Allerede mens

Prædiken til enogtyvende søndag efter Trinitatis (I), d. 24. oktober 2021 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 4,46-53. Salmer: 753 – 580 – ”Jeg kommer i min dybe nød” – 319 – 474 – 731. 

Allerede mens han er på vej, sker forandringen. Lagde I mærke til det? Allerede mens den kongelige embedsmand vender sig om og går afsted, sker forandringen med ham selv og med hans søn. Troen og håbet lever. Livet går ham i møde. Allerede mens. I denne lille formulering ligger evangeliet til os i dag. Allerede mens vi vender os om, og allerede mens vi er på vej, kan underet ske med os selv og med dem, vi forbundet med. Ikke i går, og ikke kun om lang tid, eller ved verdens ende. Men allerede mens. 

Arne Haugen Sørensen har malet billedet, som er på skærmene/i hånden. Det hedder vandringsmanden. Han har malet mange versioner af denne mand i forskellige størrelser og farver. Oprindeligt var det et selvportræt. Men billedet rummer også dig og mig, og en embedsmand.

Vi ser tydeligt én, der vandrer afsted. Én der er på vej. Han går lige frem med sin stav, og han ser lige frem. Der er noget nødvendigt over hans bevægelse. Han skal frem. Og noget beslutsomt over ham. Hånden og staven fylder altid meget i Sørensens vandringsmænd. Han vandrer beslutsomt afsted med den store hånd i et godt greb om staven. Staven støtter ham. Støtter hans liv og hans vandring.

Men vandringsmandens ansigt er også delt og spejlet, med en næse på hver side. Hans øje ser frem, men ser også tilbage. Bag fremtiden ligger fortiden, og han ser dem begge. I billedet er det fortidige illustreret som noget mørkt. Måske er det særligt det, vi lægger bag os og har brug for at forlade, men som stadigvæk har været en del af vores liv? Han bærer noget med sig. Fortiden behøver ikke være mørk. Men farvespillet mellem det mørke og det lyse antyder, at der sker en forandring.

Vandringens forandring er også illustreret i kirkens nye kors, hvor der i midten er formgivet nogle muslingeskaller. Muslingen, Jakobskallen eller Ibskallen, som de kaldes i Danmark, er pilgrimsvandrernes symbol, når de vandrer på Caminoen. Den skal samles op på stranden nær Finisterre, når man har passeret målet i Santiago. Skallen har en legende bag sig, men er også et symbol på den forvandling, vandringen har ført med sig. Som en musling der åbner sig, forandrer sig, lader lyset bryde ind i mørket.

Vores liv er som vandringsmandens liv og som den kongelige embedsmands liv. Vi vandrer også fremad. Nogle gange sker det med beslutsomhed og gåpåmod. Andre gange sker det med tunge skridt og med skygger af livserfaringer fra vores fortid. 

Skyggen i embedsmandens liv er hans søn, hvis liv er ved at rende ud alt for tidligt. Embedsmanden er i nød. Derfor opsøger han Jesus, som før har gjort undere og vakt døde til live, og nu håber han, at Jesus kan gøre det samme for hans søn. 

Hvad er dybest set mere menneskeligt, end at gøre som embedsmanden: at bede om hjælp? Det genkender vi fra os selv. Og måske vi også genkender hans iver efter handling. Embedsmanden har egentlig ikke lyst til at tale om tro, selvom det er den samtale, Jesus gerne vil indlede. Embedsmanden vil bare gerne have handling. Når nøden er størst, skal der ikke ”bare” en religiøs snak til. Der skal handles og der skal ske en forandring! 

Og forandringen sker. ”Din søn lever” siger Jesus til ham. Men forandringen er først et ord. Embedsmanden får et ord, og på det ord indleder han en bevægelse. På det ord mærker han, at forandringen er mulig, som er første del af vejen til handling. Han får ingen beviser. Ingen forsikringer. Kun et ord. Som Søren Kierkegaard engang sagde det: ”I kristendommen følger beviset altid bagefter. Vantroen derimod begynder med beviset”. Og allerede mens han er på vej, møder tjenerne ham med nyheden om, at hans søn lever.

Denne lille scene minder mig om fortællingen om den fortabte søn, som efter et liv med nød og sult beslutter sig for at vende hjem til fødegården. Men endnu før han er nået helt hjem, kommer hans far ham i møde; omfavner ham med kys og kram og giver ham livet tilbage. Allerede mens han vandrer afsted, sker forandringen, og håbet kommer ham i møde.

I Sørensens vandringsmand skal vi lægge mærke til staven. Staven er det, der støtter manden i hans vandring. Staven er rød som kærligheden; som kærlighedens ord fra Gud, der støtter ham i hans vandring. 

For embedsmanden er staven det ord, Jesus har givet ham. Han støtter sig til ordet. I ham begynder troen og håbet ikke med et bevis eller med et under. Ligesom det heller ikke altid vil gøre for os. Det begynder med en tro og med en overbevisning. Embedsmanden ved ikke, om hans søn lever, da han vender om. Og på den lange vandring er embedsmanden ganske sikkert også kommet i tvivl. Men hans tro sætter alligevel gang i en bevægelse. Troen flytter ham, og håbet om forandring får ham til at gå.

Troen på forandring, får ham til at gå. Grundtvig skriver det på denne måde: ”Ordet skaber hvad det nævner” (DDS 319).

Nogle gange passer det ikke. Jeg kan ikke sige ”Jeg vil være rig”, og efterfølgende bliver jeg rig. Men andre gange er det sandt. De ord, vi bliver mødt af, påvirker os og er med til at skabe vores virkelighed. Sender vi hinanden ud i morgenstunden med et kram og et ”Hav en rigtig god dag!”, så er der gode muligheder for, at dagen bliver god, fordi den mødte mod og håb lige fra morgenstunden. Sender vi derimod hinanden afsted med et ”hav nu en rigtig elendig og dårlig dag”, så er der stor risiko for, at dagen faktisk også bliver elendig.

Ordet skaber, hvad det nævner. ”Din søn lever” siger Jesus til embedsmanden. Men disse ord bevirker ikke blot helbredelsen af en syg dreng. Hvad er en søn også? For en mand og en familie på denne tid, er en søn også endnu et slægtled. Sønnen er fremtiden. Sønnen er, at familien lever videre, selv når de dør. Ja, og måske er sønnen også Jesus selv, der som Guds søn skal dø og genopstå til livet. Et liv, som vi skal leve på!

Den kongelige embedsmand får med Jesu ord ikke kun en rask søn tilbage. Han får hele sit liv og sin fremtid givet ved de ord. Ved Jesu ord kan han og vi få mod og kræfter til at rejse os og leve. Ligesom det sker ved døbefonten og som det sker hver gang, vi fejrer nadver. Ordet tilsiges os. Freden gives os i vand, i brød, i vin og i ord. Vores opgave er at åbne os for det, tage imod det og tage det med os på den vandring, vi efterfølgende begiver os ud på. For det virker – allerede mens, vi er på vej.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
 Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
 og i al evighed.

Amen.