Om mærker og tilgivelse

Tredje søndag efter Trinitatis (II), Enghøj Kirke d. 12. juni 2016

Lukasevangeliet 15,11-32

Der var engang en dreng, som lavede mange ulykker. Hans far havde mange udfordringer med ham, og vidste ikke, hvad han skulle stille op og hvordan han skulle få ham til at lade være. En dag sagde faderen så til sønnen, at for hver en ulykke han lavede, ville faderen slå et søm i havelågen.

Tiden gik. Drengen blev ved med at lave ulykker og snart var lågen helt fyldt med søm, der strittede i alle retninger. En dag, da drengen går hjem fra skole, får han øje på lågen med alle sømmene og bliver ked af det ved synet. Fra da af aftaler han med sin far, at hver gang han gjorde sin far glad, ville de tage et søm ud af lågen.

Tiden gik og snart var drengen blevet god igen. Der var nu kun ét søm tilbage, som faderen og sønnen sammen trak ud af lågen. ”Det var godt min dreng”, sagde faderen, og havelågen var nu helt tom for søm og mindet om alle hans ulykker. Men da de skal til at gå, får drengen øje på lågen igen og bliver ked af det ved synet: ”Jo, far, men man kan stadig se alle mærkerne!”

Den lille, vist nok norske fortælling, er ganske fin langt hen ad vejen. Det handler om tilgivelse, om nåde og om forsoning, ganske som fortællingen fra evangeliet om den fortabte søn, vi hørte lige før, og de to fortællinger ligner da også hinanden i deres persongalleri. I den norske fortælling har faderen gjort meget for sin søn, og finder til sidst på, at lade sin søns vildskab nagle til havelågen, som tegn på hans handlinger, næsten som en anden påstået forræder i sin tid blev naglet til et kors, med lange spidse søm. Men da sønnen får et nyt syn på den ulykke han bringer, og det sidste søm efter noget tid forlader havelågen igen, går han ikke glad derfra, som han nok havde håbet. Han får øje på mærkerne. Dybe huller i havelågens træbeklædning, som vidner om alle ulykkerne, alle svigtene, om al den plage han har bekymret sin far med i så mange år. De sidder der stadig. På havelågen.

Det er tydeligt, at de to fortællinger – den norske og evangeliet – også er forskellige, og jeg indleder min prædiken med den norske fortælling, som en modfortælling til evangeliet, for at skærpe opmærksomheden på nåden og tilgivelsen. For hvis den faderlige figur i begge fortællinger skulle forestille at være Gud, og vi skulle forestille at være sønnerne, så mener jeg, vi må tage afstand fra gudsbilledet. I den norske slår faderens tilgivelsesstrategi fejl, ved at tage sømmene ud igen. For sporerne og mærkerne stadigvæk sidder i lågen!

Men den far, vi hører om i evangeliet, er derimod en anden. Da sønnen vender tilbage til sin fædrene gård, er der ingen markeringer af den ulykke og sorg, sønnen i første omgang bekymrede sin fader med. Der er ingen strittende søm, men tværtimod åbne arme, og festen vil ingen ende tage!

Det er da en forskel, der er til at tage og føle på, og et gudsbillede der kan bruges til noget!

Men er vi færdige her, kunne man spørge? Er nåden og tilgivelsen fuldstændigt klargjort? Man kunne spørge sig selv, hvad der går forud for tilgivelse? Forudsætningen for tilgivelse er vel, at én er blevet krænket. Og hvis man ikke er blevet krænket, giver det heller ingen mening at tilgive.

Faderen i den norske fortælling har følt sig krænket. Ganske tydeligt. Men hvad med faderen i evangeliet? Han har aldrig følt sig krænket over sin søn. Vi hører intet om, at han skulle være bitter, vred, såret eller på anden måde føle sig krænket. Tværtimod. Og evangeliet handler derfor ikke om tilgivelse, men om det meningsløse i i dette tilfælde at tilgive. Tilgivelsen og nådens kærlige lys skinner allerede fra faderen, og når der ingen grund er til tilgivelse, kan han derimod være overdådig i at give – at give sønnen alt tilbage og endog holde en stor fest.

Sådan betragtet er evangeliet i særlig grad en fortælling, vi skal høre, om den nådige Gud. Den Gud vi ikke skal frygte eller være bange for, men den Gud vi må og kan forvente os alt godt fra!

Har det alle dage været sådan, kunne man spørge? Har Gud aldrig været krænket? Går vi tilbage i fortællingerne, finder vi fortællingen om Adam og Eva, og vi genkalder os det skæbnesvangre bid i æblet, der med ét satte verden over styr og lod Guds vrede regne ned over menneskeheden. Det er en fortælling om synden, der tog bolig i mennesket, og siden den gang er gået i arv fra generation til generation. Det er fortællingen om den ondskab og evnen til at krænke andre mennesker, der alle dage har ligget i os, om vi vil det eller ej. Om denne synd, skriver bl.a. forfatteren Søren Ulrik Thomsen (2005) således:

”I mine unge dage protesterede alt i mig, naturligt nok, imod den uretfærdige tanke om arvesynden. Her stod jeg, uplettet, og med alle gode intentioner om ikke bare at gøre det hele helt rigtigt, men også langt bedre end mine forgængere. Og så fik jeg at vide, at jeg – gudhjælpemig – havde arvet en synd.

I dag, hvor jeg har haft så rigelig tid til at dumme mig og er blevet lige så anløben som alle de andre rustne nedløbsrør, synes jeg sjovt nok, at det tværtimod er et meget nådigt begreb. For hvad ligger der i arvesyndstanken andet end at det simpelthen er et menneskeligt vilkår at begå fejl? Og at jeg ikke synder, fordi jeg er mig, men fordi jeg er et menneske?”

Således Thomsen – i første omgang provokeret, og senere følt sig taget til nåde i sin menneskelighed! Arvesynden går forud for alle vores synder, dumheder og de skader vi volder på hinanden. Men tilgivelsen af synden går på samme måde også forud for vores tilgivelse af hinanden, eller mangel på samme. Denne tilgivelse finder vi i påskens begivenheder eller i selv samme fortælling om den fortabte søn.

Betragter vi nemlig den fortabte søn ikke som os mennesker, men som Guds søn, Jesus Kristus, så er det påskens begivenheder, der ruller sig ud foran os, og så er det en Gud, der tager imod sit barn, efter det var dødt og siger: ”Min søn var død, men er blevet levende. Han var fortabt, men er blevet fundet”, uden så meget som at rynke det mindste på panden eller løfte den mindste pegefinger!

Hvad sker der, hvis sønnen i den norske fortælling er et billede på Kristus? Gud gør vel som faderen: han nagler sin egen søn op med søm på et bræt. Men forskellen er, at Gud, i modsætning til faderen, ikke efterlader sønnen mærket, af de mærker han har i hænder og fødder. Mærkerne blev det, der i sidste ende skulle blive til vinding og sejer. Mærkerne var lig med død, og kun ved at gå igennem døden kunne mærkernes kraft og døden overvindes.

Dette hører vi bare ikke om i den norske fortælling. Den slutter der, hvor mange af vores livs fortællinger slutter. Der hvor vi er mærket og der, hvor vi i særlig grad har brug for en epilog, ja, en ny fortælling. En fortælling, der ikke tager mærkerne fra os – for dem har arven givet os – men som trods det alligevel løber os i møde med åbne arme og tilsiger os overdådig fest i al evighed!

Amen!