Prædiken til 8. søndag efter trinitatis - Enghøj Kirke
Matthæusevangeliet 7,15-21
Jeg har brugt det meste af ugen på at overveje, hvordan en
falsk profet egentlig ser ud. Ikke hvordan han så ud på Jesu tid, for det
finder vi nok aldrig ud af, men i vores egen tid: år 2015! Og jeg har undret
mig. For hvad er egentlig en falsk profet? De fleste af os går ikke rundt og
taler om falske profeter, som noget der har indflydelse på vores liv og hverdag
– heller ikke præsten!
En profet er i klassisk forstand én, der har modtaget et ord
fra Gud, og som nu forkynder det for folk. I bredeste forstand én, der kommer
med forudsigelser om fremtiden. I vores tid forbinder jeg som oftest talen om
”profet” med muslimernes Profet Muhammed, og en ”profetier” møder jeg oftest i sammenhæng
med små amerikanske sekter, der endnu engang spreder med dommedagsprofetier og
spår om jordens snarlige undergang. Og begge dele er ikke noget der har
synderlig stor indflydelse på min hverdag.
Med dagens evangelium dumper vi lige ned i afslutningen på
bjergprædikenen. Jesus har brugt de foregående kapitler på at skildre en ny verdensorden
for os, som først og sidst fortæller, at der med ham er indtrådt en ny
virkelighed. Før gjaldt loven, som vi bedst kender den fra de ti bud og det
gamle testamente. Men med Jesu ord og ånd iblandt os er situationen en anden. Nu
gælder det, at himmeriget ikke kun er for de rige, men også de fattige. Nu
gælder det, at vi er det salt, der giver jorden og mennesker liv og
kraft på ny. Nu gælder det, at vi skal vende den anden kind til, hvis vi møder
modstand. Nu gælder det, at vi skal elske vores fjender. Nu gælder ikke store
og flotte ord til Gud, men et enkelt Fadervor fra hjertet. Ja, nu gælder grundlæggende
den gyldne regel: at alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal
I også gøre mod dem!
Og på baggrund af denne tale siger Jesus så, at vi skal vogte
os for ulve i fåreklæder – for falske profeter, som leder os på vildspor i den
nye virkelighed. Han sender os ud med ordene om, at der er folk iblandt os, som
godt nok ligner os, men ikke nødvendigvis har forstået den nye virkelighed, og
derfor ikke vil os det bedste. Vi kan altså ikke altid kende dem og se hvem de
er, hvor meget vi end gerne ville, fordi de skjuler sig i vores egen midte.
Søndag aften, fra kl. otte til ni i vinterhalvåret, går en
stor del af Danmark i stå, fordi DRs krimiserier har det med at sluge al
opmærksomhed. Når vi samles foran skærmen, er det oftest for at udpege ulven i
fåreklæder: hvem er morderen!? Vi gjorde f.eks. mange tanker og spekulationer,
da Forbrydelsen III rullede over skærmen for et par år siden. Argumenterne for
og imod den ene og den anden fløj igennem luften, og selv medierne brugte
spalteplads på spekulationer! Chokket var da også til at tage og føle på, da butleren
Niels Reinhardt – en pålidelig og tillidsfuld mand fra egne rækker – viste sig
at være ulven, som ingen genkendte.
Således litteraturens og filmens fiktive verden. Det er
straks værre, når dramaet og ulykken udspiller sig i den virkelige verden. I
onsdags markerede vi sammen med nordmændene fireårsdagen for massakren på Uthøya.
På Uthøya skete det, som ikke må ske. Vi kender alle historien og de kolde
facts, så dem er der ingen grund til at nævne her. Men hvordan så ulven ud? Ja,
han lignede en af os! Terror, sagde vi dengang, det er sådan noget der sker i
udlandet. Det er sådan noget som folk fra andre kulturer, med andre religioner
og et andet udseende begår. Eller hvad? For rædslen gik igennem alle, da vi så
billederne af den politiuniformklædte nordmand, med blå øjne og lyst hår, da
han begik den værst tænkelige handling! De scener, der har udspillet sig på
Uthøya, er næsten for voldsomme til at vi kan tale om det. Det er en ond mands
værk, og de rammer vores forestillinger, om hvad der er trygt og hvor vi er
uden for fare.
”Hvis én mand kan skabe så meget had, tænk så på, hvor meget
kærlighed vi kan skabe sammen.” Ordene kommer fra en af de piger, der
overlevede Uthøya, og de blev senere gentaget af statsministeren ved
mindehøjtideligheden i Oslo Domkirke. Ordene er det evangeliske svar mod
falskhed og ondskab! Ikke had. Ikke hævn. Ikke gengæld med øje for øje og tand
for tand. Men kærlighed!
Og foruden kærlighed peger ordene også på en anden vigtig
evangelisk pointe: nemlig et ”vi”. ”Tænk på hvor meget kærlighed vi kan
skabe sammen.” For vi må konstatere, ligesom Jesus gjorde over for sine
disciple, at der i vores flok og i vores midte er eller kan være falske
profeter. Folk der på den ene eller anden måde, udgiver sig for at være et, men
i virkeligheden er noget andet. De er der, men vi kan ikke se dem, og vi kan i
virkeligheden heller ikke vide, om det er os selv, der er den falske profet.
Det er – gud ske tak og lov! – de færreste, der er som ulven på Uthøya. Men det
er også de færreste af os, der i enhver sammenhæng kan vide sig sikre på, at
det vi gør og foretager os, er det bedste for flokken og for vores næste.
Vi er aldrig skyld i vores eget ophav, men altid forbundet
med en anden – med et ”vi”. Ligegyldigt hvem vi står over for, må vi altid
forholde os til, at den eller de personer også er en del af os, fordi vi alle
nu er en del af Guds virkelighed. Gud kom ikke til jorden for at distancere sig
fra os, men for at vi kunne blive en del af ham og han med os! Og konsekvensen
af dette er, hvad Jesus fortæller os i sin bjergprædiken: at den fattige er rig
i himlen, at vi er dem, der giver liv videre, at vi skal vise mildhed frem for
modstand, at vi skal gøre mod den anden, som vi vil, at de skal gøre mod os.
Det er den nye virkelighed: at Gud og mennesker hører sammen!
Og i lyset af den virkelighed og Guds kærlighed til os, er
vores domme over den ene og den anden ligegyldige, fordi dommen over andre aldrig
ligger i vores hænder, men i Guds! I lyset af Guds kærlighed er vi –
ligegyldigt hvad! – altid nødt til at passe på de falske profeter. Og her mener
jeg passe på i ordets dobbelte betydning: nemlig at vogte os selv for falskhed
og ondskab, men i ét og samme sekund at forsøge at tage os af og værne om selv
samme person. At forsøge at drive falskhed og ondskab ud af vores næste, og
erstatte ondskab med kærlighed!
I forbindelse med massakren på Uthøya blev der også sagt:
”Frygt ikke den, der gør dig ondt, men den, der gør dig ond”, og spørgsmålet bliver
da til os, om vi tør stå imod? Tør vi stå imod de falske profeter? Tør vi stå
foran deres træ og med al iver forsøge at beskære det og gøde jorden, så de
igen kan give gode frugter af sig? Tør vi sige: JA, du har gjort skade – på dig
selv og på os – men JA, du er stadigvæk en del af os! Det er den opgave
evangeliet stiller os med, og spørgsmålet er i virkeligheden, om vi har råd til
at opgive tanken og ikke gøre forsøget…
Vi har grund til at tro på det bedste i ethvert menneske! En
polemisk skelnen mellem dem og os, og en forøgelse af mistillid og
mistænksomhed mellem mennesker ville være direkte ukristeligt. Nej, vi har
ingen ret til at dømme. Det har derimod Gud. Og med sin søn har han tilsagt os
sin nåde, tilgivelse og evige velsignelse. Spørgsmålet er, om vi tør at give
den tro og det håb videre – selv til en falsk profet? Til det er der kun ét at
sige: Gå med Guds fred og synd tappert!
Amen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar