Fra os selv er vi frelst

Prædiken til påskedag (II) d. 17. april 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 28,1,8. Salmer: 224 – 840 – 829 – 218 – 236 – 227,9 – 234. 

Påskemorgen overvælder mig altid, ligesom kvinderne ved den tomme grav: dagen indeholder stor glæde, men også frygt og undren.

Påskemorgen møder os med den påstand, at døden ikke har det sidste ord hos Gud. Døden som bandt os, og kastede mørke skygger ind over vores liv, er nu forandret. Jesus døde langfredag på et kors. Men påskemorgen er han stået op, da kvinderne kom ud for at se til ham. Han brød med døden for vores skyld for at vise os, at døden ikke har det sidste ord hos Gud.  Gud er livets Gud, håbets Gud, i hvis lys, vi kan leve vores liv.

Døden lå som en lænke om vores hals. Men nu er vi givet fri af Guds kærlighed til at leve frit, uden at være tynget af dødens lænker. Vi er fri-halset. Vi er frelst.

Men min undren over denne dag er bl.a., hvad denne frelse vil mig i det enogtyvende århundrede? Var jeg eller er jeg bundet og lænket til døden? Har jeg brug for at blive frelst?

På Horsens Kunstmuseum hænger Michael Kviums billede ”Handlingen” (skærm). Da jeg mødte det, blev jeg ramt af samme undren, som med påskemorgen: at jeg ikke kunne se, hvad der foregik og hvad jeg skulle bruge billedet til. Jeg havde svært ved at spejle mig i det.

Kvium malede billedet som en del af en serie, han kaldte ”arvtagerbilleder”, med det overordnede spørgsmål: Hvad er det vigtigste, vi som mennesker arver eller lærer af historien?

Hvad ser vi?

Det er som om, vi ser det modsatte af handling. Vi ser et gråt billede. Et lukket rum uden vinduer og udsyn. Vi ser en nøgen mand, med ryggen til beskueren, indkroget i sig selv. På hans venstre arm er et armbåndsur. Med hans højre hånd hælder han et glas vin ned i en kop, og dér bliver det til vand. På væggen hænger et spejl, som ingenting spejler. Der kommer ingenting ind i billedet, og der kommer ingenting ud.

Og på rammen er der udskåret små babyfostre med navlestrenge. Men navlestrengene går bare i ring. Til et lille babyfoster – det spæde lille liv – tilføres der ikke noget liv.

Hvad er det vigtigste, vi som mennesker arver eller lærer af historien, spørger Kvium?

Med dette billede svarer han, at mennesket arver sig selv – mest af alt. Arver evnen til kun at tænke på sig selv, uden indblik og udsyn til andre mennesker. At mennesket lærer og arver den evne at ødelægge alt omkring sig, at være indkroget i sig selv, og gøre magisk vin til middelmådigt vand. Og at mennesket arver en krop, som, ligegyldigt hvor meget vi klæder den på eller træner den op, er udsat for sig selv og sin dødelighed. Og på armbåndsuret kan mennesket se, at tiden går og snart rinder ud, hvis kroppen ikke allerede havde fortalt ham om det.

…

Kviums billede hænger på museet, og bliver som sådan ved med at taler ind i vores tid og vores sted. Jeg spørger mig selv, om han har ret? To markante begivenheder minder mig om billedets pointe.

Da sommeren 2021 ramte os med sin juni-lune, var det som om, vi var urørlige. Vi havde kvalificeret os til EM. Ingen kunne stoppe os. Heller ikke da vi spillede åbningskampen i Parken mod Finland. Men så skete det, som ikke måtte ske. Eriksen faldt om, og alt blev tyst. Og alt andet blev lige meget, undtagen Eriksens liv som ikke måtte slutte der.

Vi blev ramt af menneskeligheden og af vores dødelige krop. Vi vidste det måske godt allerede, og det kan lyde klichefyldt at nævne det. Men denne aften blev det en meget tydelig fælles erfaring, at selv det stærkeste menneske kan falde.

Og da vi stod op d. 24. februar i år til nyheden om, at Putin var gået ind i Ukraine, var det lidt som om, vintergækkens tegn på håb blev erstattet af Sibirisk koldkrigskulde. Vi blev ramt af menneskeligheden og menneskets arvelige evne til på få sekunder at rive ned, hvad andre har brugt utallige kræfter på at bygge op. At gøre magisk vin til ikke bare middelmådig men middelalderlig vand. Til at ødelægge verden for andre og for sig selv.

…

Jeg spørger igen: Har jeg brug for at blive frelst?

Ja, og mest af alt fra mig selv! Fra det jeg arver og det jeg har lært – eller rettere ikke har lært. Jeg har brug for påskemorgen, fordi den møder mig med budskabet om, at livet er så uendelig meget større end mig selv. At livet og Guds kærlighed er større ed det, jeg arver og det, jeg ikke har lært! Fordi denne morgen møder mig med påstanden om mere dybde, end jeg selv kan bære; møder mig med mere håb, end jeg selv tør tro. At det mørke, der gang på gang overgår mig som menneske, nu har fået modstand og kamp til stegen – ja, er blevet besejret: at Guds liv og kærlighed er større end mig!

Påskemorgens åbne grav er en modfortælling til Kviums billede.

Påskemorgen løber kvinderne fra graven. De er givet fri. De er fyldt af glæde og frygt. Modsat Kviums mand har kvinderne fundet mod til at rejse sig ved mørkets grav, og tage derfra. De er ikke længere bundet til mørket, men født på ny til lyset!

Påskemorgen får vi tegnet på, at det magiske og mirakuløse i vores liv aldrig er ovre. Vin skal ikke bare blive til vand, men vand skal blive til vin, ligesom Jesus viste i det første tegn, han gjorde, til brylluppet i Kana. Gennemsigtighed skal blive til fylde og smag; det skal få farve og nuancer.

Og påskemorgen bryder med urets fortælling om, at tiden rinder og snart rinder ud. Det er ikke fordi, tiden bliver sat i stå påskemorgen, eller sat ud af spillet. Men påskemorgen er tiden for altid forandret: den tid, der kommer til os, er lys. Den tid, der kommer, er fyldt af håb. Kvinderne løber ikke ud i et ingenmandsland. De løber ud for at møde Gud; for at møde det ansigt de kender og holder af. De løber ud fordi der altid er noget at løbe ud til, og altid noget at løbe for!

…

Lige så virkeligt og aktuelt Kviums billede er, lige så virkelighedsnær og håbefuld er påskemorgens fortælling. Da Eriksen efter et par timer sendte et billede af sit livlige selv fra Rigshospitalet, omfavnede vi hinanden, og samlede os i bøn og taknemmelighed. For livet sluttede ikke der!

Ligesom at vi i disse dage samler os som mennesker, som nation og som verden imod den uretfærdighed, en krig er. Vi samler os, og ser ikke bare stiltiende til, at menneskets ondskab endnu engang bryder ud.

For vi tror på noget andet, og vi holder fast i håbet fra påskemorgen! At Gud bevægede sig fra dødens mørke ud i lyset. Og at vi må gøre det samme, når mørket rammer os.

Vi kan ikke altid sige det til os selv. For vi arver for meget af det indkrogede menneske. Men netop derfor kom han til os. Derfor stod han op påskemorgen for at vise os, at han går med os: ind i ethvert mørke, vi lander i, og henter os ud i lyset og livet igen. Døden har ikke længere det sidste ord. Vi er sat fri. Vi er frelst.

Glædelig påske!

Amen!