Et kærlighedsfrø

Søndag seksagesima, d. 19. februar 2017 i Enghøj Kirke

Markusevangeliet 4,1-20. 

Salmer: 557 – ”At standse ved en døbefont” – 156 – 392 – 192,7 – 412.

”Jeg forventer at møde en person, som matcher mine behov.” Sådan sagde en af deltagerene forleden dag i DR1-programmet Gift ved første blik. For de af jer, der ikke kender programmet, så handler det om, at otte singler i et eksperiment indvilger i at gifte sig med en person, de aldrig har mødt. Forskellige eksperter, heriblandt en psykolog og en præst, vurderer og parrer singlerne ud fra forskellige parametre, f.eks. alder, bopæl, arbejde, fritidsinteresser, personlighedstype osv.. Og det er her, én af deltagerne, i en indledende bemærkning til den potentielt kommende kærlighed, siger, ”Jeg forventer at møde en person, som matcher mine behov”.

Jeg faldt over sætningen. Det skar lidt i mine ører, samtidig med at jeg udmærket forstod, hvad vedkommende mente. Vi har alle sammen forskellige behov, og hvis vi ikke bliver mødt i vores behov, har vi det ikke godt. Ud over de basale behov, som behovet for vand og brød, for tryghed og social udfoldelse, og behovet for at kunne realisere os selv, kan det også være behov i vores dagligdag, som at vores venner tager sig tid til os og den dybe samtale, eller at vores kæreste fortæller os, at vi er elskede og ser godt ud.

Men når sætningen alligevel skar i mine ører, var det ud fra den betragtning, at vedkommende, i håbet om at finde kærligheden, begyndte med sig selv og egne behov. Det blev forventet, at den person, vedkommende skulle giftes med, med det samme kunne opfylde nogle behov og ønsker, for at det kunne fungere. Der blev forventet noget af den ukendte, som en slags betingelse for at kærligheden kunne opstå.

Jeg er klar over, at jeg anholder denne sætning og udsætter den for en del tankespind. Det kan sagtens være, at den gifteklare person havde et mere nuanceret billede af kærligheden, end det jeg giver udtryk for her. Ikke desto mindre tror jeg, at mange tænker lignende om sig selv og om kærligheden, og at det også kan være et udtryk for den tidsånd, vi er en del af, hvor individet i højere grad stilles op på en piedestal; vil gødes og så sin egen gode jord, før det selv kan så kærlighedens frø hos andre.  

Evangeliet bringer os – set i dette perspektiv – et modspil. Guds virkelighed og forståelse af kærligheden er anderledes. For kærlighed er noget, man giver til en anden. Det handler om, at jeg eller vi elsker en anden, og at det er det eneste, vi kan gøre. Vi kan ikke stille krav eller forventninger om at blive elsket. Det er kun den anden, der vælger, at elske os igen – at gengælde kærligheden med kærlighed. Kærligheden kan ikke betinges. Den kan tros på og håbes på. Vi kan tro og håbe på, at Gud og den eller dem, der er omkring os, holder af os og giver os kærlighed.

Det siges så enkelt i et citat fra Johannesevangeliet, om Guds forståelse af kærligheden: at ”Gud elskede verden således, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16). Gud gav, fordi han elskede. Han forlangte ikke først noget. Han stillede ikke en række forventninger op, før han kunne give det gode fra sig. Han gav af kærlighed.

Det er samme perspektiv på kærlighedens væsen, er på spil i dagens evangelie. Her hørte vi Jesus fortælle i et jordnært sprog til disciplene, om hvordan det forholder sig med Guds rige, de ord og den kærlighed der kommer derfra. For med Gud er det, som med en bondemand, der sår sine frø. Noget falder på klippegrund. Noget falder mellem tidsler. Og noget falder i god jord. Og ja. Det lyder oprigtigtalt som om, bonden har en skrue løs, når kun en tredjedel af frøene falder i næringsholdig og virksom jord. Men hvad betyder det?

Dels er det et billede på, forklarer Jesus, at nogle mennesker tager imod det, der kommer. De lader det gro og formere sig, så det giver tredive, tres og hundrede gange igen. Andre er knap så gode, og nogle er måske slet ikke interesserede i at tage imod det, der kommer fra Gud. Sådan er det vel egentlig også i dag.

Men det vi skal lægge mærke til, og som har med Gud og kærlighedens væsen at gøre, er, at frøene falder. Guds rige, Ordet og kærligheden falder i vores favn. Med rund og ødsel hånd strøer Gud om sig med frø til mennesker, som vi kan give god muld og leve af. Og han stopper ikke med at sprede, fordi vi ikke tager imod. Guds rige kommer af sig selv, uden vi har gjort noget for det eller bedt om det. Vi behøver ikke bekymre os om Guds riges komme. For det sker. Det kommer hvor og hvornår Gud vil og uanset os. Og det er kærlighed!

Der er en ro og et mod over den påstand og det evangelie, synes jeg. Det er både en befrielse og en aflastning af os. Guds rige og hans kærlighed til os står og falder ikke med os. Ikke med vores bøn. Ikke med vores mere eller mindre gode gerninger. Ikke med vores evne til at lytte eller tro eller tage imod. For det sker. Det kommer. Ja, det er allerede med Helligåndens kraft.

Og skulle vi stå med bare den mindste skyldfølelse i vores indre, og ønsket om at gøre gengæld, så kan vi passende kigge frem mod påsken, som dagen i dag også peger på. Denne søndag hedder søndag seksagesima, som betyder 60, og henviser til, at der nu kun er 60 dage (ca.) til påskedag. Det vil sige, at vi i dag er begyndt på en nedtælling og en ventetid, hvilket vi ikke gør så ofte i kirkeåret. Næsten alle andre dage tæller vi efter en helligdag. Vi siger en given søndag i rækken efter H3K, efter påske, efter pinse, efter trinitatis, og vi lever og forkynder i lyset af helligdagens begivenhed.

Men der er en pointe i, at vi i dag begynder en nedtælling. Vi bliver bedt om at vende hovedet om og se fremad. Vi har fortiden med os – adventstiden og Helligtrekonger, hvor Gud kom til verden og viste os, hvem han er. Og nu vender vi hovedet, og ser frem mod det, der kommer os i møde i påsken. Vi skal vende blikket og se frem mod den kærlighed, der strømmer til os, og hvor gælden, skylden og skammen for alvor møder sin overmand i opstandelsens lys. 

Det er det, der er vores fikspunkt fra i dag, og gennem hele fasten skal det frø, vi får i dag, ligge og modne i os og få næring, som var vi sat til forspiring i en lun vindueskarm.

Påskemorgen er på samme måde som med dagens evangelie en beretning om, at kærligheden og Guds rige fuldstændig uhæmmet strømmer os i møde, som en hvirvelvind i håret, som en å der løber over sine bredder og vander markerne, som en centrifuge, der med voldsom kraft spreder kærlighedens frø, og lader os stå for skud!

”Jeg forventer at møde en person, som matcher mine behov”. Sådan sagde deltageren i Gift ved første blik. Jeg tror ikke vi kan forvente kærlighed af nogen. Sådan fungerer kærligheden ikke, som en ordre fra en kommandocentral. Vi kan give kærligheden fra os. Den kærlighed vi har fået for intet, skal vi også give videre for intet. Og noget af den kærlighed, vi giver, vil helt sikkert falde mellem tidsler. Og noget vil falde i god jord. Sådan er det. Vi kan ikke vide, hvad resultatet af vores kærlighed fører til, og vi skal ikke være bekymrede for, hvordan det bliver modtaget. Det eneste vi kan gøre er, som bonden gør det, frimodigt og ødselt at give og dele ud af det, vi har, og håbe på, at det også kommer igen.

For det nådige er, at vi har lov til at se frem mod opstandelsens morgen, og at tro på det ord, vi hører i evangeliet i dag, som et vidnesbyrd om, at Guds kærlighed til tid og evighed kommer os i møde frø fra himlen.

Amen!