I en samtale

 Prædiken til anden påskedag (I) d. 5. april 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 21,13-35. Salmer: 241 - 829 - 236. 

Kristus er opstanden, ja, han er sandelig opstanden! Alt det, der var så skuffende efter Jesu død, er væk. Alt det, der var fyldt af forvirring og sorg er forløst, og har mødt et nyt håb ved opstandelsen. Livet og håbet er levende!

Og alligevel skaber det ikke en umiddelbar ro i os. Det kan vi mærke, ligesom de to disciple, der vandrede mod Emmaus, også kunne mærke uroen i kroppen i dagene derefter. For nu begynder spørgsmålene at melde sig. Hvordan stod han op? Hvad skal vi forstå ved opstandelsen? Og hvordan er opstandelsen til stede hos os?

Spørgsmålene er mange. Og svarene ligeså. Men for evangelisten Lukas er svaret på vores og deres spørgsmål måske ikke så langt væk. I fortællingen om vandringen mod Emmaus viser han os, at den opstandne Kristus, og den levende opstandelse hos os, er til stede i samtalen. I det de to går afsted og taler sammen, er ordet levende. Da opstår Kristus iblandt dem, og Guds evighed følger dem – også selvom de og vi ikke altid opdager det.

På vandringen til Emmaus går to disciple og taler om alt det, der er sket i Jerusalem. De taler om Jesu død, om korsfæstelsen og om det mærkelige rygte om Jesu opstandelse. Men bedst som de taler, kommer der en fremmed og slår følge. Han udlægger skrifterne. Men de opdager ikke, hvad der sker og hvem, han er.

Først da de sætter sig til bords om aftenen forvandler den fremmede sig for øjnene af dem. Jesus bryder brødet, og disciplene forstår, at han er Kristus, den opstandne. De forstår, at han er opstået fra de døde, og at døden er overvundet. De forstår, at den opstandne er lige midt iblandt dem, i deres fællesskab, som forener dem og giver dem håb.

I vandringen på vejen, i bevægelsen i samtalen, i det levende ord i fællesskabet opstår Kristus pludseligt imellem dem og imellem os. Når vores hjerter brænder. Når vi forenes, når vi udvider hinandens horisonter gennem et levende ord, og der pludselig opstår en tredje samtalepartner imellem os. Der er Kristus til stede. Der er den opstandne selv til stede, og der er opstandelsen nærværende hos os.

Den opstandne og opstandelsen sker i en samtale. I har helt sikkert selv prøvet de samtaler, der forandrede noget i jeres liv.

Tænk over de samtaler, hvor I vandrede afsted og jeres perspektiv pludselig forandrede sig, fordi I måske mødte modstand eller samhørighed? Hvor der blev talt sandhed fra et nyt sted, og delt ud af levet liv. Hvor der blev åbnet for nye indsigter og hvor jeres hjerter pludselig brændte.

Måske var det samtaler med en fremmed? Der pludselig åbnede verden op? Måske med en god ven? Eller en kæreste? Ja, f.eks. den samtale, som i begyndelsen bare var en samtale med en fremmed, men som senere hen skulle vise sig, at være den første lille snak i en livslang samtale med jeres ægtefælle. Dér var opstandelsen til stede!

Den opstandne og opstandelsen er i en samtale. Det bliver på en anden måde meget konkret for mig, når jeg besøger de gravsteder, jeg har i mit liv. Det lyder måske naivt. Men når jeg nærmer mig graven på kirkegården, kan jeg ikke lade være med at sige ”hej” inden i mig selv eller helt højlydt, til den der ligger begravet. Og så begynder der en lille samtale. Måske fortæller jeg om, hvad der er sket og hvad der rører sig i mig og i verden omkring.

Måske har I prøvet det samme? At nærme jer en grav, hvor der ligger én, I kendte, og helt instinktivt begynder at tale til vedkommende? At tale ud af troen og fortsætte den samtale, I altid har haft med vedkommende, selvom døden også er kommet imellem jer?

I den samtale bliver vi vidner til opstandelsen, ligesom det skete for de to disciple på vej mod Emmaus, da de talte med den opstande. Døden tager mennesker fra os. Men døden kan aldrig tage relationen og det levende ord fra os. Det fortsætter, og det er opstandelsen hos Gud og hos os.

Man siger, at blinde ikke kan se, og at døve ikke kan høre, og at de døde er døde og borte. Jesus sagde engang nøjagtigt det modsatte. Og når vi møder hinanden i en samtale, er det også omvendt, uanset hvilket sprog, vi taler. Da forvandles vi alligevel, og vi kan både se og høre. Ind i mørket og ind i alle udfordringer og begrænsninger, vi måske synes der er foran os, bryder den opstandne og opstandelsen igennem muren, igennem alle udfordringerne, og viser sig lyslevende foran os.

For nogen år siden begravede jeg en meget sød gammel dame fra Færøerne. Hun blev over 100 år. Gennem hele sit liv, havde hun altid sagt ét, når hun sagde farvel til folk – både til sine børn, når de travede afsted til skolen om morgenen, men også til sin familie og venner, når hun tog afsked med dem. Hun sagde: ”Jesus følge dig”.

Hendes pårørende vidste ikke, hvor ordene stammede fra. For mig lød det som en gentagelse af vandringen mod Emmaus. Som en bøn og et håb om, at Jesus måtte følge med både som en beskytter. Men også følge med som en påmindelse om opstandelsen: huske på, at mørket ikke kun er mørke, huske på at fred, åbenhed og udsyn også er en mulighed, som den opstandne Kristus bringer med sig, og som vi skal sørge for at bringe videre til hinanden.

Så jeg læser efterfølgende fortællingen ved hendes begravelse. Og da vi havde lagt hende i graven, og jeg er på vej derfra, bliver jeg prikket på skulderen. En af hendes slægtninge ville bare lige nævne for mig, at alterbilledet i afdødes barndomskirke netop var af vandringen mod Emmaus. Jeg havde hørt rigtigt og det var her, hendes hilsen kom fra.

Tænk hvis vi kunne gøre det samme? Hilse hinanden med dette ønske hver eneste dag: Jesus følge dig. Altså: Må den opstandne og må opstandelsens mulighed og nærvær altid være hos dig. Må du huske på, at opstandelsen er lige her, hvor du går, står og lever, og i den samtale, du åbner med et andet menneske. Dér har du mulighed for at blæse og selv blive blæst bagover og tænde gnister; få udvidet horisonten og mærke, at du aldrig er alene. Jesus følge dig!

Jeg vil slutte, ikke på Færøerne, men dog ved havet. Naturen har sin egen måde at fortælle os om påsken på. Når vi står ved havet, og vejret er klart, kan vi se horisonten. Den er stor og bred, og fylder vores udsyn og er så langt, vi kan se.

Men hvis vi går afsted langs stranden, fornemmer vi også, at horisonten ikke forbliver den samme. Den flytter sig. Den forskydes. Vores menneskelige syn er altid begrænset til horisonten og kimingen – lige der hvor himmel og hav møder hinanden. Men hvis vi bevæger os, bevæger kimingen sig også, og horisonten forskydes. Og det vil den blive ved med. Den ubegrænsede horisont på havet følger med det begrænsede blik, vi står med. Og omvendt: det begrænsede blik, vi står med, bærer den ubegrænsede horisont med sig.

Det er naturens måde at fortælle os om evigheden og påsken. I vandringen, i bevægelsen og i det levende ord, åbnes vores blik. Horisonten forskydes og nye indsigter falder til, som I en samtale der åbner sig for os. Den opstandne og opstandelsen følger os.

Glædelig påske.

Amen.