TÆNK

Prædiken til femtende søndag efter Trinitatis (II) d. 25. september 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 10,38-42. Salmer: 754 – Syng for alverdens urolige hjerter – 441 – 411 – 400v2 – 727.

”Evnen til at fordybe sig i helt eksistentielle spørgsmål som: ”hvad er det gode liv?” og ”hvordan indretter man et retfærdigt samfund?” beriger ikke kun vores eget liv, men er helt afgørende for vores fælles liv, for vores samfund og demokrati”. Sådan udtaler psykologiprofessor Sven Brinkmann i et interview ved udgivelsen af hans seneste bog: TÆNK.

I bogen kalder Brinkmann til forsvar for det at tænke. Vi skal give mere plads til tanken. ”Tankefuldheden har fået trange kår i den moderne verden” siger han.

For Brinkmann handler det om at finde tilbage til det særlige ved at være menneske: at vi kan bruge vores tanke og vores fornuft, og på denne baggrund skabe vores samfund. Mennesket har rod i et indre liv, hvor vi kan tænke en dyb og selvstændig tanke, og den vej igennem skærpe både vores egen og den andens tænkning – ja i virkeligheden den fælles tænkning. ”Det er jo netop den kritiske tænkning der adskiller os fra dyrene.” siger han. ”I modsætning til dem er vi ikke kun styret af vores drifter eller umiddelbare behov. Fornuften sætter os i stand til at hæve os op over det rent instinktive, som dyrene handler ud fra.”

Men for Brinkmann er det også et opgør med en tendens i tiden, hvor vi i højere grad glemmer at tænke os om, og give plads til fordybelse. Det handler ganske enkelt om dannelsen af os som mennesker. Skolen var f.eks. tidligere et sted, hvor børnene havde et ”helle”. Her blev der ikke tænkt i nytte for samfundet. Børnene var frie. ”Men i dag”, mener Brinkmann ”handler undervisningen desværre mere om at klæde børnene på til arbejdsmarkedet, at træne dem i nyttelogikken, som skolerne ellers var undtaget fra før.”.

”Jeg er overbevist om, at netop evnen til at tænke kritisk er en sådan størrelse, hvor vi overskrider både egne og lokale grænser og lærer at sætte os i andres sted. På den måde er det også en forudsætning for hele vores demokrati.”

Så vidt Sven Brinkmann.

Tænkning er forudsætning for hele vores demokrati, siger han. Og jeg er ret enig. Nogen vil sige, at tænkning er dovenskab. Men Brinkmann har en væsentlig pointe i kritikken af det samfund, der ruller afsted bare for at rulle. Det samfund som uddanner børn til at være robotter på arbejdsmarkedet, hvis han har ret i den påstand. Hvis vi ikke skaber tid og rum til at tænke en selvstændig, kritisk tanke, så udvikler vi os ikke som samfund. Så går vi i stå i maskineriet. Så spirer der ingen nye ideer, som kan udvikle det liv, vi lever.

…

Fortællingen om Martha og Maria, som vi lige har hørt, spejler forskellen mellem på den ene side det tankefulde liv, udtrykt hos Maria, og det nyttige og handlekraftige liv hos Martha. Og måske ville Brinkmann, ligesom Jesus afslutter dagens evangelium, også sige, at Maria har valgt ”den gode del”.

For som vi hører det, er Maria god til at lytte. Hun sætter sig til rette for fødderne af sin herre, og lytter til hans ord, da han besøger søstrene. Hun udstråler en indstilling til livet, som også handler om at tage imod, at lade sig inspirere og give rum for tanken. Hvorimod Martha står ved siden af og er irriteret over, at alt arbejdet med at gøre klar til gæsten falder på hende. For Martha er den handlekraftige. Hende der går til hånde. Hun repræsenterer nytten.

Skal vi nu til at vælge imellem de to, kunne man spørge – vælge imellem det tankefulde liv og det nyttige? Nej, det tænker jeg ikke er hverken evangeliets, Jesus eller Brinkmanns pointe. For det tankefulde liv er netop et liv, der også fører til handling. Brinkmanns pointe er, at vi skal give rum for tanken, så vi netop står mere velovervejede, mere oplyste, mere dannede i vores samfund, og med os selv, når vi skal til at handle. Tanken skal danne fundamentet for vores liv med hinanden. Ordet og overvejelsen, skal få krop og liv. Men netop også i den rækkefølge: tanken først, og så handlingen. Ellers går det galt, som Brinkmann var inde på. Så ender vi som ukritiske robotter uden udvikling. Vi ender med ikke at tage det liv alvorligt, vi har fået givet.

…

Vi skal ikke vælge imellem Martha og Maria – handlingen og tanken – men i stedet få øje på, at både Martha og Maria har plads i vores liv, og plads i et virkeligt menneskeliv, hvor tanke og handling, ord og krop går hånd i hånd.

Den gode del, som Maria sidder midt i, får handling og virke gennem Martha. De to søstre udtrykker på hver deres måder to sider af samme liv. Og på mange måder udtrykker de også to sider af troen: at troen både er et ord til den enkelte, et tilsagn om kærlighed fra Gud, som vi bla. modtager i dåben, som vi kan tage til os og grunde over, tænke over. Men at der af troen også udspringer en handling og aktiv ageren i livet over for vores medmenneske. Hvis troen kun var til hovedet og tanken, var den ingenting værd. Kærlighed har også hænder og fødder. Troen skal også omsættes til liv og til glæde for andre.

Og ham, som de to søstre har fået besøg af, Jesus, er selv et udtryk for begge sider. I Johannesevangeliet står der om Jesus, at han i begyndelsen var et ord. Før han blev menneske og blev til, var han i tanken. Men så skete det julenat: ”Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os” som der står. Ordet fik krop i Jesus Kristus. Gud fik en plads iblandt os. Troen fik liv.

Og det er hans velsignelse og hans liv, vi tager med os, når vi går her fra kirken. Det er Guds bevægelse fra tanke til handling, fra ord til krop, som vi får del i her i kirken, og som vi kan tage med os og gøre til virkelighed i vores liv.

…

Martha og Maria rører noget i mig. Jeg er helt ærligt ikke særlig god til at afsætte tid i min hverdag til at lytte til mig selv og til at tænke. Min kalender er fyldt med møder, opgaver og aftaler. Og jeg kan sagtens se en tendens i min kalenderplanlægning som hedder: ”Hov, der er da et hul og en time, hvor der ikke sker noget… det kan jeg da bruge på at lave det og det og det…” Og på den måde efterlader jeg ikke meget tid til tanken. Jeg efterlader ikke megen tid til faktisk at tænke mig om!

Måske kender I det også?

Og omvendt ved jeg, hvor givende de stunder er, hvor jeg f.eks. tager mig tiden til at vandre en tur, uden forstyrrelser. Og roen og stilheden, som på mange måder virker unyttigt, bliver alligevel nyttigt, fordi jeg giver plads til tanken, og giver plads for andre end mig selv. Jeg giver plads til at åbne sindet for noget nyt, noget andet, noget anderledes, en anden.

Da den etiopiske hofmand fra Apostelens gerninger er på rejse, da hører vi, at han læser noget, han ikke forstår. Det virker dumt og unyttigt. Men i sammenhæng med evangeliet er der måske alligevel noget befriende i det – også for ham selv – og måske noget, vi kan inspireres af. For det fantastiske er jo, at det netop er der, hvor unyttigheden råder, og han ikke forstår, hvad han selv laver, at han bliver mødt af noget nyt: han bliver mødt af et nyt menneske, Filip, som slår følgeskab med ham. Og al denne unyttighed ender med intet mindre en dåb og glæde.

Jesus siger om Maria: ”Hun har valgt den gode del”. Mon vi kan gøre det samme – bare en gang imellem? Det virker til, at vi har Guds velsignelse til at tænke os om og lade os indfange af tanker og ideer, der kan inspirere til vores liv med hinanden.

Amen.