Tag det passivt, Peter!

Prædiken til Skærtorsdag (II) d. 29. marts 2018 i Enghøj Kirke. 

Johannesevangeliet 13,1-15. Salmer: 743 – 846 – 458 – 321 – 849 – 365.

”Tag det passivt, far! Tag det passivt!”. Sådan siger Tomas Sjödins søn til sin far, når verden går lidt for hurtigt for ham. Sjödin er svensk præst, foredragsholder og forfatter. Når sønnen synes, at Sjödin er lidt for utålmodig og forventer lynhurtige svar på spørgsmål, som måske kræver lidt mere eftertænksomhed, så afvæbner han sin far med bemærkningen om at tage det passivt; at stoppe lidt op og lade være med hele tiden at være så aktiv og sprudlende, og i øvrigt forvente det samme af sin omverden. I stedet skal han gøre, som en teenager er bedst til – tage en slapper og tage det hele lidt passivt.

Sjödin er glad for bemærkningen. Det skriver han om i en klumme. Den gør ved ham, hvad den siger; får ham til at tage det passivt, eller i hvert fald huske på at prøve at gøre det. Han har selv skrevet en bog om vigtigheden af hvile og ro. Men i en travl hverdag kan det godt glippe her og der med roen, særligt når man som Sjödin – og alle os andre – gerne vil have noget for hånden, og at samfundet på mange områder også kræver det af os. Vi bliver ikke betalt for at stå stille, og jeg tror, at det for mange af os kræver et aktivt valg – paradoksalt nok – hvis vi skal finde tid til ro og hvile i vores dagligdag.

Ikke desto mindre er det vigtigt med passiviteten. For som Sjödin også skriver, kan der være en fare for, at livet og nye muligheder bare passerer forbi os i dagligdagens trummerum. Hvis vi hele tiden taler, hele tiden sender signaler og hele tiden producerer noget, er vi ikke modtagelige over for det, der kommer imod os. Det, som kunne ramme vores liv som nye indsigter og gode forandringer, glider i stedet forbi os; det passerer i stedet for at ramme.

Nye ideer kræver tid og rum i hovedet. Det er vel derfor, man ofte hører om folk, der har en pen og notesblok liggende på natbordet. For om aftenen, inden øjnene lukkes, er der ro og tid, og så kommer ideerne flyvende som små kloge får hen over hovedet, der skal tælles og skrives ned.

Med andre ord gør vi os selv en bjørnetjeneste ved ikke at give os selv tid til at blive ramt, og ved ikke at stille os selv som skydeskive i stilhedens og forandringens rum. Sådan påstår i hvert fald Sjödin og hans søn. Så derfor: ”Tag det passivt!”.

”Tag det passivt!”. Det kunne jeg også have lyst til at sige til disciplen Peter i dagens evangelium. Vi møder ham, da Jesus og disciplene sidder omkring bordet og spiser påskemåltidet sammen. Og pludselig gør Jesus en symbolsk handling: han begynder at vaske disciplenes fødder. For sidste gang inden hans død vil Jesus vise disciplene, hvad kærlighed er, hvad Guds rige er, og hvad de efter hans død også skal fortsætte med at gøre. ”Jeg har givet jer et forbillede”, siger han, ”for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort imod jer!”

Men Peter stiller sig på bagbenene: ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder”. Og da Jesus prøver at forklare sig, misforstår Peter igen handlingen som en konkret handling, og beder da om at blive vasket på hele kroppen.

Tag det passivt, Peter, kunne man have lyst til at sige! Men hvorfor skal han gøre det? Det skal han, fordi han i sin iver efter at forstå alting og være den bedste discipel i flokken igen og igen rammer ved siden af. Han gør sig uimodtagelig over for den handling, den kærlighed og den mulighed for forandring, der ellers strømmer ham i møde. Jesus er jo hos ham. Han bukker sig ned og vasker hans fødder. Kærligheden er lige foran ham, og alligevel misforstår han den, og lader den passere forbi ham i en afvisning.

Peter er så tydeligt et billede på den tid, vi er i, og de mennesker, vi selv er, når vi glemmer at stoppe op og se det, der faktisk strømmer os i møde, eller i det mindste at skabe rum for, at noget udefra kan ramme os. Måske fordi vi er bange for at stille os op på den positive skydeskives holdeplads? Eller måske fordi vi ikke helt forstår eller anerkender værdien af det? Jeg kan selv spejle mig i det. At være så optaget af noget, at noget andet går min næse forbi.

Kærligheden, som Peter står foran i evangeliet, er måske i særlig grad offer for forbigangen, fordi dens væsen kan have vidt forskellige udtryk, som vi opfatter forskelligt.

Den kan udtrykke sig fysisk gennem kys og kram. Verbalt igennem ord; både det talte, det skrevne, det sungne. Den kan være en konkret handling. Den kan være pakket ind i en gave eller i en flot buket blomster. Men den kan også folde sig ud, som når en forældre opdrager sit barn hårdt og konsekvent, og det fra barnets perspektiv måske mere føles som straf end som kærlighed. Og den kan sikkert være på tusindvis af andre måder. Men fælles er, at kærlighed på den ene side noget, vi giver til hinanden. Og at kærligheden på den anden side også skal modtages, og at vi skal være klar på at modtage den – lade den ramme os – i dens forskellige former og udtryk.

Og en kærlighed, hvis væsen og udtryk vi til stadighed undrer os over, var den kærlighed, som kun Gud kunne udtrykke langfredag, hvor Jesus dør på korset. Denne dag og handling ligger lige under skærtorsdags overflade. Jesu død på korset er Gud, som forholder sig passivt for vores skyld. Jesu død er, at Gud stillede sig op, og lod sig selv være skydeskive for verdens og menneskers ondskab og rædsler. Det var og er på én gang en aktiv og passiv kærlighedshandling. Gud lod ikke døden gå forbi ham, men lod den i stedet ramme så dybt i ham, at døden selv døde af det!

Og denne handling – denne fortælling og denne dag – er mange gange blevet misforstået og afvist. Den kærlighedserklæring har vi afvist, og afviser vi stadigvæk, fordi den måske i særlig grad kræver af os, at vi åbner os op for Gud og for troens rum, selvom det hele vender forkert i vores hoved og strider imod god tro og fornuft – ja, selvom vi har det ligesom Peter.

Spørgsmålet er, om vi tør det? Om vi tør stille os ind på skærtorsdag og langfredags – ja hele påskens og dermed kærlighedens ukurante vej – og lade os ramme af den storhed, Gud er? Tør vi tro, at der her findes et rum og en fortælling for os, som vil os og som i yderste konsekvens handler om kærlighed og om livets sejr?

Det er også de spørgsmål, Jesus provokerer Peter til at forholde sig til i dag, skærtorsdag, med fodvaskningen. Peter skal turde stille sig frem og forholde sig i ro, imens Jesus vasker hans fødder. Han skal turde stille sig frem og tage imod den kærlighedshandling, Gud giver ham. Ja, og han skal endda forsøge at give den videre – også selvom han ikke helt forstår det, og selvom det for Peter ligner en ydmygelse af Jesus og Gud.

”Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det” siger Jesus til Peter. Ja. Måske et gran af forståelse vil strejfe hans hjerte om noget tid. Måske mere. Måske mindre. Og måske er det på samme måde for os. Påskens fortælling og troen på den kærlige Gud, vil måske altid volde udfordringer i vores hoveder. Vi vil stille spørgsmål til det ene og det andet. Vi vil tro og tvivle. Bekende og afvise. Tage til os og forlade igen som dagene går.

Og måske er det bare sådan, det er. Ligesom når vi knæler ved nadverbordet, og smagen fra brødet og vinen kun svagt strejfer vores tunge. Da må vi af og til opgive at forstå, og i stedet bare åbne os for det under, der lyder i ordene og handlingen: at der gives noget til os. At det er af kærlighed. Og at vores eneste opgave og mulighed er at tage imod det. Ydmygt og stilfærdigt. Tage det passivt. Give det tid og eftertænksomhed. Og se det som et nyt liv og en forandrings mulighed, der strømmer os i møde.

Amen!