søndag den 20. marts 2022

Det djævelske

 Prædiken til tredje søndag i fasten d. 20. marts 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 8,42-51. Salmer: 826 – 448 – 390 – 36 – 69,5-6 – 613.   

Det fyger med ord i evangeliet om det djævelske, om løgn, om det dæmoniske og det at tilhøre djævelen. Vi er landet lige midt i et skænderi imellem Jesus og jøderne om forståelsen af, hvem Jesus er og hvilken Gud og hvilket menneskesyn, han repræsenterer.

Det er ikke ligefrem muntert at lytte til. Og når man hører det først, tænker man måske, at det forekommer lidt gammeldags at tale om djævle og at tilhøre djævelen. Hvad har det med os at gøre?

Særligt hvis man sætter forestillingsevnen i gang og begynder at se djævlebilleder for sig, bliver det mærkeligt. Det traditionelt lille blodrøde djævelske menneske med horn i panden, ild omkring sig og den spidse trefork i hånden. Det virker lidt oldnordisk og det virker lidt barnligt.

På den anden side slog det mig forleden dag, at der ikke skruet ned for djævelen på biograflærredet, eller generelt skruet ned for at portrættere ondskaben i mennesket. Jeg lavede en hurtig søgning på google, som viste, at der de seneste tre år er lavet fem spillefilm med djævelen som hovedperson. Det er da en del! Og selvom jeg synes, at djævelen med horn og ild osv. er lidt barnligt, så er det stadigvæk sådan, djævelen eller det onde portrætteres. I mørke, rødlige nuancer, med tvivlsomme og udefinerbare øjne, og et handlemønster, der ikke er til at regne ud.

Jeg tror, det dæmoniske eller djævelske fylder noget i kunsten og kulturen, og i bredere forstand fylder det onde en hel del, fordi det onde helt åbenlyst også er en del af os og af vores verden. Og derfor har vi brug for at italesætte det. Det gode og det onde lever side om side, og gang på gang bliver vi overraskede og slået tilbage af den ondskab, vi kan møde. Se nu blot, når vi i disse dage åbner for nyhedskanalerne. Ondskaben har – for mig at se – overrasket på ny i det, vi ellers troede var en verden med fredelig sameksistens.

Også her i kirken taler vi om det onde og det djævelske. Det er kun et par minutter siden, vi stod ved døbefonten for at døbe Nora. Her svarede hendes gudfar ja til at forsage djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Sådan lyder formuleringen i trosbekendelsen, som vi bekender hver eneste søndag. Men det er netop en forsagelse: altså vi siger nej til det onde. Med forsagelsen som en del af trosbekendelsen gør vi det klart, at det onde skal fylde mindst muligt i vores liv. Vores tro er en tro på det gode, på trods af det onde. Derfor begynder vi med at tage afstand fra alt det onde, for det ondes gerninger og det ondes væsen – særligt ved dåben og ved indgangen til et lille nyt liv. 

Det giver mening, når vi sidder med et barn i armene at sige højt: Ja, det onde skal fylde mindst muligt i det lille nye liv. Og at vi med dåben og al vores kærlighed og omsorg fylder barnet med troen på det bedste i livet. 

Men spørgsmålet lurer stadigvæk, hvad det onde egentlig er, også i et voksent, levet liv. Eller ligeud: hvad er djævelsk eller dæmonisk? I evangeliet siger Jesus det på denne måde: at djævelen eller det onde farer med løgn og taler ud fra sig selv.

Jeg tror, løgnen og det selvoptagede er noget af det, der både drager os og skræmmer os, når vi møder det på et lærred. Det kan være forførende, når noget bliver ved med at narre os og drive os ud på kanten af det gode. Det djævelske er listigt og ikke altid til at aflure. Og på film kan vi holde til at være i det, fordi det netop kun er fiktion. Vi kan acceptere, at det djævelske er utilregneligt og kun fikseret på egen vinding, fordi vi ved, at filmen snart slutter, og uden for biografen er verden tillidsfuld igen. Ja... eller det troede vi i hvert fald, at den var.

Men hvad er det modsatte, og hvordan siger vi det djævelske imod? Ja, det siger næsten sig selv. Jøderne i evangeliet tror, at Jesus er dæmonisk og at han kommer fra det onde selv. Men han afviser og siger: Jeg er ikke dæmonisk, for jeg søger ikke min egen ære. Underforstået: Jeg søger Guds. Det er det modsatte.

Det djævelske er tale ud fra sig selv, og kun forfølge sin egen fordel. Men det karakteristiske ved Jesus er netop, at han i sit liv er til for de andre, og ikke for sig selv. Og dét er både nyt og overraskende for jøderne. Måske er det derfor, de bliver så meget i tvivl om, hvem Jesus egentlig er, og tror, han er en dæmon. De kan ikke regne hans handlemønster ud. Jesus overrasker ved hele tiden ved at pege på de udstødte, ved at være der for de glemte, dem som ingen vil tale med, dem som ingen andre tør røre ved. Og Jesus giver dem livet tilbage, ud fra det menneskesyn, at vi lever af det, vi får fra hinanden og giver til hinanden.

Hvad har vi i vores liv, som vi ikke har fået? En hel del, vil nogen måske sige. Jeg har tilkæmpet mig en hel del selv i mit liv, som ingen andre end jeg selv kan og skal tage æren for. Min karriere. Min formue osv. Og alligevel: når alt kommer til alt, og jeg nærmer mig det basale i livet, så var jeg helt fra begyndelsen af mit liv afhængig af et andet menneske, og det er jeg stadigvæk. Afhængig af kærlighed, af omsorg, af nærvær som jeg ikke kan give mig selv. Det er noget jeg får. Og derfor har jeg også pligt til at give det videre.

Det er den tro, vi møder her i kirken, og det er det bud, evangeliet sender os ud af kirken med i dag: ikke at være centreret om os selv, men om at have øje for den anden, og give det liv videre til hinanden, som vi har fået.

Virkeligheden er barsk: nemlig at det dæmoniske og det djævelske er i verden, og er en del af os. Det er tydeligt for enhver. At vi også selv i større eller mindre grad pendulerer ind og ud af det djævelske – ind og ud af selvoptagetheden. Men det skal ikke slå os ud af kurs. Det skal tværtimod skærpe vores fornemmelse for, at vi ikke magter vores liv selv, og derfor må stå sammen om at være i det.

Det er, kan jeg godt mærke, stadig lidt mærkeligt for mig at tale om det dæmoniske og om djævelen. Og lad os bare fra nu af tale om det onde i stedet for. Men ved at gøre det, anerkender jeg også den virkelighed, der er omkring mig, hvor det gode og det onde lever side om side. Og ved at gøre det, bliver jeg bevidst om, at det onde skal fylde mindst muligt. Det har jeg brug for at sige til mig selv – særligt også i denne tid med krig.

Evangeliet afsluttes med Jesu ord: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” Hvordan giver det mening, og hvordan kan Jesu ord til os i dag gøre, at vi aldrig skal se døden?

Jeg tror, vi skal forstå ordene helt nært. Et evigt liv er at blive givet livet tilbage, hver gang man er ved at miste det. Og det kan kun ske, fordi der er en anden, der ser dig. At der er en anden, som deler sin kærlighed med dig, og som ikke koncentrerer sig om sig selv.

Måtte vi få mod og kræfter til at være netop det menneske for hinanden. Og måtte Gud være den for os!

Amen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar