Matthæusevangeliet 4,1-11
Kender I det, når en historie eller fortælling pludselig
ændrer karakter? F.eks. når den gode hovedperson i den krimi man har kastet sig
over, pludselig ændrer personlighed, og bliver den onde. Eller når man sidder
og ser en film, som til at begynde med er sjov og harmløs, men ender med at
være trist og tragisk?! Det sker af og til, synes jeg, og da jeg skulle
forberede dagens prædiken skete det igen!
Jeg læste sidste søndags evangelium, hvor Johannes døberen
døber Jesu i Jordanfloden. Her sker det helt fantastiske, at Gud i dåben sender
sin ånd over Jesus og kalder ham sin søn. Jesus får Guds ånd. Det tydeliggøres
for enhver af os, at han faktisk ER Guds søn. Ikke bare en hvem som helst, født
i en stald, men Guds selv på jord.
Og det har man da lyst til at fejre, ikke sandt? En dåb er en
glædelig begivenhed, som vi også ser det i dag. Dåben betyder meget for mange,
og man vælger ofte også at samles og fejre dåben, efter den kirkelige handling,
fordi det er en stor og betydningsfuld dag.
Men det er bare ikke, hvad der sker efter Jesu dåb. Der er
hverken fest og gaver, eller folk der lykønsker ham. Nej, for her ændrer
fortællingen karakter. Brat og uden overgang går vi fra Guds stemme, der siger:
”I dig har jeg fundet velbehag” til dagens evangelium, som begynder med ordene:
”Så blev Jesus af ånden ført ud i ørkenen for at fristes af djævelen”.
Fra dåb til fristelse. Fra glæde til alvor. Fra Gud til
djævel. Fra frihed til kamp. Fra lys til mørke!
Det er blevet faste. I søndags markerede vi det med stor
fastelavnsgudstjeneste her i kirken med masser af slik og sjov for børn. Andre
markerer fasten på en anden måde. Fasten har historisk set betydet, at man
afholdt sig fra fast føde. I dag tolkes det væsentligt bredere og dækker over,
at man i fasteperioden giver mere eller mindre afkald på forskellige goder. Det
kan både være mad og drikke, men jeg hører også folk der faster fra mobilen,
internettet eller stort forbrug. Traditionelt set har kristne har brugt fasten
og afholdenheden til at fokusere mere på bøn, bibellæsning og hjælp til
medmennesket, og som en optakt til påskens begivenheder.
Jesus faster også. Og efter 40 dage, møder han som så mange
andre store fristelser, der næsten får ham til at bukke under. Ja, han møder fristeren
selv – djævelen – og han er ikke bare en stemme fra det høje, eller et
uskyldigt dyr i en have, men djævelen og Satan i egen høje person. Tre gange skal
Jesus modstå fristerens prøver, og tre gange ender Jesus med at svare igen og
modstå fristelserne.
Djævelen frister ham til det yderste. Men hvorfor? Hvad er
det, der får djævelen til at lægge et så massivt pres på Jesus?
Vi må se til Adam og Eva. De levede med Gud. Adam og Eva levede
i den verden Guds havde skab, og som han sagde var god. Her var ingen utryghed
eller frygt, lige indtil fristelsen kom snoende forbi dem og sagde: ”Har Gud
virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?”. Ondskaben bryder ind i
Evas verden, som en anden djævel på hendes ene skulder, som taler imod Gud og
fornuften på hendes anden skulder. Igen går fortællingen fra at være god og
idyllisk, til at være dybt tragisk. For Eva modstår ikke slangens fristelser og
det ender med, at de falder. Falder fra det gode liv. Falder ud af Guds nærvær,
og møder et smertefuldt og gudsforladt liv på jorden.
Et liv hvor godhed og ondskab, glæde og alvor, Gud og djævel,
frihed og kamp, lys og mørke hele tiden spilles op mod hinanden og præger livet.
Med andre ord fik det onde tavet i mennesket! Det onde fik
magten ved Adam og Evas fald. De levede med Guds nåde, men ente med at miste
den. Og det er denne magt, djævelen nu prøver at fastholde med fristelserne
over for Jesus. For med Jesus er der sket noget afgørende nyt i historien om
menneskets fald. Med Guds komme til denne verden er der født et håb – ja, der
er født et menneske, der om sig selv siger, at han er Gud søn, og at han er
kommet, for at bryde med verdens ondskab. Med dåben og ånden i Jesus er
kampscenen for alvor trukket op mellem det gode og det onde: mellem Gud og
djævel.
Gud tager selv initiativet til opgøret, ved at komme til
verden og ved at lade sig konfrontere med djævelen i ørkenen. Djævelen spørger
først belejligt, om ikke Jesus kan gøre stenene til brød, så han ikke behøver
sulte. Men Jesus afstår fristelsen. For det handler selvfølgelig ikke om en
enkelt mands umiddelbare sult, men om en sult af en helt anden kaliber. Dernæst
fristes Jesus til at tage forskud på påskens begiveheder, ved at gå i døden fra
templets tinde. Men Jesus afstår, fordi begivenhederne har deres rækkefølge.
Tredje gang er vi inde ved sagens kerne: magten! Djævelen frister Jesus ved at
love ham alle verdens riger og herlighed, hvis han kaster sig og tilbeder
djævelen.
Hvor meget skal det onde fylde i vores liv? Hvor meget plads
skal det have og hvor meget energi skal vi bruge på noget, vi i virkeligheden
ikke ønsker? Hvor meget skal vi lade os friste til det umiddelbare og de lette
løsninger? Hvor meget må vi bukke under for vores egen svaghed? Det er måske de
spørgsmål dagens evangelium stiller til os. For det gøres klart for os, at for
Gud har ondskaben fyldt nok. Han er ikke kommet til verden for at se på. Han er
ikke kommet til verden for at være passivt til stede i ondskabens gader, men trækker
selv en linje i sandet. Ikke bare på egne vegne – men for alle menneskers
skyld.
Jesus bukker ikke under for djævelens sidste fristelse, men
modstår, fordi hans viljestyrke er stærkere end vores. Fordi han vil, at
ondskab og død ikke skal have det sidste ord i vores liv. At ikke enhver
fortælling skal begynde godt og ende skidt, men at vores fortælling – at vores
liv – skal fyldes med kærlighed og lys. At vi skal opleve fristelserne, men
også have håbet og modet til at kunne sige fra. Til selv at kunne tage kampen
op imod det der tynger os og tvinger os til at leve og sætte vores lys under en
skæppe.
Det er livet for kort til. Det er glæden for stor til. Og med
Jesus i ørkenen er vi ikke i tvivl om, hvad Gud ønsker og hvorfor han er
kommet. Vi er ikke i tvivl om, at han kan modstå den ondskab djævelen udsætter
ham for. Og vi har et håb på, at vi med Jesus også vil opleve, at vores
fortælling og vores liv ikke slutter i langfredags mørke, men finder godheden,
glæden og lyset på den anden side. Ja, at mod kærlighedens magt, må selv en
djævel og døden give fortabt!
Lov og tag og evig ære være dig, vor Gud
Fader søn og Helligånd
Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud
Højlovet fra første begyndelse.
Nu og i al evighed
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar