All in all

Prædiken til allehelgensdag (II) d. 1. november 2020 i Brabrand Aarslev
Matthæusevangeliet 5.13-16. Salmer: 402 – 551 – 838 – 321 – 121.

På skærmen/i hånden ser I et billede. Det er et nærbillede af disse to billeder (skift PP); et kunstværk af papirkunstneren Peter Callesen. Callesen arbejder i papir. Altid kun ét stykke papir, af forskellig størrelse, og lægger hverken til eller trækker fra i papiret. Kunsten springer ud af papiret, som det er.

Callesen kalder kunstværket ”All in all” – alt i alt. Af papiret har han klippet en kiste og foldet et låg. Og nede i kisten ser vi en stor ranke af blomster og blade, som vist på nærbilledet før. All in all. Alt i alt. Jeg ved ikke, hvad Peter Callesen har tænkt med denne titel. Men den rører noget i mig – særligt i dag, allehelgensdag.

Titlen leder mig på den ene side til det barske; det virkelighedsnære og det realistiske. Livet er fødsel, liv, og død. Og alt i alt ender livet med døden, som kisten er et rent billede på. Det kan ikke være anderledes for menneskelivet, end at det en dag slutter. Nogle gange roligt og med en følelse af fred – både for den der dør, og for de pårørende. Andre gange pludseligt og uventet, med en smerte uden sammenligning. Nogen har mistet nogen, de var tæt på og fulgtes med gennem livet på harmonisk vis. Andre har mistet nogen, de måtte kæmpe med og er måske ligefrem lettede. Callesen minder os om det med kisten i sin kunst.

Men alt i alt er virkeligheden jo også, at livet er før døden. Livets vej, om begynder i det små, og langsomt breder sig til en vej med tusinder sideveje, inden det slutter. Kisten fylder meget i Callesens kunstværk. Men blomsterranken fylder i grunden mere. Den spreder sig som et liv over papiret. Den snor sig, forgrener sig, udvikler sig. Den begynder i det små, som når barnet tager sine første skridt. Udvikler sig over tid. Og ender med at skridtene igen bliver små. Sådan er det for mange.

Alt i alt er det livet, der fylder mest på Callesens kunstværk. Og alt i alt er det måske så det vigtigste: altså at vi skal leve, og at det er livet, vi skal holde fast i – også en dag som i dag.

Den livsvej, vi går på, er fyldt af blomster og blade, og nogle gange også sten. Og når vi dør, efterlader vi os også denne ranke af liv. Det er kunsten i Callesens værk. Den ranke, han har klippet ud; alt det levede liv, alle de snoede veje, alle pumpene og stenene, alle udfordringer og glæder; de ligger nu i kisten som et samlet, helt liv. Ranken er både en vej, vi går på. Men den er også en ranke af liv, og minder og oplevelser, vi giver videre til dem der følger efter os, som en buket blomster, vi kan holde fast i, også selvom vi dør fra hinanden.

Allehelgensdag samler det hele for os. Erkendelsen af det barske i livet; døden som den er. Men dagen minder os også om, at der var noget andet stort på spil før døden kom, nemlig det levede liv. Kærligheden, sammenhængen og hjertevarmen. Alt det vi delte. Alt det vi mærker, den afdøde har sat sig af vigtige og værdifulde spor i os.

I evangeliet til i dag siger Jesus til os: I er jordens salt og I er verdens lys. Det er ikke svært at forstå, med Peter Callesens kunst i tankerne. Vi giver hinanden livet og ranken med blomster – både i det levede liv, men også i mindet, når vi dør fra hinanden. Vi er salt og lys for hinanden. Lad os begynde med saltet.

Saltet er et gammelt stof og krydderi. I sig selv er det ikke meget værd. Men når et sættes sammen med noget andet, sker der en reaktion. I det små er det saltet, der konserverer. Saltet bevarer, forlænger, ja næsten eviggør det, saltet kommer i kontakt med. Og saltet renser og heler. I det store er det også saltet, der får verdenshavene til at løbe rundt. Saltpumper skaber strømme og energi, som skaber vejr og klima, som skaber liv. Og tilbage i det små, er det ikke mindst saltet, der giver saltet smag. Saltets kraft fremhæver det gode i det, saltet kommer i kontakt med. Udvider og forstærker smagene, og vinder det frem, der måske lå skjult.

I er jordens salt, siger Jesus om os. Vi ejer saltets energi og kraft, til – hvis vi vil det – at gøre andres liv værdifuldt. Og dem, vi har mistet, gjorde måske det samme for os. De var saltet i vores liv, som gav det smag og oplevelser, og som pumpede nyt liv frem i os hver eneste dag. Så meget desto voldsommere er det også, når saltet mister sin kraft og må dø. For her opdager vi pludselig, at vi hænger sammen og lever af hinanden.

I er verdens lys, siger Jesus. Som lys leder vi på vej og lyser op. Vi bruger lyset til at lyse op, hvor der er mørke. I lyset kan vi se hinanden – helt fysisk, men også i overført betydning. Måske I derhjemme har prøvet at tænde lys for (d)en, I har mistet. Det skaber nærhed. (Det vil vi også gøre her i kirken om lidt; som om lyset skaber et mellemrum mellem dem, vi har mistet og os selv.) Lyset giver os på en måde et udblik til noget større, og et indblik til det dybeste.

I er verdens lys. Men det er ikke kun dem, der var lys for os. Jesus siger det også om os, fordi han mener, at vi alle altid kan give det videre. Vi kan splitte lyset fra mørket hos andre. Vi har et lys i os, som kan skinne for andre, og som gør, at mennesker kan se andet i deres tilværelse end mørket. Og dét lys, siger han dernæst, må vi ikke sætte under en skæppe. Nej. Vi skal sætte lyset højt i en lysestage, så det kan skinne for alle dem, der er omkring os.

Vi er saltet for hinanden. Vi er lyset for hinanden. Jesus minder os om med sine ord, at det er sådan, det er. Og vi mærker det helt tydeligt i dag, når vi mindes dem, vi var salt og lys for, og som også var salt og lys for os. Alt i alt var og er vi forbundne. Alt i alt er vi salt og lys for hinanden. Lever af det, vi modtager og det, vi giver hinanden.

Når jeg er ude til en samtale i forbindelse med et dødsfald, er det, der bliver nævnt om afdøde, sjældent i kort form, som i en avisoverskrift. Oftest kommer der små lysende hverdagshistorier frem, som viser hvordan den afdøde dag for dag har bygget livet op, skabt relationer, og lært andre, hvad der er værd at elske. 

Vi sidder alle sammen med de historier. Og måske kan de få os til at tænke over, at vi faktisk også selv har fået et lys at gå med, og at der en dag er nogen, der vil mindes det med tak – hvis vi altså lod det lyse for dem! I Jesu ord kan vi både fornemme dem, der var et lys. Men vi kan også fornemme, at vi her og nu skal være et lys…

Derfor skal vi også høre i dag, at vi skal pakke vores beskedenhed væk. I dag siger Jesus: I er jordens salt. Og I er verdens lys! Og den, der sætter sit lys under en skæppe, er dog mere tåbelig, end han eller hun har lov til at være. Alt i alt skal vi leve. Og når alt det, vi har fået, er noget, vi har fået forærende af Gud og af de mennesker, som holdt af os; ville det da ikke være utaknemmeligt, hvis vi ikke også værdsatte det, lod det lyse op inden i os selv, og gav det videre til andre?

En del af hemmeligheden bag ordene om saltet og lyset er, at ingen af dem er noget særligt i sig selv. De er først noget værd, når de bliver brugt og får lov at virke i deres omgivelser. Saltet skaber evighed og giver kraft og energi. Og lyset skinner klarere, jo mørkere det er. Det jager skygger og fortabthed på flugt, og det tænder liv, varme og håb. 

Alt i alt skal vi dø. Men alt i alt skal vi også leve. Alt i alt er det vigtigste vores liv og det, vi modtager fra hinanden og giver til hinanden. Det mærker vi, når vi tænker på dem, vi har mistet. Men det er også en påmindelse vi skal tage med os om lidt, når vi går ud af kirken igen, og vores lys skal skinne for alle mennesker.

Amen.