Prædiken til Anden søndag efter Påske, d. 15. april 2018 i Enghøj Kirke.
Johannesevangeliet 10,22-30. Salmer: 753
– 168 – 831 – 662 – 236,5 – 721.
Hvad er det, der gør, at vi føler os hjemme et sted? Er det
billederne på væggen? Freden og stilheden? Nærværet af vores familie? Fraværet
af arbejde eller noget helt fjerde, som gør, at vi føler os hjemme ét sted og
ikke et andet?
For nogle år siden undersøgte sociologen Carsten Schjøtt
Philipsen fra Roskilde Universitet sagen. Hvad er et hjem for os? Mange ville
måske sige, at vores fysiske hjem også er det sted, vi føler os hjemme. Men Philipsens
undersøgelse viste, på baggrund af flere interviews, at der er stor forskel på
at være hjemme og at føle sig hjemme. Nogen føler sig slet
ikke hjemme i deres hus, men slapper bedre af hjemme hos andre eller f.eks. ude
i naturen. Hjemfølelsen kan komme til udtryk på mange måder. Én af
interviewpersonerne svarede, at han følte sig mere hjemme, når han kørte rundt
i sin Volvo i de svenske skove. Og en anden følte sig mest hjemme, når hun blev
inviteret indenfor af fremmede mennesker i Istanbul.
Hjemfølelsen er forskellig. Og undersøgelsen viste også, at
det af og til var lettere at sætte ord på det modsatte af hjemfølelsen; altså
hvornår vi ikke føler os hjemme, og
den vej igennem definere, hvad hjemfølelse er. Philipsen finder syv grunde til,
at vi føler eller ikke føler os hjemme.
Én af dem handler bl.a. om en reduceret opmærksomhed. At vi i
vores hjem kender ruterne og rutinerne, og derfor kan slappe af og koncentrere
os om noget andet. At vi kender lydene og duften, og derfor behøver vi ikke
forholde os til vores omgivelser på samme måde, som når vi går udenfor og hele
tiden møder noget nyt og fremmed. En anden handler om anerkendelsen af ens
tilstedeværelse. Det betyder noget for hjemfølelsen, at vi føler os velkomne.
At vi kan mærke, at vi er ønsket, der hvor vi er. Både om det er af ens
forældre, af kæresten eller på den lokale bodega eller café. Og en tredje
handler om muligheden for tilbagetrækning. At vi i en travl hverdag har et
sted, hvor vi kan trække os tilbage. Og måske gemme os. Men denne er også
tvetydig, da det for nogen kan være en hjemfølelse, men for andre også være lig
med ensomhed at have et sted i sin hverdag, hvor der er helt stille uden andre omkring sig.
Ligegyldigt på hvilken måde man føler sig hjemme, og hvor det
er, siger Philipsen, så kan man generelt sige, at det betyder noget for os at
have et sted at føle sig hjemme. Man kan godt være på farten, siger han, i en
periode, og ikke have et sted, hvor hjemfølelsen kommer til udtryk. Men i
længden har man brug for den.
Når jeg nævner Philipsen og hele spørgsmålet om at have
hjemme et sted, er det fordi, det kan være med til at belyse, hvad det betyder
at have Gud som hyrde. Billedet af Gud som en hyrde går igen i dagens
gudstjeneste, både i salmerne og i læsningerne fra bibelen. Og i både det gamle
og det nye testamente er hyrdebilledet ofte brugt til at beskrive, hvad og hvem
Gud er. ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød” skrev salmisten. Og Jesus
omtaler flere gange sig selv som hyrde og menigheden som sine får, og fortæller
historier, der kredser om dette billede. Også i dagens evangelium; at fårene
hører hans røst og følger efter ham.
Men spørgsmålet er, om billedet også mening for os i dag? Jeg
taler sjældent om hyrder. Og jeg går som sådan ikke rundt og mangler en hyrde i
mit liv. Måske vi har forbilleder, vi ser op til, eller personer, hvis værdier
vi synes særlig godt om. Men at sige, at vi bliver ledt eller styret af dem,
som får i en flok, gør vi næppe. Og hvem har også lyst til at sammenligne sig
selv med fåret?
Men hvad der menes med hyrden, er på mange måder
sammenligneligt med Philipsens opfattelse af hjemmet. At Gud er som en hyrde
for os betyder, at vi kan føle os trygge og i ro hos ham. Ligesom i vores hjem.
Vi kender Gud og Gud kender os, og derfor kan vi lade paraderne falde omkring
os, og finde ro, uden at skulle forholde os til alt muligt andet. At Gud er som
en hyrde for os betyder, at vi er anerkendte og sete. At han ser os, som dem vi
er; at vi er ønskede af ham, med alle vores skønne fejl og mangler og
særligheder. Og at Gud er som en hyrde for os betyder, at vi kan trække os
tilbage hos ham, og finde hvile i, at hvor alt andet braser og vælter om ørerne
på os, da kan vi altid vende tilbage til ham, til kærligheden og til det
udgangspunkt, at vi er Guds børn, og der finde et hjem!
Men er det så også sådan, vi
har det med Gud, kunne man spørge. Hvad nu hvis jeg ikke mærker, at Gud er
et hjem for mig? At han ikke vækker hjemfølelsen i mig, sådan som Philipsen
beskriver den?
Det håbløse og forvirrende for de jøder, der omringer Jesus i
dagens evangelium, er måske netop, at ham de troede, de havde hjemme hos, ikke
udstråler eller repræsenterer den hjemfølelse, de søger. Og at han ikke siger
lige ud, at han er den, de kan søge
nærhed og tryghed hos, men kun gør dem mere usikre. Tegnene, han har gjort, er
ikke nok. Deres tro og fundament vakler og smuldrer under fødderne. »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig
os det ligeud.« siger de.
Den samme vished, jøderne søger, tror jeg også
ligger inde i mange af os i dag. Vi vil gerne vide. Vi vil gerne have egentlige
svar. Alle vores spørgsmål og al tvivl, vi sætter ord på, er vel en slags
omringelse og en direkte henvendelse til hovedpersonen – til Jesus – og et håb
og råb om, at der kommer svar tilbage – ligeud.
Og hvis vi ikke får svar, fristes vi hurtigt til
at gå andre veje. Søge andre steder hen. Måske er det derfor, Jesus undlader at
svare jøderne direkte på spørgsmålet? Fordi han ved, at ligegyldigt hvad han
siger og hvad han gør – og han har alligevel gjort mange tegn! – så vil tvivlen
og uvisheden altid dukke op i dem og os, og sige ham imod. ”Jeg har jo allerede
sagt det til jer, og I tror det ikke” siger han. Måske ved han, at om vi så fik det klareste bevis, det
sikreste tegn og de reneste ord for pengene, som tænkes kan, så ville vi så
sikkert som amen i kirken alligevel finde en grund til at tage en afstikker ad
tvivlens og modstandens og oprørets vej. Vi ville alligevel aldrig lade os nøje
med sandheden een gang for alle. Vi ville sige, nej, det her lyder for godt til
at være sandt.
Det forunderlige er, at det er til sådan nogle oprørske,
spørgende tvivlere, at Jesus alligevel siger: ”Mine får hører min røst, og jeg
kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv og de skal aldrig i
evighed gå fortabt og ingen skal rive dem ud af min hånd.” Han går ikke i panik
og prøver at vriste tvivlen fra dem. Tværtimod lader ham dem og os være i vores
tvivl. Som de forvirrede får vi nu engang nogen gange er.
Men endnu vigtigere er det, at han i samme situation også
selv forbliver med at være hyrde for os. Han holder aldrig op med at kalde på
os, lige meget hvor meget vi løber fra ham.
Det var det, påsken i særlig grad forkyndte for os, og som vi
må se dagens evangelium i lyset af – her 2. søndag efter påske. Med
opstandelsen blev der slået en tyk streg under, at hyrden går gennem ild og
vand og døden, for at fastholde forholdet til fårene. Påsken afslørede hyrdens
ukuelighed og grænseløse kærlighed. Hvor vi ikke selv føler, at vi har hjemme
hos Gud, vil Guds svar til os altid være, at han har hjemme hos os. At han er vores hyrde. At han er i verden – i
glæden og i sorgen – i livet og i døden – i lyset og i mørket – og hvor end vi
befinder os.
Man kan godt være på farten i en periode, og ikke have et
sted, hvor hjemfølelsen kommer til udtryk, sagde Philipsen. Sådan en periode
kan være lang – vel sagtens vare hele livet. Men vores tro og håb er, at hvor
langt vi end måtte komme omkring, og hvor svært det end måtte være at finde
rundt og finde tilbage, så holder Gud altid en dør åben for os. En hjemlig dør
vi kan træde ind af, og hvor vi bliver taget godt imod.
Amen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar