Prædiken til langfredag, d. 14. april 2017 i Enghøj Kirke
Markusevangeliet
15,20-39. Salmer: 192 – 197 – 636 – 439
Hvordan mon
det har lydt, da Jesus udstødte det høje skrig? Hvordan mon det har set ud, da
han hang der; vred sig i smerte og ude af stand til at gøre noget? Ganske givet
ikke rart. De har alle sammen stået og set på. Men de har heller ikke kunnet
gøre andet, end bare at stå der i mørket; på toppen af bakken, for foden af
korset, og se ham i alle sine pinefulde smerter, indtil skriget lød og han
udåndede.
Og ikke så
langt derfra, i templet i Jerusalem, har vagterne siddet og holdt øje med
folket på tempelpladsen og inde i templet. Måske har de været ekstra på vagt,
fordi en korsfæstelse ude på bakken altid bragte oprør og uroligheder med sig?
Måske var stemningen helt normal? Og inde i templet har ypperstepræsterne gået
rundt, ganske sikkert som om intet var hændt. Han var jo ikke jødernes konge –
ham de korsfæstede på den anden side af bymurene – så hvorfor bekymre sig
særlig meget om det?
Men da han
dør på korset, sker der alligevel noget underligt netop i templet. Ved
indgangen til det allerhelligste i templet hænger der et forhæng. Det er stort,
tungt og uigennemsigtigt, og adskiller det allerhelligste fra det hellige, og det
allerhelligste fra de andre haller og gårde i templet, hvor præster, mænd og
kvinder alt efter rang og status, kan komme ind og ofre. Men da han udånder på
korset flængedes netop dette forhæng i to dele, som der står. Fra øverst til
nederst. En underlig indskudt og mystisk hændelse, som ikke får nogen
forklaring med på vejen i evangeliet. Det sker bare. Forhænget brydes og flænges.
Vi er nødt
til at spørge, hvorfor det sker? Og hvilken betydning det bærer med sig netop
denne dag, som ellers er så mørk?
At noget
flænges og bliver brudt er i udgangspunktet ikke godt. Det har negative associationer,
når vi hører om noget, der går i stykker. Et brud på love og regler kan medføre
straf. Et brud på en knogle gør ondt. Et brud i et parforhold kan være
smertefuldt. Et brud og en adskillelse ved døden kan være ubærlig. Én af vores grundfortællinger,
om hvem vi er som mennesker og om vores forhold til Gud, handler om et brud.
Det er i fortællingen om Adam og Evas fald fra paradiset. Mennesket bryder med
de regler, der er sat op, og det forårsager et brud. Menneskets nære forhold
til Gud går i stykker, og smerten bliver en del af vores fortælling som
mennesker. Ved siden af godheden, står nu smerten og ondskaben og prikker til
os, og er en ligeså tilstedeværende som glæden i vores liv. Det er, som vi
siger med ordets dobbelte betydning, synd!
Men som
synden kom ved et brud, således skal frelsen måske også komme ved et brud? I en
anden af de gammeltestamentlige fortællinger får vi et tegn på det. Da Moses er
på vej gennem ørkenen sammen med israelitterne, med Guds lys foran sig og
Faraoens kampklare soldater lige i hælene, kommer de til Det røde hav, hvor de
bliver nødsaget til at stoppe op. Det ser ud, som om Gud har ledt dem i en
fælde; ført dem ud til havet, som det ikke uden videre er mulig at krydse for
Moses og folket. Håbløsheden er stor; som når sorgen lægger sig over skuldrene
på os, og vi ikke kan se os ud af mørket og se en vej frem igen.
Men da beder
Gud Moses om at række hånden ud over havets overflade. ”Du skal løfte din stav og række hånden ud over havet og kløve det, så
israelitterne kan gå tørskoet gennem havet.”
siger Gud til Moses. Og det sker, som Gud siger. Havet deler sig. Der sker et
brud på den mur af vand, der ligger foran dem. Vandet deles og midt imellem
vandmasserne kan Moses og israelitterne gå tørskoet på havets bund, og komme
frem til den modsatte bred.
Gud skaber en vej igennem den udfordring,
der ligger foran dem. Han leder dem ikke i en fælde, men åbner mørket og det
ufremkommelige, og skaber en vej ind i det. Og en vej igennem det.
Enghøj Kirke kan illustrere denne
fortælling. Vi har alle fornemmelsen af at loftet over os er bunden af et skib.
At vi er menigheden, der sammen er på vej i kirkeskibet. Men bjælken i midten,
der holder taget på plads, kunne lige så godt være den stav, hvormed Moses
kløver vandet. Og da er vi, der sidder her i kirkeskibet, det folk, som får en
vej givet af Gud. Vandet står på begge sider af os. Vi er fællesskabet, som
vandrer sammen på havets bund med livets glæder og sorger på hver side, og som
sammen undersøger de veje, Gud har givet os gennem sit Ord og sine sakramenter.
Som synden og skammen, mørket og sorgen, kom ved et brud,
således skal frelsen og håbet måske også komme ved et brud? Med Jesu død på
korset langfredag har mørket sejret for en stund. For dem, der stod og kiggede
på, var der ikke meget andet at gøre, end at gå derfra igen; sorgfulde og
skuffede over ham, de kaldte jødernes konge. Og langfredag byder på samme måde os
at stå der, sammen med folket, og se på korset og på Jesus; og blive ved med at
stille spørgsmål til den hændelse det er, da Guds søn dør på et kors.
Men ikke så
langt derfra, var templets forhæng brudt. Fra øverst til nederst. Kunne det
være tegnet på, at ikke alt håb var ude? Kan det være det tegn, vi også i dag
må holde fast i, når vi står i langfredagsmørket; om det er her i kirken på
denne dag, eller om det er i vores hverdag, hvor livet gang på gang byder os på
brud og modstand, sorgfulde, mørke og livsopgivende oplevelser? At der for
hvert et brud, der sker i vores liv – for hvert et mørke der trænger sig på –
at der da også altid vil være en flænge i forhænget og en sprække ind til det,
som kan give os troen og håbet tilbage?
Langfredag
fortæller os, at der var mørke i Guds liv, da han udåndede på korset. Langfredag
fortæller os, at der var håbløshed i skriget og at skuffelsen var stor. Men
langfredag byder os også at tage livtag med netop dette mørke; at stå i det og
være i det, sammen med Guds søn, og at turde stole på, at når mørket er brudt
frem over hele jorden – som det skete i fortællingen – da vil håbet også bryde
igennem en sprække og en flænge ind til det allerhelligste.
”There is a crack, a crack in everything. That’s how the light gets in” som
Leonard Cohen synger i én af sine sange. Dette ”crack” sker også langfredag.
Jorden skælvede. Forhænget flængedes. Og pludselig stod det hele og allerhelligste
åbent. Pludselig så det ud til, at der i alle forhindringer og afstande mellem
det allerhelligste og det menneskelige var kløvet en vej – at der var en
relation – midt i det mørke, døden uden for bymurene havde ført med sig.
Og det er
det tegn, vi skal holde fast i i dag. Gud viser os et tegn. Jesu død på bakken
stiller os flere spørgsmål end svar. Men flængen i forhænget giver et præg om,
at der måske er en mening – selv i mørket – og at der er selv i det mørkeste
mørke, kan være liv.
Amen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar