6. søndag efter påske - Enghøj Kirke
Johannesevangeliet 15,26-16,4
Forleden dag
blev jeg spurgt om af en journalist, hvad jeg som præst kunne gøre for at få
folkekirken til at følge med resten af samfundet og ikke gå i stå. Det er et af
de spørgsmål jeg har mødt et par gange i min studietid og selvfølgelig også nu,
hvor jeg står lige midt i det hele. Hvad kan du gøre, spurgte hun. Jeg svarede
ikke på hendes spørgsmål, fordi jeg ikke ville gå med på hendes præmis. Hun
mente at folkekirken var gået i stå og at jeg som nyindsat præst, på en eller
anden måde, forpligtede mig på at redde den synkene skude.
Problemet er
bare, at jeg ikke mener, at vi har med en synkene skude at gøre. Jeg mener ikke
at folkekirken lever i en parallelverden ved siden af resten af samfundet. Jeg
mener ikke at folkekirken er ved at gå i stå. Snarere tværtimod! Vi har med en
levede folkekirke at gøre! Der er arrangementer for alle aldre, og det
er min fornemmelse, at folk større grad benytter sig af tilbuddene, hvis de vel
at mærke vil – for jeg tvinger ingen! Jeg møder dagligt et kæmpe gå-på-mod og
en stor lyst til at lave og være kirke for alle. Jeg møder en medspiller i
samfundet, ligesom alle andre er det, og som ønsker at være synlig og aktiv i
lokalmiljøet.
Hvorfor
dukker spørgsmålet op hos journalisten? Måske fordi hun selv føler sig sat af i
forhold til folkekirken. Og når man selv bliver sat af, er der ikke lang vej
til at vende situationen om og tænke, at det må være de andre den er gal med,
og ikke én selv. At det må være de andre der er ”sat af”, når man nu ikke kan
forstå eller følge med i hvad der foregår. Og sådan kan man så kaste bolden
frem og tilbage i én uendelighed!
Er
folkekirken virkelig sat af? Lad os prøve at vende den indad. Måske vi har hang
til at gøre vores folkekirke og gudstjenesten til en mindestue – et sted der
har nok i sig selv, og hvor minderne bærer stedet. I kirken kan vi samles,
afskærmet fra verdens travlhed og virkelighed, og fejre kristentroen i ro og
mag. I kirkerne er der – som regel! – fyldt med antikviteter og kunst, og der
kan vi mindes Jesus og de gamle traditioner. Det er ligeledes et sted hvor man
foretager sig ting, man ikke gør mange andre steder: vi synger salmer, beder, udfører
rituelle handlinger og hører fortællinger fra en fjern fortid med et helt andet
verdensbillede. Der hersker en tidløs orden og forudsigelighed, som på mange
måder er fantastisk – indrømmet! – men som også er til fare for at blive en
sovepude!
Det er noget
af et angreb jeg her kommer med, men af og til kan det jo være meget godt, at
gå lidt kritisk til værks – og også lade det gå ud over én selv! Jeg tror der
kan ligge en pointe i, at vi som kirke og kristne skal bruge langt mere energi
på at formidle for andre, hvad kirken og kristendommen er – ja, at vi skal være
bevidste om, at vi alle sammen er vidner om Gud!
Det er det,
som Jesus prøver at forklare sine disciple i dagens evangelium – som hverken er
verdensfjernt eller uvedkommende, men faktisk rammer plet lige ned i vores egen
tid og virkelighed.
Vi befinder
os i en tid hvor Jesus gør klar til at forlade jorden. Dagens
evangeliefortælling stammer, som de fleste andre i denne tid, fra skærtorsdags
aften. Disciplene har lige fået at hvide, at Jesus snart skal dø, og Jesus
finder det derfor nødvendigt at tage afsked med sine disciple og fortælle dem,
hvad de skal gøre, når han engang ikke er der længere ved siden af dem.
Guds ånd
skal komme til jorden – det er den som kaldes talsmanden – som skal vidne om
Gud, på samme måde som Jesus selv er Gud og selv har vidnet om Gud. Men Jesus
siger også, at disciplene skal vidne om ham. Ja, disciplene skal på egen hånd
trodse deres frygt og modgang, når de bliver forvist fra synagogen, afvist af
folket, og selv gå ud og vidne om det de har set og det de har hørt. Og i alt
dette har de Gud med sig i ånden.
Og hvorfor,
kunne man spørge, er det nødvendigt for Jesus at give dem denne påtale? For det
er jo mildest talt en opsang til at gøre noget ved det og til at udbrede
budskabet om sig selv efter sin død. Ja, det gør han fordi han ved, at de
ellers vil sidde og putte med det, og ikke komme videre. Det er bl.a. det vi
ser og hører om første søndag efter påske, da disciplene gemmer sig inde i
huset for lukkede døre af frygt for jøderne. De tør ikke og de er bange. De gør
stuen de sidder i til en mindestue om Jesus, hvor de kan samles i ro og mag,
afskærmet for den faretruende omverden. De kan gøre det, som alle andre rundt
om ikke gør så meget: synge sange, bede til Jesus, høre og dele fortællinger om
deres oplevelser om Jesus. Men de kommer ikke ud med det!
Måske
disciplene har brug for at blive spurgt af en journalist om, hvordan de vil
redde deres synkende skude, når Jesus nu er død...
Minder kan
bruges forskelligt. Man kan sætte sig tilbage i lænestolen og mindes den tid
der var og de personer der fyldte i tiden, men minder kan også bruges
fremadrettet. ”Må jeg lige minde dem om…” siger vi, og derefter handler vi og
agerer vi på mindet. Minder kan være et springbræt til se fremad og se til det,
der skal komme. Og det er denne betydning af mindet, som Jesus henviser til,
når han byder både disciplene og os til at vidne om ham.
Den
kærlighed og den virkelighed som Jesus viste disciplene, da han gik på jorden
sammen med dem, og som Gud hver dag skaber i os med sin ånd, det er den skal vi
leve i og leve af! Når vi lever i den kærlighed og i hans ånd, og ikke sidder
og gemmer den væk i en mindestue, da bliver vores liv til et vidne om Gud for
andre. Ja, når vi lader kærligheden og ånden tale i vores liv og giver den
plads til at udfolde sig, så taler den også ordet videre til dem vi møder i
livet, og da er vi, som dem vi er og det vi gør, vidner om Guds
kærlighed!
Og det er
klart, at vi altid må overveje denne udfoldelse, og hele tiden vurdere om vi er
på rette spor eller om der kunne gøres noget andet. Vi har fået en opgave som
kristne og som kirke, i altid at vidne om Kristus og den kærlighed der strømmer
fra Gud, ved netop at leve i den. Så journalisten har måske en pointe, hvis hun
ikke kan se, at det er det vi gør og det der sker. For ellers havde hun vel
ikke spurgt så kritisk…
Vi skal
vidne – på hver vores måde, så tungt vi kan bære, så let vi kan flyve! Vi skal
vidne, så Gud kan blive herliggjort ved Jesus Kristus. Så Gud kan være noget
godt og lyst og herligt for os selv og for alle andre rundt omkring. Vi skal
vidne! Det er en opgave fra Gud. Men at vi får en opgave fra Gud betyder også
altid, at vi ikke er opgivet. For styrken og modet til denne opgave – til at
leve i kærligheden og ånden – kommer også altid fra Gud. Han er med os i alt
hvad vi gør og foretager os. Han er med os, når vi møder modstand og søger
trøst. Han er med os i sin ånd, til liv og inspiration, når vi går ud i verden
og møder vores medmenneske.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud
Fader, Søn og Helligånd
Du som var, er og bliver een sand treenig Gud
Højlovet fra første begyndelse
Nu og i al evighed
Amen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar