Thomas' og vores tvivl

 Prædiken til første søndag efter påske (I) d. 11. april 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 20,19-31. Salmer:  736 – 348 – 678.

For mange er det uvant at sætte ord på tro og tvivl. Man åbner for noget skrøbeligt og noget stort i den samtale, og det kan kræve mod at gå ind i. Sådan er det også for konfirmanderne – og særligt igennem en skærm, som vi har været nødsaget til i den seneste tid.

I en alder hvor opmærksomheden ofte er rettet imod ikke at skille sig ud, kan det være svært at danne sin egen mening om troen. Og i en alder, hvor de så småt begynder at afsøge det grundlag, de kan bygge deres liv på, kan det med troen være en udfordring, når den er lidt mere flyvsk. Det er ikke det samme som biologi og matematik, som umiddelbart er faktuelt og til at støtte sig til. Troen rører ved noget andet i livet, som på mange måder er usynligt. Som handler netop om tro og overbevisning, om værdier og en indstilling til livet, som man ikke bare fra den ene dag til den anden griber om. 

Første søndag efter påske er en gammel konfirmationsdag. Dagen passer godt til konfirmanderne, fordi vi efter påske bliver sat i samme situation som disciplene, der baksede med, hvad de skulle tro og mene om det, der var sket i påsken. Ja, om de overhovedet kunne tro. 

Disciplene var som en slags konfirmander, der havde svært ved at finde ud af, hvad de skulle mene og tro, selvom de egentlig gerne ville. For disciplene var også blevet klar over det centrale i troen. Gennem samværet med Jesus havde de f.eks. opdaget, at det er troen på kærligheden, der får kærligheden til at vokse, og at mennesket ikke kan leve uden kærlighed - lige så meget, som at mennesket ikke kan leve uden brød og vand. Troen var afgørende i ethvert liv.  

Men i disciplenes midte står så Thomas. Den tvivlende og vantro Thomas, som traditionen har kaldt ham. Og han gør oprør. Han tvivler egentlig ikke på, at Jesus lever. Det kan han jo se med sine øjne. Men han tvivler på, om det også er den samme mand, som var blevet pint og korsfæstet, død og begravet, som står foran ham. 

Thomas ville have syn for sagen. For Thomas var opstandelsen en løgn og indbildning, hvis den ikke havde fundet sted som fysisk virkelighed – som noget han konkret kunne forholde sig til. Thomas ville ikke tro på eventyr, han ville ikke bildes noget ind. Nej, han ville have fingrene i virkeligheden! 

Kære konfirmander, må jeg sige: her har I jeres spejlbillede og ligemand i bibelen! Og tilmed én af Jesu allernærmeste venner!

Men hvad sker der så? Ja, der sker det, som det ikke er mange mennesker forundt, og som mange søger efter. Thomas får konkret svar på tiltale. Jesus kommer, stiller sig ind foran Thomas, og viser ham sårene. Og da kan Thomas kun svare: ”Min herre og min Gud”. Lige her bryder troen ud i den tvivlende Thomas. For lige her opdager han, at den korsfæstede og den opstandne er den samme, og at det er virkeligt. At døden var efterfulgt af liv i Jesus, og at det, de andre havde sagt om ham, virkelig var sket.

Kan jeg vise det samme for mine konfirmander i dag? På mage måder ikke! Det syn, Thomas ser, og den tro der følger efter, kan vi andre kun bede om, må komme til os. Vi kan aldrig stikke vores hænder i Jesu sår. Og heldigvis for det. Men vi kan bede om den tro, Thomas får: en tro på at livet er levende og at livet kan besejre døden, sådan som det skete påskemorgen. At livet kan genopstå ud af et mørke og ud af døden.

Vi kan ikke som Thomas stikke vores fingre i Jesu sår. Til gengæld er det synligt for enhver, at vores verden her og nu også er fyldt med sår og smertehuller, vi kan stikke vores egne fingre i. Ja, dem kan vi faktisk ikke blive fri for at se på og røre ved i vores liv med hinanden. Og hvis vi skal håndtere smerten, og overkomme den, tror jeg, vi har brug for en tro – en stærk tro.

Kristendommen og kristen tro er ikke en flugt fra den virkelighed, vi står i. Troen kan aldrig blive en undskyldning for den virkelige verden. I stedet skænker troen os et nyt syn og en anden indstilling til den verden, vi står foran, så vi kan håndtere den. Så vi får mod til at forandre den verden, vi lever i, og omskabe den, så den bliver værd at stikke fingrene i.

En tro på, at livet er livet værd, på trods af modgang. At der midt i de åbne sår, vi bakser med, også er mulighed for heling. At der kan opstå glimt at skønhed og sprækker af håb, som kommer til os.  Ligesom Thomas oplevede det, da Jesus stod lige foran ham i et levende nu i hans verden.

Men Simon, hvad nu hvis jeg stadigvæk ikke tror, spørger konfirmanderne. Ja, hvad så?

Thomas tvivlede. Alligevel fik han lov at være én af Jesu disciple. Alligevel fik han lov til at tale og følges med de andre i deres tro, og alligevel gik han med dem! Og helt uventet for ham, stod Jesus pludselig foran ham, og troen blev fuldstændig konkret, så han troede. Den blev noget, han kunne gribe ud efter i sit liv. 

Men måske skal vi, der stadig bakser med troen, holde fast i de ord, Jesus meget sigende siger, lige efter Thomas har bekendt sin tro. Jesus siger: ”Du tror, fordi du har set mig”. Du tror, Thomas, fordi du har fået syn for sagen. Men ”salige er de, som ikke har set, og dog tror”. De som ikke møder samme overbevisning og samme syn som Thomas, er stadigvæk elskede og troet på af Gud. Om vi så går igennem et helt liv, i en evig tvivl om os selv og vores tro, så har vi stadigvæk lov at være her, så er vi stadigvæk inden for Guds rækkevidde og grebet om af ham. Så er vi stadigvæk troet på!

Evangeliet møder os og konfirmanderne med en åbenhed og en nåde ud over alle grænser. Hvis Thomas havde sagt direkte: “Jeg tror ikke på Jesus.” Så havde Jesus sagt: “Okay. Men jeg tror stadigvæk på dig.” Ikke som en provokation eller en hån. Men som en frisættelse til at kunne være den, man er, bakse med det, der skal bakses med, udforske det, der skal udforskes – men i den dybeste grund stadigvæk vide, at man er troet på af Gud og grebet af ham!

Fornuft og kristendom, tvivl og tro, har alle dage været to sider af samme sag og af samme liv, og favnet af Gud. De er ikke hinandens modsætninger, og det har aldrig været meningen, vi skulle vælge imellem det ene eller det andet. Ved dåben tegner vi korsets tegn for pande og bryst. Vi forsegler forstanden og hjertet med Guds tegn. For begge dele skal til i et godt liv. Begge dele skal passes godt på. Begge dele skal næres, og giver noget godt til livet.

Og når konfirmanderne – hvis de vil – stiller sig ved alteret til efteråret, er det både dem, men mest af alt Gud, der bekræfter deres dåb og den forsegling af det hele liv. Her er det Gud, der bekræfter, at han rummer det hele liv, og fortæller dem – ligesom Jesus viste Thomas – at de altid har en plads hos Gud.

Amen.