Martha og Maria

Prædiken til femtende søndag efter Trinitatis (II) d. 20. september 2020 i Brabrand Aarslev Kirker
Lukasevangeliet 10,38-42. Salmer: 729 – 666 – 874 – 673 – 730v3 – 728

Der er noget meget genkendeligt i de to kvinder, Martha og Maria; i deres forskellige personligheder og tilgange til livet. Måske genkender vi andre i dem? Eller måske genkender vi dem i os selv? Den ihærdige og den rolige, den arbejdsomme og den lyttende. Måske de lever i os, skiftevis? 

Martha og Maria har altid været sat over for hinanden som hinandens modsætninger. Den ihærdige og arbejdsomme Martha, over for den rolige og nysgerrige Maria. Op gennem tiden har de to kvinder og deres navne også lagt grund for forskellige livsveje og institutioner. Der findes flere Marthahjem- eller skoler, som særligt før i tiden tog imod unge kvinder for at lære dem husholdning; det arbejdsomme liv. Og der findes traditioner for Maria-retræter, med fokus på bøn og refleksion; det stille liv.  

Maria-figuren er nok særlig favoriseret her i kirken, fordi hun er den lyttende og den reflekterede, og hende som ved første øjekast har valgt den gode del. Hun er den, der sætter sig ved Jesu fødder, ved kilden til det evige liv og suger til sig, hvad hun kan. Og til Martha har man mere haft lyst til at sige: ”Livet er det, der sker, mens du har travlt med at lave andre planer”. For det er som om, hun går glip af det væsentligste, Jesus kommer med. 

Eller hvad? Er det så entydigt, at det kun er Maria, der er den gode? Ja, hun har valgt ”den gode del”, som Jesus siger. Men hvorfor er det så galt, hvad Martha gør? Bruger vi i grunden ikke de andre søndage og evangeliefortællinger i kirkeåret på at forkynde, at det væsentlige er at blive sendt afsted med en opgave og at sørge for hinanden? Altså: at vi som Martha byder vores medmenneske indenfor og sørger godt for det? Og faktisk helt modsat Maria, som bare sætter sig ned og holder omverdenen udenfor?  

Der er ikke kun dårligt at sige om Martha, og godt om Maria. Måske er der som nævnt noget værdifuldt i dem begge. 

Ved indgangen til evangeliet får vi en interessant oplysning om Martha. Nemlig, at Jesus kommer forbi de to søstre, men at det er Martha, der byder indenfor. I en ellers mandsdomineret kultur er det bemærkelsesværdigt, at det ikke er en mand – f.eks. deres bror Lazarus – som byder Jesus indenfor. Vi kan overveje, om det betyder, at Martha faktisk har en særlig status, eller at hun allerede er bekendt med Jesus, siden hun bare taler med ham? Her er der ikke nogen disciple der bryder ind, som de ellers har for vane at gøre. Hun åbner blot sit hjem for ham, som var han hendes ven. 

Og hvis vi bevæger os frem til næste søndags evangelium, bliver det tydeligt, at Martha faktisk er noget særligt. Deres bror, Lazarus, er nu død. Da Jesus ankommer til byen, er det igen Martha, der går til ham. De taler frit sammen, hun bekender sin tro på opstandelsen, og sin tro på at Jesus kunne have gjort noget. Og igen er det Maria, der må lytte. Martha kalder hende ud fra hjemmet for at hun kan se og høre, hvordan Jesus opvækker den døde, og komme til tro på ham. Modsat Martha som allerede ved, hvad troen kan gøre. 

Med disse perspektiver på fortællingen bliver det klart, at Martha fra begyndelsen er et andet sted end Maria. Martha har allerede forstået, hvem Jesus er, hvad hun skal udlede af hans lære og hvad hans tilstedeværelse betyder. Maria derimod er som hofmanden, vi hørte om i Apostlens gerninger, der nok læser, men endnu ikke har forstået. Hofmanden har brug for, at Filip sætter sig til rette ved siden af ham, og på den fælles rejse går troen op for ham. Han bliver døbt og går glad videre. 

Martha er som Filip, og Martha er som den, vi møder på vores vej i livet, der uden at tænke over det, giver os den hånd og tro, vi har brug for. Martha er allerede i troen, og hun har allerede forstået, at det, Jesus forkynder, sender hende ud i livet, hvor hun skal arbejde for sine nærmeste. Og den gode del, Maria gør, er at lytte og prøve at forstå det, som Martha allerede udlever i sit liv. Martha har allerede mødt glæden og den gode del, som hun nu giver videre til andre. ”Martha Martha” siger Jesus, for at afvæbne hendes irritation og for at give plads til Maria, så hun kan komme til at forstå det samme. 

Skal vi være mere som Martha, end som Maria? Er det konklusionen, at det groft sagt er bedre at være håndværker end filosof? Vores kultur og tradition har af og til hævdet det modsatte, og placeret den største ære hos den, der brugte mest tid på at tænke og spekulere, ligesom Maria er et billede på. 

Men fremhævelsen af Martha handler ikke om, at det er bedst at være handlekraftig arbejdsmand, der går til hånde, ligesom Martha. Ligesom den modsatte fremhævelse af Maria ikke handler om at, det er bedst at være en filosofisk i-retræte-siddende-stilhed Maria, der skærmer sig selv fra omverden.  

Men med Martha i fokus ser vi hvad troen gør ved et menneske. Den gode del, refleksionen og overvejelserne, som Maria sidder midt i, får handling og virke gennem Martha. Når Martha ser Jesus, ser hun Ordet, der blev kød. Og i denne erkendelse opdager hun, at det er den samme bevægelse, Jesus også vil have hende til at udleve; nemlig her og nu at give det åndelige krop. Det er det, evangeliet peger på i dag. 

Guds rige, som Jesus har forkyndt for Martha, skal være iblandt os: det åndelige skal være i os, og skal leves gennem os i det konkrete, når vi går ud og er noget for hinanden. Martha ser, at hendes opgave er at gøre Guds rige nærværende – ikke ved at tænke over det eller filosofere over det, men ved at gøre det konkret og gøre det nærværende her og nu!  

Og derfor handler hun. Troen får hende mere end noget andet til at se ud over sig selv, og det får hende straks til at se mod den anden. Frimodigt går Martha lige ind i det menneske, hun har foran sig – som både i dag og næste søndag er Jesus selv – og byder ham ind i sit hjem. Hun åbner sin dør, giver ham en stol og begynder at forberede det bedste, hun har at give til ham.  

Sådan må Martha være enhvers forbillede; den som giver troen krop og sjæl her og nu, uden hensyntagen til sig selv. Evangeliet peger i grunden altid på det unyttige for dig selv, og det nyttige for den anden.  

Maria er der ikke helt endnu. Og det er helt okay! Den erkendelse, Martha er kommet frem til, har ganske givet taget tid. Og sådan vil det også være for Maria. Det er også en vej og en rejse for Maria – som for alle os andre – som tager tid, ja som kan tage hele livet. Måske sidder vi som Maria, helt tavse og lyttende i et helt liv, men uden helt at forstå, hvordan troen omsættes til handling og ånden får krop i os. Ligesom hofmanden kunne have siddet på hele sin rejse og læst og læst uden at have forstået et eneste ord.  

Forandringen sker for hofmanden, da en anden støder til og rejser med – ligesom vi gør her i kirkens rum. Og da bliver det uforklarlige og uforståelige til tro og håb, og i sidste ende dåb og glæde.  

Jeg tror at, at de to kvindeskikkelser – både Martha og Maria – lever i os, og at de skiftevis pendulerer imellem hinanden i os. De overtager fra hinanden i skiftende tider. Den ene dag har vi erkendelsen: den dybe tro og handlingen, som vi ser hos Martha. Her får vi mod til at se ud over os selv, og se til den anden. Her får vi kræfter til virkelig at gøre Guds rige nærværende og give det krop her og nu. En anden dag har overvejelsen tager over i os; tvivlen og forundringen, og behovet for ro til at lytte og forstå, som vi ser hos Maria. Her har vi brug for at være til på en anden måde og skærme os, for at kunne finde det, der skubber os tilbage ud i livet. 

Marthahjem og Mariaretræter burde altid have gået hånd i hånd med hinanden. Den ene kan ikke leve uden den anden. De er et både-og og ikke et enten-eller. Centralt imellem de to liv og perspektiver sidder Kristus og rummer det hele. Deres liv er velsignede i mødet med ham, og de får begge lov til at være præcis hvor de er.  

Amen.