Bekymringer og tro

Prædiken til femtende søndag efter Trinitatis (I). Matthæusevangeliet 6,24-34. Salmer: 736 – Når du ser en dråbe – 313 – 41 – 729v5 – 42. 

Det er et underligt evangelium, vi lige har hørt, og jeg bliver ved første læsning en smule provokeret. Det kan være, I har det på samme måde lige nu.

”Vær ikke bekymrede for jeres liv”, ”Vær ikke bekymrede eller spørg, hvordan du får noget at spise eller tøj på kroppen”, ”Vær ikke bekymrede. Hver dag har nok i sin plage”.

Hvorfor må jeg ikke bekymre mig? Mente Jesus virkelig ikke, at der var noget at bekymre sig om på hans tid? Og er der heller ikke det i dag? Eller er det en drøm, vi skal forestille os, hvor alle vores bekymringer fordufter som støv, og hvor vi bare kan falde tilbage og lande blødt i markens liljer?

Jeg synes ikke, det holder at sige: ”Vær ikke bekymrede”. Den verden, som nu engang er vores, kalder på indlevelse og engagement. Den giver os bekymringer, som vi ikke bare kan vende ryggen til.

Behøver jeg at nævne klimaet eller de rapporter, FN udsendte for ganske nylig om de dystre konsekvenser af CO2-udledningen? Behøver jeg at nævne de hårdt pressede sundhedssektorer og et personale, der er presset i bund? Behøver jeg nævne krig og Afghanistan, som falder for øjnene af os, og skaber kaos både i Mellemøsten, men også på de hjemlige og vestlige fronter, hvor freden pludselig smuldrer?

Der er masser af ting, vi kan og skal bekymre os for, både som mennesker og som kristne. Er det ikke netop det, der adskiller os fra markens liljer og himlens fugle, eller dyrene vi har derhjemme? At vi ikke bare kan lægge os henslængt i sofaen og spinne eller snorke, alt efter om vi er en kat eller en hund og bare være der? Det er et dyreliv ikke at være bekymret. Men det er ikke et menneskeliv.

Er dagens evangelium en opfordring til resignation? Det kan det umuligt være. Kristendom handler ikke om at lade stå til.

Jesus selv bekymrede sig også. Han bekymrede sig for de fattige og syge. Han bekymrede sig for dem, der var uden for fællesskabet. Se blot på de seneste to søndages evangelier: beretningen om de ti spedalske, som var ladt i stikken af et helt samfund. Men dem, som ingen andre vil have med at gøre, ser Jesus direkte i øjnene, og giver dem deres liv, værdighed og myndighed tilbage. Og lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som et billede på, at vi er kaldet til at handle der, hvor nøden springer os i øjnene, og ikke bare gå forbi. Vi skal være årvågne og give livet videre til hinanden, så godt vi kan.

Så: Jesus bekymrer sig – men han handler også. Derfor tror jeg, vi skal høre noget andet i dagens evangelium end den provokation, jeg indledte med. Jeg tror ikke, Jesus tænker, at det modsatte af bekymring er at være ubekymret, at være tilbageholdende eller ligefrem tankeløs. Jeg tror, det modsatte af bekymringer er tro.

Når han siger: ”Søg først Guds rige og retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” betyder det, at vi som mennesker og som kristne er frie til at lægge bekymringerne fra os, sådan at vi i stedet kan sætte troen i spil. Og det kan vi gøre på to forskellige måder:

For det første er tro at have tillid til, at Gud holder sit løfte til os: at vi er hans børn og at han er med os alle dage, uanset hvad der sker. Ligesom det er blevet sagt i dag, da Nohr og Albert blev døbt. Troen er på den ene side en tillid til, at Gud giver os, hvad vi har brug for. Vær ikke bekymrede for jeres liv, siger Jesus, men lev i tro og tillid til, at Gud tager hånd om jer og hele skabningen.

Himlens fugle og markens liljer kan hjælpe os i den tro. Se på deres skønhed og deres umiddelbare liv, siger Jesus. Uden egentlig at gøre noget er livet alligevel godt for fuglene og liljerne, og de folder en skønhed ud, som om de ikke kom arbejdende til, men som kom til dem udefra.

På samme måde skal vi også turde tro på, at Gud arbejder med os og for os, og at vi aldrig bare er overladt til os selv og vores egen evne, til at forandre alting og til at skabe lykke.

Det er ikke resignation at tænke sådan. Det er ikke at læne sig tilbage i livet og være ligeglad. Det er derimod en erkendelse af, at vi mennesker ikke magter alting selv. Nogle gange bliver vi ligefrem syge af at prøve at magte hele vores liv selv. Derfor skal vi indimellem turde at overlade noget af vores liv til Gud, i en tro på, at han er med os! I en tro på, at det gode i vores liv også kan komme til os udefra, hvis vi tør åbne os op for det.

Det var det ene: Troen er tillid til Gud. Men på baggrund af den tillid, virker troen også på en anden måde, nemlig gennem handling. ”Søg” siger Jesus, som troens aktive handling.

At tro kan også oversættes direkte med tjeneste – at gøre noget! Og i tilliden til, at Gud er med os, er vi altid sat fri til at kunne kaste os ud i livet og forsøge at gøre det rigtige.

Når vi sendes ud af kirken, sendes vi altid ud med en forpligtelse over for os selv og for hinanden: at vi skal passe på alt det skabte. På den måde ville det ikke være ukristeligt, f.eks. set i forhold til klimaet, aktivt at afstå fra forskellige privilegier, reducere vores eget forbrug og arbejde for en bedre fordeling af verdens ressourcer, med den bagvedliggende indstilling, at vi gør det fordi, vi ved, at vi er forbundet og forpligtede på hinanden.

Jeg siger ikke, at det er det, i nu alle sammen skal gå hjem og gøre: afstå fra alt forbrug. Men jeg siger, at der ligger en handling i det at tage evangeliet med sig ud af kirken – og at vi, bekymringsløst, er sat fri til at bringe troens handling i spil!

Det er svært at læse evangeliet på andre måder, igen med henvisning til andre søndages fortællinger og pointer. Vi ved godt, at det meningsfulde liv strengt taget ikke er afhængigt af en ny bil, noget nyt tøj, eller en ny storbyferie. Det meningsfulde liv er der, hvor Guds rige spirer og fællesskabet gror imellem os. Det tror jeg også vi har fået øjnene op for de seneste halvandet års tid!

Derfor er mennesket også mere værd end himlens fugle og markens liljer. Det er klart, at vi modsat liljen har evnen til at tænke – og dermed også evne til at bekymre os. Men vi er også mere værd, fordi vi også er betroet en særlig opgave – nemlig hinandens liv – og tilmed troet på af Gud til at kunne klare denne opgave. Det er Guds vilje, at hans rige kan spire imellem hænderne på os.

Så hjælp os Gud.

Amen.