Gudsrigets vækst

Prædiken til søndag seksagesima (II) d. 16. februar 2020 i Brabrand Aarslev Kirker.

Matthæusevangeliet 4,26-32. Salmer: 4 – 504 – ”Utroligheds frø” – 320 – 192,7 – 476. 

I sjælenes år /har vinteren dybest en kerne af vår. Og er du vor Gud, /da skyder vi blade, da springer vi ud (fra Utroligheds frø vers 4) 

“Den her bette video den er for dig, der godt kan lide at arbejde og som gerne vil gøre dig umage og være flittig, og ikke mindst dig der gerne vil tage ansvar, både for dig selv og for dine omgivelser. Ja, rent faktisk er denne video kun for folk som dig, og ikke alle mulige andre, der går op i mærkelige ting, så som højere skatter, mindre ansvar, mindre frihed, og mere formynderi. De er ikke inviteret med. Men det er du.” 

Sådan siger politiske leder af Liberal Alliance, Alex Vanopslagh i en video, jeg stødte på forleden dag. En lille reklamevideo med lidt af en pegefinger til os fra Christiansborg om væksten i Danmark, som skal komme fra den, der gider at arbejde. Uanset politisk ståsted, ramte Vanopslaghs tale mig negativt. Du skal gøre noget, for at jeg vil have med dig at gøre, siger han. Du skal ville noget, du skal bidrage, du skal give alt i dig selv, hvis samfundet skal være i vækst og lykkes fremadrettet! Jeg fik lidt åndenød sådan på det menneskelige plan.  

Og da jeg havde set videoen, læste jeg så denne søndags evangelium: Guds rige vokser imens du sover. Uden at du gør noget, spirer kornet fra marken, vokser sig stort, sætter aks og gør sig fuldmodent og klar til høst, uden at du har rørt en finger. Og af det mindste lille sennepskorn vokser en stor plante frem. 

Umiddelbart kunne det lyde som om, de to udsagn – Vanopslaghs og evangeliets – stod og skurede op mod hinanden. Viljestyrken og handlekraften på den ene side, roen og tilliden til at det hele nok skal gro af sig selv på den anden side. Men der er en forskel.  

For evangeliet er egentlig ikke ude på at nedskrive det menneskelige initiativ eller den gode vilje. Evangeliet er ikke ude på at forhindre dig i at gøre dit arbejde og engagere dig fuldblodigt i en opgave, som Vanopslagh gerne vil, vi skal.  

Dagens evangelium er derimod ude på at træde et skridt længere tilbage i fortællingen om menneskelivet. For hvis vi skal kunne give af os selv til andre – bidrage til samfundet nogenlunde sådan som Vanopslagh ønsker – så må vi også først tro på, at vi også altid har noget at give af. Og vi må kende til den uudtømmelige kilde hvor det hele kommer fra og hvorfra vi altid fyldes på, hvordan det end går os. 

I evangeliet siges det sådan, at vi er den jordbund, Gudsrigets frø er sået i, og at vi er voksestedet, hvor Guds rige vokser sig stort. Det betyder, at Gud hver dag giver os mulighed for at være mennesker, med vilje og kærlighed at give af fra hans hånd. Alt det, der kommer fra Gud, vokser af sig selv, og det er os, det vokser sig stort i. Det betyder ikke, at vi med Guds riges vækst bliver helligere eller mere guddommelige, end vi allerede er. Det betyder, at jo mere menneskelige, vi er, desto bedre plads er der for den vækst, Jesus kalder Gudsrigets.  

Og det sker helt automatisk. Evangeliet til i dag kaldes også for lignelsen om den automatiske sæd. Det er et mærkeligt navn. Men mest mærkeligt fordi det i fortællingen også er jorden, der er automatisk, og ikke kun sæden. Gud spreder kornet og frøet, og lige så automatisk, det kommer til os, lige så automatisk tager jorden – dvs. os – imod. Det er jorden, der automatisk giver mulighed for at sæden kan vokse og ”vækste” og blive til noget. Automatisk betyder ”af sig selv”. Vi er hver især helt af os selv gudsrigets grobund.  

Og det er da en fantastisk tanke. Vi har potentialet i os fra begyndelsen til at lade Gud vokse i os, med al sin herlighed, og lade den herlighed gå ud over andre! Hvad kan det ikke blive til?  

Ja, historisk er det blevet til noget meget forskelligt – mennesket har det med at modtage Gudsriget forskelligt, og ikke altid helt godt må vi sige. Men udgangspunktet er altid det samme. Gud giver, og vi er grobund for hans rige. Og går det som vi håber og tror, må Gudsriget til sidst sejre i os, så Gudsriget til sidst fylder mest. Så Gud bliver alt i alle! 

Paulus udtrykker det på følgende måde i Galaterbrevet i en bekendelse til Kristus. Han skriver, at han ”ikke lever mere selv, men (at) Kristus lever i ham og at hans liv her på jorden er et liv i tro på Guds søn, som elskede ham og gav sig selv hen for ham.” (Gal. 2,20) Kristus lever altså i Paulus som en større del af ham, en han selv. Paulus har fornemmelsen af, at Kristus og Gudsriget vokser, jo mindre han selv bliver.   

Det lyder måske lidt kryptisk, at Gudsriget vokser, jo mindre Paulus bliver. Men det betyder, at den menneskelige kredsen-om-sig-selv bliver mindre, nu mere Gudsriget, dvs. nåden og barmhjertigheden vokser frem til glæde for andre. Det handler i grunden om ydmyghed og om at vende sig væk fra sig selv. Jo mindre, der bliver af os, desto mere bliver der af Kristus i os og for andre. 

Én af ørkenfædrene, Abba Johannes af Kellia, udtrykte det på denne måde med billedet fra dagens evangelium: “Se, kornet på marken. Før det får aks, holder strået sig opret. Men når det får aks, så bøjer det sig mod jorden. På samme måde er det med mennesket. Når det ikke bærer frugt for Herren, så findes der ingen ydmyghed i dets sind, men når mennesket bærer frugt, så bøjer det sig i alle henseender for Herren”.  

Væksttanken er dominerende i evangeliet og i vores omverden. Også i den lille video, Alex Vanopslagh delte med os – ja her er den hele formålet. Vi skal have mere vækst i Danmark! 

Men væksten kan også blive for meget – i samfundet og for os selv. Jeg tror ikke, vi kun forbinder vækst med noget positivt. Vi kender også godt grænsen for, hvor meget vi kan udrette, og derfor kender vi også til at fortryde. Vi kender også til, når vi har sat os selv over andre, og presset for hårdt på hos andre, måske på vores venners, kollegaers eller familiers bekostning. Ønsket om vækst sætter sig i os, som en ustyrlig mer-vil-ha’-mer-følelse.  

Måske er det også derfor, jeg bliver lidt provokeret af Vanopslaghs video. Det bliver så sort/hvidt, når man udtrykker sig, som han gør. At han kun vil have med dem at gøre, som gider at arbejde og gøre deres ypperste. Men hvad nu, når vi ikke længere kan arbejde og tage ansvar for vores omgivelser, hvordan er vi så stillet? 

Dagens evangelium går igen et skridt tilbage i vores fortælling, og indgyder troen og modet til at møde både vækstens glæde og vækstens udfordringer. For når vi møder grænsen – når vi fejler og går i stå – må vi også have tillid til, at der er en nåde og barmhjertighed, som er med os. Når vi træder forkert, må vi fastholde troen på, at Guds nåde også dér er en, vi ikke selv har ladet vokse frem, men at den kommer til os, sendt fra oven som et frø i vores hænder. Et frø som fortæller os, at vi altid får nye og uprøvede muligheder lagt i vores hænder, som vi kan rejse os ved, hvis vi er faldet. 

Jo mere vi vækster og vokser, desto mere har vi i grunden også brug for den barmhjertighed, som Jesus forkynder i dagens evangelie, når vi oplever at støde på grund. For når vi støder på grund, da opdager vi, at vi også har brug for og er grobund for tilgivelse og for at få muligheden igen hos Gud. Da opdager vi måske, at Gud er en langt bedre entreprenør af livet end os selv. 

Kan vi måle det – når Gudsriget vokser i os? Jeg tror, der er dage vi ser det lettere end andre. Dage hvor vi fornemmer, at godheden og væksten ingen ende vil tage. Hvor vi vokser langt over marker og hustage, og ind i himlen. Hvor vi vender os væk fra os selv, og lader det gode vokse vildt fra vores indre. 

Men at måle væksten, ja det er i grunden også et trælst udtryk og noget vi låner fra erhvervslivet og samfundet. Med evangeliets vækst er det anderledes. Den kan ikke måles. Når evangeliets frø er sået, tror jeg, det henter sin næring i alle de er faringer, oplevelser og opdagelser, vi gør os gennem livet – som mennesker og som hinandens medmennesker. Og det er det, der går helt af sig selv. Det vokse jo mens vi sover, som der stod. Og af sig selv må vi have tillid til, at det vil vokse frem og give sig til udtryk i vores liv med hinanden.  

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.  

Amen!