Prædiken til femte søndag efter Trinitatis (II) d. 26. juni 2016 i Enghøj Kirke
Matthæusevangeliet
16,13-26
Kan I huske,
da I var børn, og I stod i skolegården og skulle vælges på hold til en eller
anden sportslig aktivitet? Jeg tænker, det er noget, de fleste har prøvet, og da
jeg gik i skole, var det en af de mere eller mindre barmhjertige stunder i
skolegården! Oftest blev de to bedste spillere i klassen udpeget som første- og
andenvælger, og skulle stå for udvælgelsen af hold til f.eks. fodbold. Med sikker
hånd blev klassens enhed splittet i to og der blev sat navne på de bedste, som
blev valgt først, og de dårligste til sidst, som knap blev udvalgt, men måtte
fordele sig selv. Det var ubarmhjertigt for de fleste og man kunne mange gange
have ønsket sig at ”de sidste skulle blive de første”. Men sådan blev det
sjældent, for ikke at sige aldrig!
I dagens
evangelium er Jesus førstevælgeren, og hans valg af Simon Peter, som den han
vil bygge sin kirke på, lyder fuldstændig vanvittigt. Peter er den blandt Jesu
tolv disciple, der ofte bliver fremhævet som den gode discipel og som den, der
var tættest på Jesus. Men han var sjovt nok hverken særlig karakterfast eller
from, da f.eks. hanen gol langfredag, og han havde fornægtet Jesus tre gange,
eller da stormen rasede på Geneserat sø, og han begyndte at tvivle. Gang på
gang svigter han Jesus – ja, han benægter ham ligefrem – når han i sine
følelses vold bliver forvirret og tvivler på det, Jesus har sagt.
Men Jesus
vælger alligevel Peter til på sit ”kirkehold” – ja, han kalder ham ligefrem den
klippe, han vil bygge sin kirke på, og som ingen død skal få magt over.
Med klippebilledet
fortælles der noget nyt om Gud og om kirken. Peter er et græsk navn; det kommer
af Petra, som er en oversættelse af det aramæiske Kefa, som netop
betyder sten eller klippe. Men med det vi ved om Peter og alle hans svigt, så
er det ikke just noget, vi forbinder med en stærk og fast klippe. Indtil nu
kender vi klippemetaforen fra Det gamle testamente, hvor den bruges til at
beskrive Gud; ikke som svag og skrøbelig, men netop, som det vi forbinder med
en klippe: som stærk og urokkelig; som vedblivende og stålfast, som mægtig og
som beskyttende. Gud – eller Jahve, som vi kender ham fra GT – er en klippefast
Gud.
Der er
derfor noget nyt på færde, når klippemetaforen bruges om Simon Peter. Forskellen
er, at hvor klippemetaforen i Det gamle testamente bruges om Guds storhed,
bruges den i evangeliet om et menneske, om forvirrede og tvivlende Simon Peter.
Klippemetaforen vendes om, for Peter er jo ikke klippefast. Han er ikke evig
urokkelig. Han er tværtimod let bevægelig, til tider stum og kan være noget
bastant i det – faktisk ganske ligesom en klippe.
Valget af
Simon Peter får mig til at overveje, hvad det er for en kirke, Jesus i
virkeligheden grundlægger ved valget af Peter? Hvad tænker I selv?
Det synes
ikke at være verdens mest stålfaste, vedholdende, sikre og stabile kirke.
Valget af Peter peger derimod i retning af en klippefast tro og kirke, side om
side med tvivlen, usikkerheden og endda en til tider famlende tro. Man kunne
også sige: en tro i bevægelse. Og hvilken betydning får det for os i dag – os
der sidder i kirken – når troen og fundamentet pludselig bliver bevægelig?
At Jesus lod
Peter være bærer af kirken er værdifuldt. Selvom han tydelig vis ikke magtede
den rolle og opgave, Jesus lagde på ham, så blev han ikke af den grund
kasseret. Og det bør vi ligge mærke til! En klippe kan have sprækker af angst
og tvivl. Det havde Peter, og det har vi også. Vi er en menighed af levende og
rullende sten, men også skrøbelige sten. Ofte må vi i vores eget liv opleve,
ikke at leve op til egne eller andres forventninger til os. Vi oplever at
svigte i vores forhold til kærester, ægtefolk, børn, venner, familie og dem vi
holder af. Vi svigter over for den fremmede i nød, på jobbet eller på grund af
jobbet. Vi oplever at der går revner i vores relationer, som vi troende var
stabile, kernesunde og stærke. Vi mærker angsten krybe ind – en angst som også afføder
tvivl.
Og i den
situation taler Guds og evangeliets milde hænder til os og siger, at vi stadig
er de udvalgte, der befinder sig i Guds underfulde lys, som Paulus beskrev det,
på trods af det svigt og fravalg, vi udviser over for andre, og på trods af det
svigt og fravalg, vi selv udsættes for af andre. Vi er udvalgte og vi har
værdighed, som de uperfekte mennesker vi er, og som djævelen til stadighed
bruger som talerør! Der er et håb i mørket, som lyser op, ganske som da
kristentroen selv opstod gennem sprækker og revner i en klippe. En smal sprække
var nok til, at død blev til liv, at nedfart blev til opstandelse, at gråd blev
til glæde!
Vores kirke
og vores tro er levende – ligeså levende som Peter var det, på godt og ondt,
når han troede og når han tvivlede; når han stod fast og når han vaklede. Og
det er værdifuldt! Vores kirke er ikke bygget på stålfaste læresætninger og paroler
med den rigtige forståelse af, hvad tro er, og jeg tror, vi gør klogt i ikke at
prøve at opnå netop dette!
Vores trosbekendelse, som vi sagde højt i kor lige
før, har karakter af at være noget sådant – fast og låst i betydning – men er
det langt fra. Den er blevet til i en tid, hvor man prøvede sig frem og
fremsatte sætninger om, hvad der var en del troen, og ikke mindst, ved fraværet
af meget, hvad der ikke var en del af troen. Vores trosbekendelse er et udtryk
for en særlig tid, med særlige udfordringer og problemstillinger, og et udtryk
for de folk, der formulerede den. Men hvem siger, at disse folks formuleringer
og forståelse af tro, er den samme, som vi står med i dag? Jeg er sikker på, at
vi ville formulere en trosbekendelse anderledes i dag, hvis vi prøvede.
Og Gud
skal vide, at vi ved udendørsgudstjenesten d. 21. august vil gøre et forsøg J
Det kan
synes skrøbeligt at være en del af denne kirke og denne tro – i første omgang
bygget på Peter! Men jeg tror, at netop denne tilgang og forståelse af klippen
og af kirken er hvad der skal til, for at kirken kan leve, for at troen ikke
bliver et fængsel, men en forsat samtale ind i tiden, rummet og imellem dig og
mig. Med udvælgelsen af Peter, har klippen under os, har fået ny betydning. Den
er en klippe, der ikke går itu, når man hamrer lidt på den. Den er en klippe,
der kan holde til nogle slag, og som, i stedet for at gå i stykker af tidens
tyngde og levet liv, derimod arter sig derefter, retter sig efter ujævnheder,
og med tiden gøres stærkere. En klippe der er stabil og stærk i al sin
føjelighed og bøjelighed.
Sådan en
slags klippe kan der leves liv på! Det kan godt være, at det til tider går
vildt for sig, og at livet byder på større uroligheder og djævelske indbildninger
end hvad godt er. Men vi må tro på, at underlaget vil holde, netop fordi det
ikke er klippehårdt, men er gearet til menneskeliv i al dets tummel!
Meget kunne
være gået galt, da Jesus udvalgte Peter. Men vi er her endnu. Trods Peters
svigt langfredag. Trods disciplenes angst og opgivenhed i dagene efter Jesu
død. Trods alt det, der kan få kirken og dens eksistens til at vakle, såsom svigtende
opbakning, intern splid og tåbelige præster. Kirkehistoriske splittelser,
kritiske røster og dårlig medieomtale. Almindelig ligegyldighed over for
budskabet og skiftende tiders luner og tendenser.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar