Mine ord skal aldrig forgå

 Prædiken til Anden søndag i advent (I) d. 4. december 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 21,25-36. Salmer: 733 – 448 – Der er noget i luften – 274 – 86v5 - 117.

”Himmel og jord skal forgå” siger Jesus, ”men mine ord skal aldrig forgå.” Jeg overvejer, hvad Jesus mener med det? Hvad betyder det, at hans ord aldrig skal forgå? Hvad betyder ”ord” i denne sammenhæng, og hvad betyder hans ord til os?   

… 

Jeg kommer til at tænke på en scene fra Matador. Da Mads Skjern er på vej til at udvide sin virksomhed, og bygger en ny fabrik, bliver han stævnet af sagfører Skjold-Hansen, fordi byggeriet er ulovligt opført på Fernando Møges grund. Men Skjern forstår det ikke. Hvorfor er de alle sammen imod ham? Bringer han ikke liv til byen? Bringer han ikke arbejdspladser til byen? Hvorfor skal han nu straffes? 

Da stævningen kommer, sidder han i sin lille stue sammen med Ingeborg. ”De vil af med mig” siger han og bryder næsten sammen. ”Otte års arbejde! Og vores gode navn, som nu skal trækkes i skidtet. Betyder det ikke noget? ”. ”Jo, Mads” siger Ingeborg, ”men ikke mest.”. ”Men hvad betyder så noget – for dig?” spørger Mads og kigger på hende. ”Det betyder noget…” siger Ingeborg, ”det betyder noget at se dig i øjnene og få at vide, at du elsker mig.” Og de to omfavner hinanden.

For Ingeborg er virksomheden og navnet ingenting. Det der betyder noget, er at blive set i øjnene, og høre ordene ”jeg elsker dig!”. De ord har mere betydning end noget andet. Og når hun først hører dem, så kan alt andet sejle. Så kan dommedagen skylde ind hende; bringe skræk, angst og rådvildhed med sig. Ordene bekræfter hende i det vigtigste forhold i livet: i kærligheden. Og da er hun tryg, da kan hun leve. 

… 

Ord har betydning. Det kan lyde banalt at sige sådan. Men det er ikke ukendt for os, at vi helst vil forholde os til faktuelle sandheder og det, som siges at være videnskab. Vi vil helst gerne styre efter det, vi konkret kan se, mærke og høre. Og hvad er et ord i sådan en sammenhæng? Ord kan være flyvske, upræcise og usande. Og vi vil gerne have noget beviseligt. Det er det, vi kan bruge til noget.

Af og til sker det også, at nogen kommer hen til mig og gerne lige vil nævne, at de altså kun læser illustreret videnskab og aldrig kunne drømme om at tro på Gud eller sætte deres ben i kirken. Nej, for her taler vi jo om tro. Her taler vi i ord, bøn og ritualer. Og kan det nu bevises? 

Nej, ord kan ikke bevises, som sådan. Det talte ord kan ikke gribes i luften eller undersøges i et mikroskop. Men derfor er ord ikke uden betydning. Ord kan tros på. Og min påstand er, at det ord vi tror på, også kan skabe være af mere afgørende betydning, end noget andet beviseligt eller videnskabeligt.

…

Det beviselige i sætningen ”Jeg elsker dig” er, at der er tre ord, der er sat sammen til en grammatisk sætning. Og alene gør ordene ingenting. De kan stå på et papir og være som papir: tynde, flade, intetsigende. 

Men tager du ordene til dig, eller giver du ordene videre til et andet menneske – siger dem højt – så er der ingen grænser for, hvor stor betydning netop de tre ord kan få. Da mangedobles ordenes værdi. Da springer ordene ud som et skud af Isajs stub og skaber liv. For så er det pludselig ikke bare bogstaver på et papir. Så er det ord af kærlighed. Ord der fortæller dig: her er du i tryghed. Her er der én, der er klar til at gribe dig, elske dig, kæmpe for dit liv. Her kan du folde dig ud. Her kan du være. Alene er ordene værdiløse. Men bliver de sagt, og bliver de troet på, er deres værdi uendelig.  

Som når brudepar står hernede foran alteret, og siger JA til hinanden. Det JA kan man ikke forstørre op som kærlighedsforsker. Men det kan mærkes, og for brudeparret skaber netop det JA en ny virkelighed. 

Eller som med de ord, vi har fået med os fra dem, vi har mistet. De ord findes ikke under en lup. Men derfor findes de alligevel, de har betydning. Vi bærer dem med os, og de ord skal aldrig forgå.

Sådan kan ord skabe en virkelighed, der er dyb og evig. Fuld af håb.

…

Men på den anden side er det også bare ord – når folk siger noget vigtigt til os eller giver os deres JA. Hvordan kan vi vide at det passer, spørger vores skeptiske jeg? Mon ikke også flere kender til, når ord brydes? Når ægteparrets JA går i opløsning? Eller når den mundtlige aftale pludselig ikke overholdes, og vi mangler beviset for aftalen, fordi den ikke blev skrevet ned, men – i gåseøjne – kun blev sagt med ord.  

Der ligger også skrøbeligheden i ord. Lige så fantastisk vores verden kan blive af de rigtige ord, lige så mørk kan den blive. Eller som et ordsprog siger det: Et venligt ord varmer tre vinter. Et uvenligt ord giver kuldegysninger midt om sommeren.

…

I adventstiden venter vi på et ord. Det er det evangeliet fortæller os i dag, hvor Jesus siger, at himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ikke forgå. Guds Søn er et Ord – logos, som det hedder på græsk, som betyder ”ordet” – som tager bolig iblandt os. Som vil være en del af os. Det er det, der sker juleaften, når det lille barn fødes.

Gud bliver et ord iblandt os – et guddommeligt ord, som vi møder her i kirken; i evangeliet, i ritualerne, i sakramenterne. Ord om kærlighed, tilgivelse og fred. Og det ord skal vi tage til os. Det bliver givet til os juleaften. Og derfra er vores opgave at tage det til os. At lade ordet slå rod i vores hjerter. At tro på det.  

Da nyheden om barnets fødsel når hyrderne på marken, synger englene for dem: ”Fred til mennesker”. Og det kan lyde tosset at sige fred på jord i denne tid. For der er jo ingen fred – i hvert fald ikke alle steder. Men ordene er på den måde med til at skabe, hvad de selv nævner. Og med ordene udtrykker vi, hvad vi håber på.  Hvis vi ikke nævner freden og lader vi ikke freden komme til os, hvordan skulle den da ellers kunne sætte sig og gøre sig gældende? Det er det, der er så magisk juleaften. Ordet bliver født iblandt os. Håbet og troen på fred bliver sagt højt, også selvom der ingen fred er. 

Ligesom andre ord i kirken. Dåbens ord, som fortæller os, at vi er elskede og sete. Det er jo ikke uden betydning, netop at give sådanne ord med til det lille nye liv. Eller nadverens ord: At Gud er til stede iblandt os med al sin kærligheds rigdom, og fra knæfaldet kan vi frimodigt gå videre, fordi Guds ord har ramt os – fordi tilgivelsen er givet til os, og vi tog imod i brød og vin. Eller velsignelsens ord, der rammer os både som et ønske og som en konstatering: Du er velsignet. Guds ord er allerede plantet i dig. Gå da frit! 

Det er det, der betyder noget, Mads Skjern! Det er at høre ordene om fred – om kærlighed – at tage dem til sig, og lade ordene slå rod og være styrende for vores liv. Ikke alt muligt andet. Og så kan hverdagens trængsler og mindelser om dommedag bare komme an. Himmel og jord kan forgå. Bare ordet består, så har vi kimen til alt godt i os. Så er håbet nært!

…

Der er et ord på vej til os. Der er noget i luften. Vi skal se menneskesønnen komme til os som et barn, som logos, som ordet i midten. Ordet har indtil videre haft 2022 års mulighed for at forsvinde helt ud af vores verden. Men det er ikke sket endnu. Hans ord skal aldrig forgå.

”Tag jer i agt” siger han. Forbered jer på, at det kommer. For det vil, som et skud på en stamme om foråret, love om bedre tider. Hvis vi tager ordet til os. Hvis vi tror på det!

Amen