det er benhård virkelighed. Det kræver det største mod at gøre det, vi godt ved er det rigtige at gøre.
Det begynder i det små, og skal tages med ind på de største scener – der hvor vi bygger samfund og forsøger at definere, hvad fremtiden skal kendes på.
Det er ligesom når vi står i en konflikt med én af vores nærmeste. Ofte reagerer vi på en konflikt ved at forsøge at retfærdiggøre os selv og slå argumenter op som sikkerhedsskjold, vi kan gemme os bag. Det er så genkendeligt – i hvert fald hos mig selv – at jeg ofte søger at lukke en konflikt og munden på min modstander ved at tro, at jeg skal vinde og at der ikke er noget, der kan røre mig.
Men freden kommer først, når jeg sænker paraderne. Freden kommer når jeg stopper med at tænke, at jeg skal vinde over nogen som helst, og når jeg ser, at Gud også bor i det menneske, jeg står over for.
…
Men hvad så, når jeg ikke tør? Hvad gjorde jeg dengang på legepladsen, når jeg ikke turde stå frem, og når der ikke var en voksen at kalde på? Og hvad gør jeg i dag, når jeg alligevel bliver ved med at kæmpe bag mit skjul, fordi det kræver mod at være sårbar… kommer Gud så også mig i møde? Er Gud også Gud for mig i det mørke og i den utilstrækkelighed, og når jeg er bange?
10 år efter mødet på Fanø, sidder Bonhoeffer fængslet i en koncentrationslejr. Han er arresteret for sin deltagelse i modstandsbevægelsen. Og fra cellens dybeste mørke skriver han denne bøn til julens Gud:
I mig er der mørkt,
men hos dig er lyset.
Jeg er ensom,
men du forlader mig ikke.
Jeg er modløs,
men hos dig er hjælpen.
Jeg er urolig,
men hos dig er freden.
I mig er der bitterhed,
men hos dig er der tålmodighed.
Jeg forstår ikke dine veje,
men du ved vej for mig.
I aften finder Gud vej til enhver af os. Gud lægger sig i favnen hos en lille fattig familie, i det yderste af en landsby, i en mørk egn af verden, for at vi må vide, at intet sted og intet menneske er for lille eller for utilstrækkeligt til at Gud også vil være der. Det var slet ikke der, vi havde forestillet os, at Gud ville finde vej. ”Jeg forstår ikke dine veje” beder Bonhoeffer.
”Men du ved vej for mig”. I aften må vi tro, at Gud ved vej for os, og finder vejen. At han lægger sig i favnen, både hos den, der har mod og styrke, og den som modløst længes efter det. Både den der tør vove sig frem og melde hvidt flag, og den der ikke tør.
…
”Fred til mennesker” synger englene til hyrderne på marken, da Jesus er blevet født.
Må alle marker og golde egne i aften få besøg af Guds engle.
Må alle mennesker bag sikkerhedshegn og i skyttegrave – om de er gravet i sand, eller gravet i det indre – må de få mod til at vove sig frem i åbenhed og ærlighed og i Guds fred.
Må alle hjerter mærke, at et barn er givet os, og at herredømmet ligger på hans skuldre (fra Esajas) – også når vores egne skuldre ikke kan bære.
Må alle i hele verden høre, at Gud er født på jord, og må hans fred lægge sig dybt i vores hjerte og favn.
Glædelig jul.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.
Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar