Vi får et barn

Prædiken til Mariæ Bebudelse d. 18. marts 2018 i Enghøj Kirke

Lukasevangeliet 1,46-55. Salmer: 754 – 840 – 803 – 71 – 192,7 – 101. 

Det ligger de fleste mennesker fjernt at tale religiøst om deres tilværelse. Vi går ikke højlydt rundt og siger, at vi er Guds børn eller at Guds velsignelse lyser over os. At vi er set af Gud. At vi er tilgivet. Eller hvad man nu kunne finde på at sige.

Vi tænker det måske. Vi håber og tror det måske. Men at sige det højt og udbasunere det for Gud og hver mand gør vi sjældent. Over for hinanden er vi i vid udstrækning opdraget til at holde det religiøse sprog for os selv. Det er et såkaldt privat anliggende, som allerhøjst præsten kan udtale sig om. Og Gud ved ganske sikkert også, hvordan det forholder sig alligevel, så hvorfor sige det højt.

Men der er alligevel en begivenhed, hvor vi alle sammen taler religiøst og hvor vi gør det spontant om vores liv. Ja, måske der egentlig er flere. Men eksemplet, jeg har overvejet i dag, er, når et barn bliver født. For så siger vi, at vi har fået et barn – at man selv har fået det, at ens venner eller familie har fået et barn. Vi har fået en dreng eller en pige. Vi siger ikke: Vi har taget et barn; vi har taget en pige eller taget en dreng. Vi har fået. Og det udbasunerer vi gerne for Gud og hver mand og folk på Facebook.

Og at sige sådan er i virkeligheden en dyb, religiøs erkendelse af, at det, der er vigtigt i livet, er noget vi får. Der er noget, vi ikke kan tage selv, men som bliver givet til os som en gave, som noget vi får. Det gælder kærlighed. Venskab. Tilgivelse. Det gælder børn. Det gælder helt grundlæggende vores liv. Det er noget, vi får!

Maria får en gave i dag. Hun får et nyt liv i sin mave, givet til hende af Gud. Og hun bliver så glad, at hun må synge om det. Evangeliet til i dag er en lovsang – dvs. en glædessang og takkesang – til Gud, hvor hun udtrykker sin taknemmelighed og glæder sig ved, at hans storhed har mødt hendes menneskelighed. At den store Gud, som gør vældige gerninger, som ophøjer og mætter mennesker, nu også har taget bolig, som vi siger, på jorden, hos Maria i hendes mave.

Hvilken betydning og hvilket lys kaster det over vores liv, at det vigtige er noget, vi ikke selv som sådan er herre over, men er noget, vi får givet – udefra og af Gud? Det er spørgsmålet i dag. Og det er vel også påstanden i dag, at det er sådan. At for mennesker – selv det mest selvkontrollerede menneske – er der elementer i livet, der dårligt lader sig planlægge, men som bare kommer til én og kan ændre morgendagens dagsorden. Pludseligt.

Maria synger. Det er hendes reaktion på det, hun ikke kunne forudse. Det, hun ikke havde planlagt i hendes kalender eller som poppede op som en notifikation på facebook. Hun synger i taknemmelighed og tager opgaven på sig og tager opgaven til sig. Ene og alene fordi den gives til hende udefra. Hun er blevet betroet en særlig opgave – derfor tager hun den på sig.

Hvad ville vi selv gøre? Tænk sig hvis det var os, der fik sådan et tegn fra Gud. At vi skulle bære på Gud på en så grundlæggende måde, som en mor bærer på et barn. Hvad ville vi så gøre? Ja, det var på den ene side kun Maria forundt at bære på Gud og få barnet, som om ni måneder vil blive kaldt Jesus. På den anden side er det vores alle sammens opgave hver eneste dag at bære på Gud igennem det, vi har fået af ham. At bære på de venskaber, vi får. At bære på den tilgivelse, vi får og også selv dele den med andre. At bære på de børn, vi får. At bære på den kærlighed vi bliver givet. Ja, at bære og passe på vores og hinandens liv, alene fordi vi har fået det tildelt af Gud og af hinanden.

For det menneske – for dig eller mig – som har lyst til at være i kontrol og gerne bestemme alt selv, kan det være mærkeligt at sige, at der er noget, der bare kommer til mig. Det kan også virke usikkert og utrygt på os. Det ligger ikke i tiden, vi er i nu, i det enogtyvende århundrede at sige sådan. Det er igen alt for religiøst at sige, at man er åben over for Guds gaver, der kommer til én. Du skaber jo selv dit liv. Du er selv Herre over det, siger vi.

Men måske er der faktisk langt større muligheder i Guds mulighed og Guds gave, end de muligheder samfundet og tiden kan give os?

Jeg er selv en del af generation X og Y, som vi kalder dem, opvokset i 80’erne og 90’erne. Disse generationer er særligt kendetegnet ved at være zappergenerationer uden retning og uden mål. Det er generationer, som er kommet til i den vestlige verdens økonomiske opsving over de seneste tredive år, og har været med da internettet kom til og pludselig gjorde verden mindre og mulighederne betydeligt flere, end for bare få generationer siden. Du kan, hvad du vil, lyder parolerne. Verden ligger for din fod. Alle muligheder er åbne. Du kan få hvilken som helst uddannelse, du vil have. Den sociale arv er stort set væk, og tanken om stavnsbånd eller et særligt forhold til en fødegård ligger os fjernt. Sådan siger man i hvert fald om generationerne X og Y.

Mulighederne er mange. Ja. Vi er frie til at gøre, hvad vi vil. Ja. Vi har fået en stor gave i vores generationer! Men der er forskel på de muligheder og gaver, vi får skænket som generationer af en tid, og de muligheder og gaver, vi får fra Gud. Mulighederne og gaverne, vi får i tiden, er netop afhængige af tiden. De er afhængige af samfundets tilstand og af menneskets kunnen. Af teknologisk og videnskabelig udvikling. For mine forældre og i særdeleshed for mine bedsteforældre og oldeforældre så verden meget anderledes ud. Selvfølgelig.

Men anderledes er det med de gaver og muligheder, vi får af Gud. De er uafhængige af tid og sted og bryder igennem himlen og hjerter, når de vil, og ikke på bekostning af teknologi eller videnskab. Kærligheden bryder igennem, når den vil, og har alle dage gjort det. Venskaber bryder igennem når de vil. Tilgivelsen bryder igennem, når den vil.

For Gud er er alting muligt. For mennesker har alting ikke altid været muligt. Og jeg tror – på godt og ondt – at flere ting er mulige for mennesker om 30 år igen. Men for Gud er alting altid muligt, og det er denne mulighed, Gud kaster ind i vores liv. Og ind i Marias.

Maria bebudelsesdag handler om den nye begyndelse, som vi ikke selv har magt over og ikke selv kan sætte i gang. Maria bebudelse viser os, at der, hvor vores umulighed eller mangel på viden i fortiden og i fremtiden sætter en stopper for det ene og det andet, og ligger vores liv øde; da er der altid muligheder at komme efter hos Gud.

Han sender os en ny begyndelse i skikkelse af et barn i maven. Gud bliver lille, og dermed bliver han stor. I det små opstår de største øjeblikke! For Marias barn vokser op og bliver et sandt menneske. Det, som er helt umuligt og helt uundværligt for mennesker, det er muligt for Gud og den mulighed gør Gud til virkelighed i Kristus.

Så ny og anderledes er Guds begyndelse med os, at den ikke ligger i forlængelse af noget af det gamle. I Kristus begynder Gud forfra med ham alene og for alle mennesker.

Mariæ Bebudelse vil fortælle os, at vi ikke skaber alt selv. Men at Gud, med sin ånd, med sin Helligånd, hver dag skaber og giver os livet på ny. Både til os, lige her og nu, der står og vakler i det kolde og blæsende forår, med håb der trænger til ny nærring. Til os, der har brug for at få at vide at Gud er med os, når alt er gået i sort og er helt umuligt. Til os, der igen og igen mister troen på, at tingene kan blive anderledes. Os, der igen og igen gør verden til vores egen og tror, at det kun er os selv, der giver den mening og fylde. 

Til os, er der håb! For for Gud er alting muligt! Af ham får vi livet. Lad det ske os, som han vil.

Amen!