Prædiken til 12. søndag efter Trinitatis, d. 19. august 2018 i Enghøj Kirke. Afskedsprædiken. Matthæusevangeliet 12,21-42. Salmer: 4 – 414 – 276 – 860 – 849 – 403.
Det har været en underlig sommer. Det hele var så varmt lige pludselig og den ene varmerekord slog den anden. Pludselig kom varmen, efter vinterens sibiriske kulde, og fortsatte og fortsatte og fortsatte, og vi kunne ikke længere brokke os over regn, kulde og blæst, men blev nødt til at finde på noget andet at snakke om. Alt blev svedet af. Marker og afgrøderne. Træer og buske. Og i lang tid lignede stort set alle græsplæner den rene ørken, bortset fra enkelte stædige mælkebøtter, der tittede frem her og der. Alt manglede næring. Manglede energi. Manglede vand. Manglede muligheder for at kunne leve og præstere optimalt.
Vi gik i en slags dvale. Ja, jeg talte med én forleden dag, som var ærgerlig over sin ferie, fordi varmen havde været så voldsom, at han egentlig ikke havde orket noget, og derfor ikke havde fået noget ud af ferien og det sted, han var taget til. Vi blev dovne. Vi splattede ud. Livet blev langsomt. Livet gik i stå. For en stund.
Livet var også gået i stå, for en stund, da Jonas landede i bugen på hvalen. Det var den fortælling vi hørte ved indledningen til gudstjenesten. Forud havde Gud givet Jonas den opgave at omvende et folk til tro. Men da det kom til stykket, magtede Jonas ikke opgaven, og han forsøger derfor at flygte fra Gud over havet. Men Gud ser det og sender en orkan, og da folket finder ud af, at det er ham, der er problemet, smider de ham overbord. Og da er det, at Gud sender en hval, som sluger Jonas, og han befinder sig i bugen i tre dage, hvor han beder til Gud, inden han igen bliver kastet op, som der står, på land.
Jonas’ bliver slugt. Først bliver han slugt af en opgave, han ikke magter, og derefter sluger hvalen ham, og han må se sig selv i bugens mørke i tre dage.
Fortællingen om Jonas og hans manglende mod på at forløse en opgave er ikke fremmed for os. Det er mange gange også vores egen fortælling. Jeg kan i hvert fald selv nikke genkende til at få store opgaver lagt på skuldrene, som kræver ekstra mod og hvor jeg af og til også mister modet. Opgaver som man måske selv har været medskaber af, f.eks. på en arbejdsplads, eller opgaver som andre pludselig ligger på én: beslutninger, der skal træffes, ord der skal siges, handlinger der skal gøres. Ja, med Jonas og hvalen er det ikke bare fortællingen om en opgave, man mister følingen med, men om livet selv og de huller i tilværelsen, hvor modet forsvinder under fødderne på os, og vi bliver trukket ned i et dyb – af vrede, af tristhed, af sorg, af fortabthed, af ulykkelighed.
Men hvad sker der med Jonas, da han ligger der? Er han fortabt? Nej ikke umiddelbart. Det er mørkt og grufuldt. Ja. Men hans tid er også afmålt. Den er tre dage lang. Den er begrænset og ikke evig. Den er en periode, en overgang, en mellemtid, han skal igennem, inden han igen bliver kastet op. Og på denne måde er fortællingen om Jonas i hvalen også en fortælling om håb. Han ender ikke sine dage i bugen, men kastes op igen på land. Gud giver ham ikke en evig straf og fordømmelse, men giver ham ly i bugen midt i orkanens øje, midt i sorgen, midt i fortabtheden, midt i frustrationen, midt i hans liv.
Fortællingen om Jonas er fortællingen om den bevægelse, vi genkender fra vores liv, og som ligger som en fundamental håbsfortælling i hele kristendommen, knyttet til fortællingen om Guds søn, Jesus Kristus, der levede, døde, og på tredjedagen genopstod. Der er fortællingen, som kort kunne resumeres ved: medgang – modgang – overgang – medgang.
Livet er godt, men pludselig møder vi modstand. Vi bliver fyret fra arbejdet. Vi møder sygdom hos os selv eller andre. Vi mister vores elskede. Vi rammes af uretfærdighed og af verdens gru og vold. Og pludselig må vi forholde os til livet på en ny måde, og vende tilbage til livet igen, efter en periode, på en ny måde. Samme bevægelse finder vi i året der går, når sommer afløses af efterår og vinter, og igen bliver til forår og sommer, men på en ny måde.
Denne struktur er fundamentalt indlejret i vores liv, som en cyklus, som en naturlig gang. Men selvom vi ved, at vi vil møde modgang og skal forholde os til en overgang fra det ene stadie til det andet, er det ikke altid, vi tør se det i øjnene. Jeg vil påstå, at vi i langt højere grad forsøger at flygte fra det. Og det med selvfølgelighed: for det gør jo ondt! Det gør ondt at stå i modgang. Det gør ondt at være i sorgen. Livet går i stå...
“Vi vil se dig gøre et tegn” siger disciplene til Jesus i evangeliet. “Vi vil se et tegn på, at det du gør og det du siger også er rigtigt”. Det siger disciplene til ham, efter han belært dem om tomme og fyldte ord. Ord, der enten bryder livet og Guds ånd ned eller bygger det hele op. Om at vores alle sammens hjerter kan være fyldt med ét og andet, og at munden på det ene eller andet tidspunkt vil løbe over med både godt og skidt. Alt dette siger Jesus som en understregning af vores livs skrøbelighed og forbundethed med det, der gør ondt på os selv, og det, der vil gøre ondt på andre. Og konklusionen på det er, at vi altid står til regnskab for det hele, og at vi på dette regnskab også altid både fordømmes og frikendes.
“Men det vil vi se et tegn på, gode mester” siger de! Men han svarede dem: “I skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.”
Jonastegnet – Jonas i bugen – er det tegn, disciplene har at forholde sig til, og det samme tegn vi kan forholde os til i dag, når dommen over vores liv lyder. Når vi magter at gøre, hvad vi skal; når vi ikke magter at gøre, hvad vi skal. Når vi siger, hvad vi skal; når vi ikke siger, hvad vi skal. Når livet går derudaf; og når livet går i stå. Da er bugen vores hjem – da er Guds rum og ly den fortælling, vi må sætte alt ind på, tro og håbe på, og trøste os ved!
Iben Krogsdal beskriver det på smukkeste vis i den salme, vi skal synge om lidt. Modgang og overgangsperioderne er de sværeste. Hvad gør vi, når vi bliver hægtet af? Hvad sker der med os, når fundamentet under os forsvinder? Hvor kan vi søge hen? Iben Krogsdal skriver:
“Vi fyldes op i kirken / et sted hvor ingen ensom er alene / hvor kærlighedens veje aldrig ender / og når vi mangler mening / og glæde og forening / et sted der lægger håb i vores hænder. Vi lyser op i kirken / et sted hvor Ånden bruser os i blodet / hvor ingen af os selv er ledetråden / hvor dagligdagen bunder / i verdens største under / og alle lyser lige smukt i gåden. Vi bliver små i kirken / et sted der åbner kroppen for det dybe / hvor ingen af os råder over svaret / hvor ingen sandhed brænder / som magt i vores hænder / fordi den aldrig helt er åbenbaret” (100 salmer, 860 vers 2-4)
Som Krogsdal har det i kirken, sådan har Jonas det i bugen, da han beder og takker sin Gud for netop at være der. Og sådan kan vi også selv håbe og tro.
Kirken er hvalens bug. Kirken er der, vi kan søge til i medgang og overgang, når verden ramler om ørerne på os og livet – ja hele verden – hænger i tynde tråde. Her fyldes vi op. Her er vi ikke alene. Her får vi håb i vores hænder, gennem evangeliet, dåben, nadveren, og det fællesskab vi møder med Gud og hinanden på bænkene. Her fratages vi at være vores egne, og sættes ind i en større sammenhæng, der kan løfte os ud af bugen, kaste os op på land igen, kaste livets bold op, så vi endnu engang kan få mod til at slå til den.
Hos Gud har vi hjemme i medgang, modgang, overgang og medgang. Han var der selv igennem sin søn og ved, hvad mørke er. Men han ved også, hvad frihed er, hvad frisættelse er, hvad frelse er. Det er en tro på frodigt land efter for megen tørke, som dræner energi og liv ud af os. Og det er den dom, vi står i. Mænd fra Nineveh skal opstå, men de skal også mere end det, siger han: de skal få tro og håb for deres liv igen. Og sydens dronning skal opstå, men de skal mere end de: de skal få tro og håb, og tegnet er fortællingen om Jonas og påske morgens opstandelse!
Forskellige biologer har været ude at sige, at den tørke, der ramte Danmark nok var varm og ødelæggende, men at den var også god for naturen. For I udtørringsfasen - i modgangen og overgangen – skærpede den al opmærksomhed på det, der faktisk var liv i; det som var levedygtigt i naturen og lod det andet gå til. Og det kan synes barskt, på den ene side. På den anden side var det og er det nådigt, kærligt og frisættende. For tørken sporede også langsomt naturen og livet ind på det vigtige, den egentlig var og er, og gav plads til at netop dét vigtige fik plads og kunne leve. Ved at lade noget gå til, gav den sig selv plads til, at noget nyt kunne spire frem af den tørre jord. Liv, der havde egentlig liv foran sig, med rødder i jorden, stamme blandt andre stammer, og krone i himlen.
Må dagens fortællinger på samme måde give håb og liv til os alle.
Amen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar