Den rette plads

Prædiken til 13. søndag efter Trinitatis (II) d. 26. august 2018 i Braband og Sdr. Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 20,20-28. Salmer: 2 – 448 – 895 – 365 – 849 – 403. 

Det kan være godt at få sat nogle ting på plads. Det gælder både tallerkner og kopper efter opvasken, eller møbler og bøger oven på en flytning, som jeg lige har været igennem. Det kan også være godt at få sat et forhold til en anden på plads. Måske er der noget man undrer sig over, eller noget som er gået hen og blevet indviklet i forholdet. Derimod kan det være ret ubehageligt at blive sat på plads. Hvis nogen sætter mig på plads, er det sjældent en plads, jeg selv ville have valgt. Og det kan gå hen og blive så træls og pinligt, hvis man faktisk er berettiget til en kommentar ala ”Træd lige tre skridt tilbage!” eller ”Din plads er derover!” 

Modsat er det rart at blive tildelt en plads i et fællesskab eller en forening. Og det kan føles helt befriende at kende sin plads – hvis ikke i livet, sådan generelt – så i hvert fald i toget, biografen og flyet. Det giver sådan en behagelig ro i sjælen at stå med sin pladsreservation i hånden og vide, at den stol, plads 29, er min plads, som man har ret til, fordi den er både købt og betalt.  

Og hvis man ikke har en reservation, lærer man måske med tiden at tilkæmpe sig en plads? Det kunne være på færgen, hvor man straks spotter de helt perfekte pladser lige ved vinduet, lige ved cafeteriaet, og lettere elefant prøver at komme forbi folk for at kunne vippe stole. Min plads! Ja. Måske har nogen af jer selv her i kirken en plads, der på mange måder og helt uudtalt er jeres?  

Pladser er både noget vi får og det er noget vi skaber, men også noget vi tilkæmper os et helt liv igennem. For når vi har en plads, har vi indflydelse. Så er vi med, og det vil man da gerne være? Så har man magt til at kunne bevæge sig selv og verden omkring én, og gøre en forskel. At få en plads er at kunne deltage. At få en plads er at kunne være en del af fællesskabet. 

Sådan en plads ville Zebedeussønnernes mor gerne give sine to drenge. En plads i fællesskabet. Og en plads, hvor hun også vidste, at de havde det godt, hvor de var i tryghed. En plads hos Gud. Og derfor tager hun dem i hånden og går til Jesus, som hun har hørt, er Guds søn og som derfor kan opfylde hendes ønsker for sine sønner. 

Moderens handling er enkel og klar, og vi kan spejle os i den. Når vi hører om noget eller ser noget, der er godt, så opsøger vi det. Selvfølgelig. Nogen gange med klare overbevisninger fra starten om, at det vi opsøger, er helt rigtigt for os. Nogen gange måske med en vurdering af, at det gode, vi opsøger, kunne være fint at få med. Og nogen gange måske bare med en lille fornemmelse for, at vi opsøger noget godt, og at det har en værdi og betydning, uden helt at kunne sætte ord på hvordan og hvorfor. Moderen var helt overbevist om, at det bedste for hendes sønner ville være en plads hos Gud.  

Måske det samme gjorde sig gældende for Thea og Thorbjørns forældre i dag? De spejlede fortællingen om moderen i evangeliet, da de for kort tid siden bar børnene til dåben; bar dem til velsignelsen. Måske af mange forskellige grunde, som vi ikke kender til, men måske også fordi, dåben er noget af det bedste, vi kan give vores børn.  

Men hvor vi ved dåben i dag ikke var i tvivl om, at Thea og Thorbjørn blev taget imod og givet en plads hos Gud, kan man måske være lidt mere usikker i evangeliefortællingen. 

For Jesus kommer i princippet med en afvisning. Spørgsmålet om at kunne drikke af samme bæger som ham er et retorisk spørgsmål. Det er dødens bæger, han henviser til, og Jesus ved, at det hverken kan eller skal de drikke af. Og pladserne hos sin fader er allerede optaget, fordi han selv sidder der. Som vi bekender der i vores trosbekendelse: At Jesus Kristus er ”siddende ved Gud Fader den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”.  

Hvilken betydning har det, at Jesus sidder der, kunne vi så spørge? Måske man kunne illustrere det med en klassisk leg fra skolefesten: stoledansen. Der står en masse stole på et gulv. Musikken spiller og vi danser rundt om dem. Og når musikken stopper, skal man hurtigt finde sig en plads. Og man skal være hurtig. For der er altid en stol for lidt i legen. Det er pointen. Du skal skynde dig at tilkæmpe dig en plads, ellers er du ude af lejen. Så længe du sidder på en stol, har du respekt og anerkendelse. Ja, særligt den, som ender med at vinde, sidder nærmest på en fyrstelig trone.  

Hos Gud er stoledansen bare anderledes. Den er omvendt. I stedet for at der fjernes en stol, sættes der en stol mere til, så der altid er en stol til alle + en ekstra. Musikken spiller, dansen går og alle får en stol i sidste ende. Der er ingen konkurrence. Ingen magtkamp. Gud giver den gennem sin søn. Der er kun en stol mere lige præcis til dig og mig!  

Dermed er stolelegen hos Gud er i princippet også en dødkedelig leg. Luften går lidt ud af ballonen, når konkurrencen forsvinder. Men det er faktisk også pointen. For på denne måde bliver det ikke vores arbejde, at tilkæmpe os selv en plads hos Gud. Den har han allerede givet os, sådan som vi hører det og møder det i dåben, i nadveren, i fællesskabet, at vi er en del af ham, skabt i hans billede.  

Pladsen er der allerede. Vi har en plads. Vi er en del af fællesskabet. Og det er nådigt og det er trygt. Til gengæld giver pladsen os også den deltagelse og indflydelse, som jeg var inde på tidligere. Med denne plads under os, må vi forholde os til den indflydelse, vi har, på Guds riges tilstand, som følger med pladsen. Når vi har en plads, har vi indflydelse og magt, og det er dét, der er det vigtige, og det er dét Jesus vil frem til med talen om tjeneste.  

At vi har fået en plads hos Gud betyder, at vi for altid er forpligtede på det fællesskab, den vilje og den kærlighed der udgår fra ham. Pladsen har vi som tjenere. At være stor hos Gud er at være en tjener for den anden. At være den største hos Gud er at være træl for den anden. Det er følgerne af Guds kærlighed – det er det, dåben gør ved os: den sætter os hos Gud og beder os tjene hinanden, som Gud selv tjener os gennem sin søn.  

Og det er ikke en fyrstelig plads, som Zebedeussønnernes mor måske regnede med. Den giver ikke magt, som undertrykker, men magt som befrier. En magt som bygger mennesker og livet op. 

Og magten er der. Evangeliets modsætninger står ikke imellem magt og tjeneste, men imellem en magt der bryder ned, og en magt der bygger op, som befrier, som tjener i kærlighed overfor medmennesket. Og det skal vi være bevidste om, ligegyldigt hvor vi er, hvor vi går, hvem vi står overfor. Vi har altid magten i vores hænder, og det kræves at vi bruger den med mildhed og nænsomhed, til opbygning af liv for selv den mindste!  

Zebedæussønnernes mor kom i dag og troede og håbede det ene om Gud og hendes sønners fremtid. Men hendes forestillinger blev vendt om, og de blev ikke sendt hjem, men derimod sat ind i Guds store fortælling, og derfra sendt videre ud i livet, med en ny opgave for sig. Gud havde ikke glemt dem – ligesom vi tror og håber, at han ikke vil glemme os – sådan som vi også sang om det lige før hos Simon Grotrian; ”Han glemmer mig aldrig”. Gud husker at skinne som solen. Han sætter stjerner ved vores hovedgærde. Han kaster med fredsduer. Og han dækker bord for os i dag og alle dage. Han lader det regne med velsignelse.  

Og derfra kan vi tage fra i livet, lige nu og her, ved at være nærværende hos dem, vi er iblandt og ikke spejde efter andre pladser, hverken i himlen eller her på jorden.  

”Giv mig et sted at stå og jeg skal rykke jorden” sagde den græske filosof og matematiker Arkimedes engang. Uden et sted at stå og sidde, uden et fundament, nytter resten ikke. Så kan man intet foretage sig.  

Gud har givet os en plads. Derfra kan vi rykke jorden og hinanden, bruge vores magt, I tjeneste for andre. Gud giver os hver dag af sin kærlighed og velsignelse og viser os den plads, hvor der er brug for os.  

Amen!