Prædiken til Kristi Himmelfartsdag (II) d. 5. maj 2016 i Enghøj Kirke
Lukasevangeliet
24,46-52
Kristi
Himmelfart er som en mellemlanding i tiden mellem påske og pinse – mellem
kødets opstandelse og ankomsten af kraften fra det høje. I dag peges der både
frem og tilbage, og Kristus befinder sig i en mellemposition, da han hopper på
skyen for at lade sig transportere fra den ene tilstedeværelsesform til den
anden.
Der er noget
nyt på færde i fortællingen om den opstandne, som fordrer en ny forståelse af
livet for disciplene dengang og for os i dag.
Da kvinderne
påskemorgen møder en mand i lysende klæder inde i gravhulen, bliver de venligt guidet
ud af hulen igen med beskeden: ”Han er opstået, han er ikke her”. Der var ikke
noget at hente der, hvor de ellers troede Kristus var at finde. Og i dag hører
vi på samme måde om en mand – ja faktisk to mænd i lysende klæder, i Apostlens
Gerninger – der guider og giver disciplene en anden besked. Godt nok er Kristus
nu fløjet til himmels, og de kan på sin vis have ret i at stå med hovedet
bagoverbøjet og næsen højt i sky, for at være nær hos ham. Men der er noget nyt
på færde: ”Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere?!” spørger de to mænd
disciplene.
Disciplene
tror sikkert at det er der det sner, og at det er der, deres opgave ligger. Men
som Grundtvig måske ville have sagt dem, så er vi ikke skabt til højhed og
blæst, men ved jorden at blive, det tjener os bedst! (Højskolesangbogen,
351)
På en
finurlig måde vil jeg mene, at Kristi Himmelfart taler meget direkte ind i
vores tid og de tendenser der kan være til, at vi skal være selvhjulpne og
selvstændige. For da Kristus hopper på skyen, efterlader han discpilene og os,
og lader det være op til den enkelte at bære det videre, som han gav til os.
Tiden er kommet til at stå på egne ben og selv bære vores eget og hinandens
liv. Jesus har båret os et stykke af vejen, da han selv var hos os. Han har
delt sine ord, sit evangelium og sit liv med os, og nu må vi kort og godt, som
de selvstændige og selvhjulpne mennesker vi også er, klare os selv!
Men er vi
klar til det, kunne man spørge? Er vi klar til at stå på egne ben og bære alt
det videre, vi er blevet givet – troen, håbet og kærligheden som følge af
opstandelsen?
Jeg tror alle kender til spørgsmålet om at være klar eller ikke klar. Dengang vi f.eks. stod med et trygt og solidt tag over hovedet i vores forældres hjem, og pakkede kasserne for at flytte hjemmefra. Var vi klar til det? Eller dengang vi valgte at sige op på arbejdet og gå nye og andre veje. Var vi klar til det? Eller dengang vi ikke selv tog beslutningen, men hvor en anden lagde en ny og uventet opgave på vores skuldre, f.eks. på arbejdspladsen, som vi selv skulle tage vare på og have ansvaret for. Var vi klar til det?
Nogen gange
er vi klar. Andre gange er vi ikke klar. Og nogen gange må vi bare tage springet! Sat på spidsen er spørgsmålet i dag,
om vi så er klar til at bære Kristus på vores skuldre? Klar til at bære hans
evangelium videre iblandt os og gøre det gældende her, når han ikke er her, til
selv at gøre det?
Det er et
stort og svimlende spørgsmål at forholde sig til! Vi er ikke vandt til, at
det er os, der skal bære Kristus, men at Kristus bærer os. Vi er ikke vandt
til, at vi står med Gud i vores hånd, men at Gud har os i sine hænder.
Derfor
sender han os, om man så må sige, heller ikke tomhændet videre i livet – og for
disciplenes vedkommende tilbage til Jerusalem. ”Han tog dem med ud af byen, hen
i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han
velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham,
og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem”, står der i
Lukasevangeliet.
Disciplene
fik velsignelsens gave, ligesom vi i dag ved gudstjenestens afslutning også
modtager Guds velsignelse, ja, ligesom vi altid og alle dage går fra kirken med
Guds velsignelse i ryggen!
Velsignelsen
er den gave, det skulderklap, den nåde, den kærlighed og det kærlige skub, der
skal give os mod og styrke til at tage opgaven på os – til at bære evangeliet
videre med ud af kirken, og støtte os i det. Velsignelsen slår bro mellem Gud
og os, og minder os om, at den gyngende bro fra dødninge land til de levendes
hjem, som Grundtvig skriver (DDS 321,4), er etableret ved den tro, som Gud skænker os.
Men er vi
stadigvæk klar til denne opgave? De fleste forældre kender deres børn; har
opdraget dem og givet dem et fundament at stå på. Og på samme måde må vi tro
på, at Gud nu slipper os, sine børn, i god tro og overbevisning om, at den
opgave han giver os, også er én vi kan varetage. Sjældent bliver vi givet en
opgave, vi ikke er i stand til at løfte. Vi kan meget vel opleve, at opgaven
kræver alt af os – ja, mere end vi selv mener, vi er i stand til. Men vi også
tro på og have tillid til det skulderklap vi bliver givet af hinanden, og som
vi i dag på Kristi Himmelfartsdag, bliver givet af Gud!
Vi skal bære
evangeliet videre. Det er vores opgave! Alene, fordi vi kan, og sammen med
andre, fordi vi skal. Som det lyder i en af teksterne fra vielsesritualet: ”Bær
hinandens byrder. Således opfylder I Kristi lov!”. Og ja; der vil komme tider,
hvor vi ikke kan bære. Der vil komme tider hvor vi i særlig grad har brug for
at andre og måske særligt Gud, er den eller dem, der bærer os. Det oplever vi
måske i særlig grad, når vi møder modstand og når vi møder sorgens mørke.
Nogen
vil også mene, at det aldrig vil kunne lade sig gøre for os, at bære
denne opgave, hvor meget vi end prøver. Det er vores lod i livet, det er
syndens dårskab og vores utilstrækkelige menneskelighed, der grundlæggende
forhindrer os i, at gøre det godt nok.
Så meget
desto mere har vi brug for, at Gud altid lyser sin velsignelse over os! At
velsignelsen ikke kun er et skub ud i en stor og på mange måder uoverskuelig
verden, men at den også er gudstjenestens solskin, til trøst og til håb, og
et kærtegn fra Gud i hjertet og livet igennem.
Med
velsignelsens ord og Kristi Himmelfart i ryggen, får vi vished om at vi kan! Vi
kan bære evangeliet, for vi har fået opgaven af Gud og dertil også hans
velsignelse! Tiden vil vise, som antydet i indledningen, om vi får hjælp
dertil. Min fornemmelse siger ja! Men lige nu får vi velsignelsen til, som vi
sang det for lidt siden, at kunne:
”Bære håb, som rejser livet
for den syge og den svage,
kæmpe mod det ondes destruktive magt.
Derved bli’r vi vidner til, at kærlighedens dage
vare evigt, selv om himlen
tog Guds Søn tilbage:
Ordet lever da, som sagt!” (salme fra Lysets Utålmodighed nr 93 vers 4)
Amen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar