Prædiken til juleaften 2022 i Brabrand Aarslev Kirker. Lukasevangeliet 2,1-14. Salmer: 94 – 119 – 104 – 121.
Når du ser et stjerneskud, må dit ønske flyve ud.
Stjerneskuddet er en lille bevægelse på himlen, som et glimt for øjet og så
kort som et øjeblik. Alligevel giver det dig lov til at drømme og ønske de
største ønsker, til at håbe på alt det bedste for dig selv og for hinanden. I
det lille glimt ligger den store ønske. I den lille handling ligger kimen til
den store forandring.
Sådan er det på himlen, og sådan er det også ofte lige her,
hvor vi lever og bor. Hvis du vil løbe et maraton, begynder du med den lille
løbetur, og løber dig stærk og klar. Vil du forbedre miljøet, kan du ikke ændre
alle danskeres indstilling, men begynde hos dig selv, f.eks. med at
affaldssortere. De store forandringer sker ikke nødvendigvis på den store
scene, men begynder i det nære hos os hver især.
…
Og alligevel er vi jo også bare mennesker, der elsker at
springe over, hvor gærdet på komfortabel vis er lavt, og hvor vi slækker lidt
på vores drømme og håb.
Tidligere
i år ringede en lytter ind til Mads og A-holdet og spurgte, hvad hun
skulle gøre på Black Friday. I hele sit liv havde hun forsaget den dag og
forbrugerismen. Hun havde huset fyldt af genbrug. Det var hendes måde at
beskytte klimaet på – i den lille handling.
Men
nu var der bare sket det, at vaskemaskinen var stået af. Og kunne hun så – med
hjertet og samvittighed i behold – benytte sig af alle de gode tilbud på Black
Friday? Maskinen på tilbud var jo allerede produceret, og hvis ikke hun
købte den, ville en anden nok gøre det. Så måske betød det ikke så meget i det
store og hele, om hun slog til?
Og så
var der VM i Qatar. Jeg tror, de fleste var enige om, at Qatar aldrig skulle
have haft værtskabet. Menneskesyn og menneskeliv blev smidt på porten, og 10 år
senere stod vi med væsentlige overvejelser, om vi først ville sende vores
landshold afsted? Og efter en masse mellemregninger kom spørgsmålene til den
enkelte, om vi ville se kampene eller slukke, fordi vi tror på noget andet end
det land repræsenterer; slukke i sympati for de mange mennesker der blev og
stadig bliver undertrykt i landet?
Men,
var der flere der sagde, når nu kampene alligevel blev vist i fjernsynet, og
mange andre også så det, så… betød det måske ikke så meget, om vi også selv så
én kamp eller to. Hvad kunne det betyde det i
det store og hele?
…
I korte
øjeblikke – i små glimt – ved vi, at vores egen lille handling også kan
forandre noget større, hvis vi alle gør vores lille del. Og i døgnets milliard
andre øjeblikke gør vi så det modsatte. Og sådan er det – må jeg hellere sige!
Vi
var flere, der så lidt VM-kampe, selvom vi mener, at vi har vores moralske
kompas i orden. Og Hella Joof grinte også kun kærligt af den søde lytter i A-holdet;
sendte hende kærlighed, tilgivelse og lovning på, at hun var god nok,
selvom hun også lod sig friste.
Men
præcis der, vor vi springer over, ikke har modet eller ikke vil løbe den helt
store risiko, da begynder Gud hos os. Derfor er dette kirkerum så særligt: her
er det altid Gud, der begynder hos os, og i aften bøjer han sig mod os og
lægger kimen til det gode i det lille barn i krybben.
Juleaften
er, at Gud – som et stjerneskud – begynder i den lille handling og derfra vil
skabe den store forandring. Han løber den risiko, vi ikke altid er
parate til at løbe, og handler præcis der, hvor ingen havde set det komme.
Hvor vi
spørger: ”hvad nytter det i det store og hele?” og springer over, da sender Gud
sit barn i vores arme.
…
Gud
begynder i det små. Og dén handling er i grunden en ret risikofyldt affære. For
på den måde lader Gud det være op til mennesker at passe på sig ham. Nu er det
op til Maria og Josef, hyrderne og vismændene, og alle os andre at passe på ham
og bære ham med. At sørge for at den fred, han kommer med, bæres videre af os.
Deles imellem os. At det lys, han kommer med, lyser op i hver enkelt stue og
hjerte.
Sådan
viser Gud sig for os, som en kærlighedskraft der tør tage chancer og som
opsøger risikoen. Som bor i det uventede, som kalder på de forkerte, som har
omsorg for dem, der hader ham, og som dør for sine dræbere, som vi hører om i
påsken. Som ikke skal kendes på det store, på kraftudfoldelser og
mægtige ceremonier, men som findes hos hver enkelt af os i vores favn som et
lille barn.
…
Og er
det ikke også sådan, kærligheden er imellem os? I kærligheden tager vi chancer
for hinanden, gør det uventede for hinanden, er klar til at gå gennem ild og
vand for hinanden – i tillid til at den anden også passer på os. Sådan sender
Gud sin kærlighed til os som et barn. Og når vi åbner os selv og gør os
sårbare, er det både med risiko for at blive såret og forladt – ja – men vi
løber gerne risikoen, fordi glæden ved det modsatte – ved at blive taget imod og
holdt om – langt overgår alt andet.
Sådan
er det med den store kærlighed. Men også i det daglige, hvor vi begynder i det
små. Hvor jeg sender et smil til
dig, og du får lyst til at give den næste en hånd med. Der hvor jeg åbner en
lille lem for dig, og du får kræfter til at åbne en port for en anden. Der hvor
jeg giver et frø til dig, og du får mod til at plante et træ.
…
I den lille handling begynder den
store forandring. Sådan forkynder julen for os. Sådan kommer Gud til os.
Da englen kom til hyrderne på marken,
fortalte den om tegnet: at de skulle finde et barn, som var svøbt og lå i en
krybbe. Englen lagde et lille ord og en opgave i deres indre om at finde;
om at gå på opdagelse efter barnet i det skjulte, som ville kræve deres
opmærksomhed; som de skulle passe på, have omsorg for og dele med hinanden.
Når vi går herfra i dag, sendes vi ud
på samme opgave. Gud er kommet til os i det nære og i det skjulte, og vi sendes
ud for at finde barnet; barnet i vores medmenneske, som har brug for omsorgen
og nærværet. Barnet i vores medmenneske, som har brug for den lille handling,
vi kan gøre, og som måske gør en større forskel end vi aner.
Men vi sendes også afsted med opgaven
at finde barnet i vores indre. At finde det sted i os selv, hvor vi tør tro, at
den lille handling, vi kan gøre, har betydning. Hvor vi finder mod til ikke at
give op, men kæmpe for den sag, vi tror på – om det er klimaet, miljøet,
menneskers rettigheder og ligeværd, eller hvad det måtte være. Og tro på, at
den mindste handling også har en betydning.
Og da vil det hænde i glimt – som et
pludseligt stjerneskud på himlen – at vi også opdager Gud i det små. At vi ser hans
lys og godhed er præcis der, hvor der er brug for den; der hvor mennesker
lider, der hvor kriser og krige truer, hvor der hvor kampe kæmpes på det indre
og ydre plan. Og pludselig er glimtet væk igen, som dug for solen, og vi må
atter drage op som hyrderne og lede efter barnet.
Håbet er at barnet findes. Troen er,
at Gud er kommet til os – i aften, hver eneste dag og hvor vi mindst venter
det. I det lille barns hjerte
bevæger han vores hjerter, og troen på noget større i os alle.
Glædelig
jul!
Ære
være Faderen og Sønnen og Helligånden
som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.
Amen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar