Prædiken til Sidste søndag efter Helligtrekonger, d. 5. februar 2017 i Enghøj Kirke
Matthæusevangeliet
17,1-9
Når jeg står
foran noget smukt og rørende, kan jeg ikke altid lade være med at tænke på, at
jeg gerne vil have et billede af det. Jeg er vel blevet en del af
mobiltelefonernes og selfiernes generationer, der gerne vil have billeder af
alt, og dele dem med andre, og også ret let kan komme til det med en
mobiltelefon eller IPad. Måske I kender det fra jer selv? At stå foran noget,
der er så smukt, at det er nødt til at blive foreviget i et billede, som man kan
tage med mig sig og kigge på.
Nogen gange
når jeg at få telefonen frem. Andre gange ikke. Men lige så ofte jeg får taget
billedet i situationen, og måske endda når at overveje den rigtige vinkel på
billedet, det rigtige lysindfald, og får indstillet skarpheden; lige så ofte
tænker jeg også bagefter, at billedet på ingen måde opfanger essensen af det
smukke øjeblik, og det, der i virkeligheden gjorde indtryk på mig. Billeder kan
gøre indtryk og opfange meget, men ikke alt. Lydene og duften, nærheden,
stemningen og det egentlige smukke øjeblik, opfanger kameraet ikke altid på
samme måde, som hvis man er der selv, og er til stede i øjeblikket.
Disciplen
Peter, som var taget med op på bjerget sammen med Jesus, prøvede i
virkeligheden på det samme: Han ville opfange det smukkeste øjeblik, han så på
bjerget. For da Jesus havde fulgt disciplene og Peter derop, viser Moses og
Elias sig for dem i forklarelsens lys sammen med Jesus, og Gud fortæller dem,
at Jesus er hans udvalgte søn. Det er her, det går op for disciplene, hvem
Jesus i virkeligheden er: at han er Guds søn. At Gud gennem Jesus vil vise
disciplene – og os alle sammen – hvad Guds rige er. Det smukke er, at Guds rige
viser sig lige foran dem!
Og det er så
overvældende for disciplene og for Peter, at han straks tænker, at lige præcis
dette øjeblik skal foreviges – at lyset skal gemmes på. Moses, Elias og Jesus,
og det lys de står i, skal have et hjem og et sted at være, og derfor foreslår Peter
at bygge tre hytter – én til hver! Det virker nærmest komisk: at han først ser
noget smukt, og derefter, som en anden tømrer, straks vil i gang med at bygge
hytter til det smukke.
Tanken er i
grunden god nok. Men udfordringen er den samme for Peter, som den er for os,
når vi står der og gerne vil opfange lyset og den rigtige stemning på et
billede. Det fungerer ikke. Der mangler noget, og vi glemmer at være til stede
i det, der sker. Huset kan holde lige så meget – eller lige så lidt – på forklarelsens
smukke øjeblik, og hele Guds rige, som pludselig står foran dem, som vores
billeder kan holde på den stemning, vi tog et billede af.
Der må noget
andet til. Peter får ikke lov til at bygge hytterne, men går i stedet med Jesus
og disciplene ned af bjerget igen. Spørgsmålet er nu, hvordan Peter kan
forevige det, han så og blev en del af på bjerget, og hvordan han på en anden
måde kan tage det smukke med sig, og give det et hjem for foden af bjerget?
Da Jesus,
sammen med Moses og Elias, står i forklarelsens lys på bjerget, indtræder en ny
forståelse af, hvor Guds rige og love befinder sig. Gud siger: ”Det er min
elskede søn”. Og da han siger det, bevæger Gud sig fra himlen til jorden, og
tager bolig iblandt os. Han gør sig selv til menneske i Jesus, og derved lader
han det være op til Jesus at forklare og forkynde for folk, hvad Guds rige er. Ja,
ikke bare hvad det er, men at Jesus selv og virkeliggørelsen af de fortællinger,
han kommer med, er selve Guds rige.
Når vi
siger, at Guds rige er midt iblandt os, er det fordi at Gud igennem Jesus gik
iblandt os, og at vi – ved at bære Jesu fortællinger og ånd videre i os – også
selv er bærere af Guds rige og vilje. Guds rige er på den måde ikke længere en
fjern virkelighed, men helt nær ved os alle sammen.
Da Peter
ville bygge hytter til Jesus, Elias og Moses, prøvede han på bedste vis at give
det en bolig i det fjerne; på toppen af et bjerg. Gud var på denne tid på mange
måder en begrænset størrelse: Gud var i templet, hvor kun få kunne komme til,
og hans love var nedskrevet på tavler, som vi hørte det i læsningen fra det
gamle testamente. Gud var for de indviede og hellige.
Men Peter
får ikke lov at bygge hytterne. For i Jesus var Gud til stede på en ny og
levende måde. Og Guds tilstedeværelse skulle ikke begrænses til en
ufremkommelig bjergtop, men spredes og leve for foden af bjerget iblandt
mennesker. Og ligeledes skulle Guds love og vilje heller ikke skrives ned på stentavler,
men skrives ind og bæres på i hjerterne.
Og det er
det nye. Disciplene var bærere af Guds virkelighed i deres hjerter, fordi de
havde set og oplevet godheden og lyset på helt nær hånd.
Peter ville
gerne forevige det glædelige øjeblik på bjerget. Ligesom når vi tager billeder:
vi vil gerne forevige et minde. Men et billede kan jo forgå. Et billede kan
blive væk, gå i stykker, eller ryge i glemmekassen. Og hvad gør man så?
At forevige
noget kan meget vel være på et billede – f.eks. et stort familieportræt som
tydeligt viser familiens mange generationer og relationer. Men den egentlige
relation, mindet og fortællingerne om dem, vi er i familie med, som vi bærer i
os, er mange gange stærkere end et skrøbeligt billede.
Tænk f.eks.
på én du holder af, eller én du holdt af, og nu har mistet? Forevigelsen af dem
vi holder af, bæres ikke kun i billeder eller i huse: Det bæres i hjertet og i
dem, vi er!
Fra hjertet
kan Gud slå rod og sprede sig, som grene ud i verden. For det er det andet:
Lyset og det smukke øjeblik af forklarelse, som Peter og disciplene oplever,
skal bæres med ned igen. Det skal foreviges; ikke i en hytte men i hjertet. Det
skal foreviges; ikke kun i disciplenes hjerter, men i alles hjerter. Det skal
spredes og have ord og ånd i mange led og generationer, og på den måde gøres
evigt.
I dag er det
– ud over at være en smuk vinterdag, hvor vi fejrer gustjeneste og dåb – så er
det også diakoniens dag. Diakoni betyder tjeneste, og handler på mange måder om
at gøre tjeneste for sit medmenneske; at vise omsorg på forskellig vis og være
nærværende hos dem, der har brug for det.
Den
diakonale tjeneste tager på mange måder udgangspunkt i det, som Peter oplever
på egen krop: at lyset og Guds rige ikke skal gemmes væk i huse, langt bort fra
menneskers liv, men være nærværende hos alle folk. Guds rige skal deles! Og
opgaven i den diakonale tjeneste er i særlig grad at bringe lyset videre til
dem, der måske har mere brug for det end andre – vores udsatte i samfundet, dem
som har brug for en ekstra håndsrækning og støtte i hverdagen, eller de ældre
på plejehjemmene, som har brug for en ven.
For dem er
vi alle sammen i tjeneste – ja, for vores medmenneske som alle dem, vi har
omkring os, er vi alle sammen i tjeneste. Og vores opgave lyder på at bringe
dem intet mindre end Guds riges nærvær! Det er en
opgave som i nogens ører lyder uoverkommelig og nærmest umulig. Ikke desto
mindre er det vores opgave, som Gud giver os sin velsignelse til at
udføre, så godt vi kan.
For Gud har
vist os en tillid: Han er kommet til jorden igennem Jesus, og i ham og i hans
fortællinger ligger nu Guds rige. Og når vi deler fortællingerne – når vi virkeliggør
Jesu ånd og hans ord om den trodsige tilgivelse, om nåden der befrier os, om
håbet som skaber lys, og om kærligheden til vores næste – da giver vi Guds rige
en bolig i os og gør det levende lige her!
Amen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar