Stedets magt

Prædiken til Påskedag d. 16. april 2017 i Enghøj Kirke 

Markusevangeliet 16,1-8. Salmer: 224 – 448 – 236 – 218 – 238 – 474 – 234.

Kristus er opstanden! 

Graven er tom! 

Der er ikke noget at komme efter!

Hvert år valfarter millioner af mennesker fra alle verdenshjørner rundt omkring på jordkloden for at besøge hellige steder. Steder der anses for at være hellige på grund af deres historie. De har oftest har tilknyttet myter, som fortæller om urtidsbegivenheder på stedet, eller en legende, som beretter om underfulde hændelser lige præcis der.

Hinduisterne drager til steder, hvor deres lokale guddom viste sig eller f.eks. til Varanasi ved den hellige flod Ganges, hvor de kan blive renset. Muslimerne skal mindst én gang i livet rejse til Mekka, som ifølge traditionen er det sted, hvor Muhammed blev født og levede, og hvor Kabaen ligger; en hellig bygning der anses for at være universets centrum. Jøder drager til det hellige land Israel, som ifølge traditionen var det land, Gud ville beskytte, og som pagten mellem Gud og Abraham handlede om. Og i Israel besøger de ligeledes Jerusalem og tempelbjerget, og resterne af det gamle tempel, hvor det siges, at Gud var mest til stede.  

For kristne forholder det sig imidlertid anderledes. Det er min påstand. Der findes mange særlige steder for kristne, som også besøges af tusindvis af pilgrimsrejsende hvert år. Heriblandt selvfølgelig fødebyen Betlehem, Peterskirken i Vatikanstaten, og Jerusalem, hvor Jesus blev korsfæstet og gravlagt lidt uden for bymurene. I dag finder man haver, åbne pladser og kirker rundtom i hele Jerusalem, som markerer hver enkelt begivenhed i fortællingen om Jesu sidste dage.

Men der findes ingen rigtige helligsteder, vi som kristne bør besøge mindst én gang i vores liv. Der findes ingen konkrete og fysiske steder, hvor vi – i hvert fald ikke som lutheranere – kan siges at komme tættere på Gud. Hvad der umiddelbart kunne ligne et helligsted ved den gravhule, hvor Jesus blev lagt i graven, er ikke længere vigtig. Maria, Maria Magdelene og Salome blev på den måde – om man så må sige – de første og sidste kristne der valfartede til et helligsted.

Hvorfor det? Fordi graven var tom. Jesus var gået ud af gravens mørke. Vi ved ikke hvordan. Vi ved, at han døde langfredag; at døden fik magten over ham. Men påskemorgen fik han magten over døden og brød med den. Det er det, vi hører. For han var der ikke. Dødens og stedets magt var brudt! Og det er det forunderlige budskab, vi mødes af i dag. Jesus Kristus – Guds søn – har brudt med mørket. Han lod sig ikke binde til dødens sted. Og at Gud har brudt med mørket, hvad andet betyder det, end at vi også kan tro og håbe det samme; at vi heller ikke er bundet til mørket?

At Kristus er opstået betyder, at vi ikke er bundet. Opstandelse betyder, at vi er ikke længere bundet til et sted. At vi er ikke længere bundet til en grav: hverken Jesu grav eller vores egen. At vi er ikke længere bundet til døden og mørket. At vi er ikke længere bundet til det, der måtte tynge vores skuldre og fastholde livet i tomhed og nedadgående spiraler. Opstandelsen giver håb for livet og for døden, idet den fortæller os, at for hver en stranding vi laver, for hver en mur vi møder, og for hver en grav vi står i, er vores liv ikke gjort med det. Der er et morgenlys og et påskehåb!

I Aarhus Domkirke hænger der et anker på væggen bag ved prædikestolen. Men ankeret vender forkert. For vores indre blikke og på de fleste billeder, vil et anker altid vende nedad, så ankerets arme kan få fat i havbunden og hægte sig fast, når man kaster det ud. Men ankeret i domkirken vender opad. Det betyder, at vi ikke længere er forankret til det jordiske, og bundet til mørkets og dødens magter, som har hængt ved os siden Adams fald ud af paradis. Det betyder, at vi nu er bundet til Gud og til et håb, som er forankret i himlen, hvor mulighederne på er uendelige.

Opstandelsen er i virkeligheden noget af det mest moderne vi forkynder fra prædikestolen. Det er umoderne at være sortseer. Det er umoderne at leve med mantraet ”memento mori” – husk at du skal dø. Opstandelsen er troen på muligheder, og troen på sejr i vores liv. Opstandelsestro er lige så central en del af den tidsånd, vi er i nu, hvor vi som mennesker har lov at tænke stort om vores liv, og hvor kun fantasien sætter begrænsninger.

Præsten Bent Falk siger et sted om det at turde tro på opstandelsen: ”Hvad med at se, hvilken forskel det gør i dit liv, om du vælger at leve det under henholdsvis dødens eller livets fortegn? Hvad med at følge hjertets stemme, der hvor forstanden alligevel ikke har mulighed for at dømme hverken ja eller nej? Det er mindst lige så troværdigt, at de døde opstår, som at livet skulle have ulejliget sig med at skabe os, og lade os mødes med de andre, bare for igen at skille os og udslette os.” Så vidt Bent Falk.

Hvad vil det sige at leve sit liv med livet som fortegn? Jeg tror, det vil sige at tro på, at der aldrig er nogen eller noget, der er fuldstændig håbløst. Det vil sige at tro turde på, at der altid er nye muligheder foran os. Det vil sige at vi kan lægge vores liv i Guds levende hænder, og ikke lade os styre af unødige og udsigtsløse bekymringer. Opstandelsen giver os en udsigt og en horisont, som altid vil være større, end den vi kan se med det blotte øje.

Det betyder ikke, at vi ikke engang imellem kan komme til at leve med døden som fortegn, og føle os bundet fast til et sted, vi har svært ved at komme fra igen. Men Jesus gik ud af en grav. Og som han gik ud af en grav, således har vi alle sammen tilbagelagt grave gennem livet – og skal også fremadrettet tage kampen op mod nye grave der kommer!

At vi tror på opstandelsen betyder ikke, at vi ikke kan blive ramt af det, der bryder os ned, og som får os til at føle at hele livet – ja: hele verden – er imod os. Vi kan sagtens nå til et sted, hvor det er mørket, der ligger grundtonen i vores liv og døden der bliver vores gud. ”Lev påpasseligt” siger den livsforsigtige, og forsøger samtidig at forlænge livet ved at spise sundt og dyrke motion. ”Lev stærkt – dø ung!” siger derimod den livsdristige. Men for både den livsforsigtige og den livsdristige er det døden, der bestemmer over livet. Det er døden, der hele tiden perspektiverer den handling, de er i gang med.

Opstandelsen åbner for en anden forståelse af livet. En forståelse, hvor døden ikke længere er tilværelsens yderste horisont. Det er derimod Gud. Spørgsmålet, vi skal stille os selv er, hvor vi vælger at kigger hen og med hvilket fortegn vi vil leve vores liv?

Jeg forstår udmærket kvindernes reaktion, da de kommer til den tomme grav. Og jeg forstår det på en meget mere konkret måde, efter jeg er blevet præst. At stå her i kirken påskemorgen; læse og synge om opstandelsen sammen med jer, og derefter skulle sige noget, der ikke falder til jorden eller får opstandelsens mysterium til at krympe: Det gør mig bange!

Opstandelsen er det største (!) og alt, hvad vi kan finde på at sige om det, gør det kun mindre. For hvordan skulle vi kunne forklare det uforklarlige? Hvordan kan vi fastholde og udfolde det overvældende, livsbekræftende udråbstegn, den tomme grav forkynder?

Måske er det bare sådan, at når livet overrumpler os med sin overvældende og overraskende livskraft, så findes der ikke ord, der er store nok. Og så bliver vi stille. Eller måske er det sådan, at påskemorgen og opstandelsen i virkeligheden ikke kan udtales, men skal udleves – og netop kan udleves – fordi den ikke er bundet til et sted, men finder sit sted lige der, hvor vi lader troen og håbet være fortegn for os!

Graven er tom! 

Og må dét blive til liv!

Glædelig påske!

Amen!