søndag den 5. februar 2023

Retfærdighed og kærlighed

 Prædiken til søndag septuagesima (I) d. 5. februar 2023 i Brabrand Aarslev Kirker. Matthæusevangeliet 20,1-16. Salmer: 814 – 448 – 170 – 192 – 69,5-6 – 717. 

Der er i grunden noget uretfærdigt over den fortælling, vi lige har hørt, og noget der er helt skævt i regnestykket om arbejdernes løn.

En vingårdsejer skal have fikset noget arbejde, så han henter en masse arbejdere ind, de første fra morgenstunden. Men som dagen skrider frem bliver der ved med at være arbejde, så han bliver også ved med at hente nye arbejdere ind. Helt frem til ellevte time og lige før lukketid kalder han på de sidste om at komme og arbejde lidt.

Men det er her, regnestykket og retfærdigheden bliver kringlet, for de ender alle sammen med den samme løn, selvom de slet ikke har arbejdet den samme mængde tid.

Det, må vi nok sige, er da forskelsbehandling af den fineste karat! Hvorfor skal de, der fra morgenstunden har svedt i solen ikke have lidt mere end dem, der kun lige har nået at få arbejdshandsken på? De sidste har da ikke fortjent at få det samme som de første.

Den var nok ikke gået i dag, ligesom det heller ikke faldt i god jord dengang. Og jeg tror, det var heldigt, at arbejdernes fagforeninger ikke stod klar med søgsmål for enden af vinmarken.

Men selvom vi synes, der er uretfærdighed på spil, rummer fortællingen alligevel en opbyggelig pointe.

Lige så typisk det er, at vi straks får øje på uretfærdigheden, lige så typisk er det også, at vi tror, at det hele handler om os selv først. Det gør det bare ikke. I første omgang handler denne fortælling om Gud. Og hvad gør han? Ja, set fra Guds perspektiv – som er vingårdsejerens – er der her et ødselt blik på kærligheden, og et nådigt blik på hver enkelt medarbejder i vingården. Det ser vi ved, at han selvfølgeligt giver det samme til alle – ikke ud fra en menneskelig tanke om retfærdighed, men ud fra en guddommelig tanke om kærlighed!

Og kærligheden er, hvor meget vi vender og drejer den, sjældent retfærdig. Den er større end det. Kærlighed kan sjældent måles. Men kærlighed skal deles ud til alle. Og i denne fortælling deler vingårdsejeren, som han har lovet, og han deler kærlighed ud til alle!

Forleden dag hørte jeg tidligere læge og formand for etisk råd, Ole Hartling sige det på denne måde: ”Det går ikke i livet efter fortjeneste. Det er vi mange der er glade for.”

Det er præcis det, der sker her, og det blik, Gud møder os med. Kærligheden er større end retfærdighed. Hvis vi skulle leve vores liv kun på vores fortjeneste – det vi havde fortjent, det retfærdige – da ville vi gang på gang falde i. Og da ville kærligheden gang på gang være langt fra vores rækkevidde. Fordi vi ofte ikke slår til, og fordi vi har brug for en kærlighed der elsker os og holder af os, netop når vi ikke er, som vi skal være. Vi har brug for en kærlighed, der er større end retfærdighed og tanken om, at vi skal kunne leve op til den. En kærlighed, der griber os, der hvor vi falder, og er større end os selv.

For et par år siden udgav journalist Anders Agger en bog med en række interviews med forskellige par om kærlighed, og hvad det er for en størrelse. Altså kærligheden. I bogen møder vi bl.a. Stine og Daniel, som beskriver kærligheden imellem dem. Og her siger Daniel et sted:

”vi havde ikke været kærester ret længe, da jeg til en fredagsbar havde drukket alt for meget rødvin. Jeg kunne slet ikke styre mit alkoholindtag dengang, og det var noget, jeg skammede mig meget over. Jeg havde kastet op, og Stine tog mig med hjem til det lille værelse, hun boede i på det tidspunkt.

Et par timer senere vågnede jeg ved, at hun kom ind og satte en pizza og pomfritter og cola på bordet ved siden af sengen. Jeg var nærmest rørt til tårer. Det var noget med den afsky, jeg følte ved mig selv, over for den generøsitet, hun udviste. Hun kunne jo lige så godt have syntes, at jeg var en idiot.

Det sker stadigvæk ret ofte, at jeg bliver vækket ved at hun kommer ind i soveværelset med en kop kaffe til mig. Hvis jeg har tømmermænd, er det tit med æg og bacon. Selvom det måske er en lille ting, elsker jeg stadig, at hun tænker på at gøre den slags.

Det er en af de ting, hvor jeg synes, jeg kan lære meget af hende. Det at give noget, som gør andre glade. Uden at det er, fordi vi skal skylde hinanden en masse. Købe en bog, og send den til nogen. Tag blomster med. At hun altid er så generøs, det er noget af det smukkeste ved hende.

For det er ikke kun et spørgsmål om ting. Det er også sådan, hun er i samtaler, venskaber, forhold. Hun giver af sig selv, holder ikke på sit og sine. Hun sætter sig selv i spil. Sådan er det jo også at komme ind med æg og bacon. Det er en udsat position at stå der med alt det, man gerne vil give. Derfor synes jeg, hun er modig.”

Så vidt Daniel.

Han mærker her en kærlighed, der er større end ham selv. Det virker mærkeligt på ham. Ja, det virker faktisk ret uretfærdigt, når han bare ligger der, halvfordrukken, doven og ingenting værd, at hans kæreste Stine alligevel giver ham kærlighed i form af pizza, kaffe, æg og bacon.

Det er, som han selv siger, en uventet generøsitet, og så er det modigt, fordi hun sætter sig selv i spil der, hvor ingen havde forventet det eller regnet med det. Modigt fordi hun giver, selvom ingen har spurgt.

Men sådan er kærligheden. Fra Stine til Daniel, fra vingårdsejeren til arbejderne, og som et billede på den kærlighed der går fra Gud og til os. Med et kirkeligt ord, ville vi kalde det nåde. Nåden er den uforskyldte kærlighed, vi tildeles af Gud. På latin hedder nåde gratia. Ordet findes også på dansk i ordet gratis. Altså noget, der ikke skal betales for. Nåden går på tværs af det, vi opfatter som det retfærdige, og den er teflonbelagt mod fornuftige betragtninger.

Og med denne nåde – med denne uforskyldte kærlighed fra Gud – kan vi så fortsætte vores arbejde og alle de udfordringer, Gud egentlig udsætter os for. Selvom alle i sidste ende får den samme kærlighed, er det ikke grund til at sætte sig ned og dovne den fra nu af.

I fortællingen og i virkeligheden er det Gud, der både skænker nåden og kærligheden, men det er også Gud der giver arbejdet. Det er ikke logisk. Men det er sådan det er. Gud er både den, der kaster os ud i marken, ud iblandt mennesker, for at arbejde, elske, hjælpe, tilgive. Men han er også den, der tager os i nåde, når vi ikke gjorde det godt nok, eller når vi står og bliver sprutrasende over uretfærdig behandling.

Førnævnte Ole Hartling siger af og til sin kone: ”Kun fordi jeg har dig, kan jeg blive ved med at klare de problemer, som du uvægerlig og uundgåeligt udsætter mig for”. Den sætning kan vi ikke forstå med logikken og retfærdighedens sprog. Men vi kan forstå den med kærlighedens.

Og måske burde vi hver dag begynde vores dag med netop de ord, i en ydmyg tak.

Kære Gud. Kun fordi jeg har dig, kan jeg blive ved med at klare de problemer, de udfordringer, og det liv, du uundgåeligt udsætter mig for.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid
og i al evighed.

Amen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar