Prædiken til Pinsedag (I) i Brabrand Aarslev Kirker. Johannesevangeliet 14,22-31. Salmer: 290 – 448 – Når du vil – 291 – 299 – 726,7-8.
I pinsen 1986 afholdtes det hidtil største pinsestævne i nede
i Brabrand Idrætsforening. Det skriver vores lokalhistoriske arkiv om i
Brabrand-kalenderen 2023. Henved 2800 håndboldspillere var samlet, med 523
kampe på programmet. De var her for at spille og dyste. Men mindst lige så
meget for at mødes over en fælles interesse.
Der er pinsestævner overalt i denne weekend. Google fortæller
bl.a. om stævner i Historisk Obel-klub Danmark, i Træskibssammenslutningen,
i Dansk-Tysk venskabsforening, i Mustangklubben og mange
flere. Der er stævner i parker og på boldbaner, på vejene,
campingpladser og på vandet, og i skoven under nyudsprungne bøgetræer.
I pinsen mødes vi. Her forenes vi. Sådan har vi altid gjort. Nationalhistorisk
museum fortæller bl.a. om festlige pinsetraditioner tilbage i 1800-tallet, hvor
familier – særligt i storbyerne – pakkede en fin madkurv og drog ud i naturen
for at fejre solen. Børnene var fine i tøjet. I pinsen måtte de smide deres slidte
vintertøj og iklæde sig deres pinsesnit, som det hed, dvs. deres fine, nye
sommertøj.
Og på landet gravede man såkaldte pinseboder, en lille firkantet
grøft, hvor man kunne side på kanten, og på forhøjningen i midten kunne man
dække op til festmåltid. En slags borde-bænke-sæt. Her kunne man feste til den
lyse morgen og se pinsesolen danse.
…
I pinsen mødes vi, og her forenes vi, men også altid om noget
tredje eller i noget tredje, der ligger uden for os selv. Det viser
traditionerne og det er sportsstævnet, veteranbilsklubben eller
venskabsforeningen et billede på. Vi kommer med hver vores og forenes i det
tredje – i et element der ikke er os selv, men som har den samlende kraft
imellem os. Vi bliver en enhed.
Det er denne kraft, vi fejrer i dag, med Helligåndens komme. Pinsen
er en fejring af, at Gud har sendt sin ånd til os, som forener mennesker. At
han har sendt en talsmand imellem mennesker, som forener os på trods af alt det,
der i vores menneskelige øjne måske adskiller os. Der hvor vi selv danner skel
og sætter grænser op, eller hvor vi tror, vi ikke kan nå eller forstå hinanden.
I apostlenes gerninger hørte vi en dramatisk skildring af Helligåndens
komme. Som et sus igennem stuen. Som en gnist, der tændte lys hos alle
tilstedeværende. Og med ét bevirkede ånden, at folk, der ellers ikke havde
noget med hinanden at gøre eller nødvendigvis kunne forstå hinanden, nu
pludselig var forenet i noget større. De kunne tale sammen, uden at have samme sprog.
De kunne forstå hinanden uden at have samme baggrund. Ånden bevirkede, at
folkene nu var en enhed, at de var forenet i noget dybereliggende.
Når jeg taler med minikonfirmanderne om, hvad Helligånden og
denne enhed er, plejer jeg bl.a. at sige det på denne måde, at det er som at
stå foran et menneske, du ikke kan tale med. Der er måske en sproglig barriere
imellem jer. Men det gør ikke, at du ikke kan kommunikere eller forstå hinanfrn.
Måske kan du ikke finde ud af at sige: “Jeg er din ven” på den andens sprog.
Men du kan møde den anden, og du kan give den anden et knus, og så er jeg helt
sikker på, at de forstår dig alligevel. Og det er for mig at se et billede på
ånden og enheden.
…
Ånden forener os i enhed. Det er pinsens påstand. At vi, med
alle vores forskelligheder, er forenet i noget større, i Guds ånd som er kommet
imellem os. Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi oplever enheden hver dag
og alle steder, eller at vi nødvendigvis har tænkt os at acceptere denne
påstand.
Der er nok spørgsmål at tage fat på og nok, der provokerer
os, når vi taler om enhed. Hvem er vi en enhed med? Og spørgsmålene bliver
hurtigt meget konkrete: Er det vores familie og vores nabo på villavejen? Eller
er det også med dem i vores nabolande? Er jeg en enhed med den, der kommer fra
en anden kultur, som taler et andet sprog? Eller den jeg møder på gaden, som
ser markant anderledes ud end mig selv, og som jeg måske har svært ved helt at
definere – hvis jeg synes, det er det, jeg skal.
…
Mennesket er et væsen, der forstår sig selv i kraft af noget
andet end sig selv. Sådan siger teologen Niels Grønkjær i bogen Det nye
menneske. Igen: Mennesket er et væsen, der forstår sig selv i kraft af
noget andet end sig selv.
Dermed forsøger Niels Grønkjær at sige noget om enheden i
Guds ånd: at enheden iblandt os nødvendigvis består af forskelligheder. Vi kan
slet ikke tænke mennesker uden at de er forskellige fra hinanden, og vi kan
slet ikke tænke vores egen måde at være på, uden at se det i forhold til en
anden, som nødvendigvis er forskellig fra os selv.
Og det, der forbinder os med hinanden, er netop ånden. I
ånden, i mellemrummet mellem dig og mig opstår forståelsen af, hvem du er, men
også hvem jeg selv er. Og ånden er det, der binder forskellighederne sammen.
Forskellighed er altså meningen. Mennesket og verden kan slet
ikke tænkes anderledes. Derfor, siger Niels Grønkjær også, er han ked af at
tale om ’anerkendelse’ af hinanden; at det, vi skal lære, er at anerkende
hinandens forskelligheder. For dermed kommer vi til at gøre den anden til noget
”helt specielt” i forhold til os selv. Og pointen er netop, at der ikke er nogen,
der skal anerkendes eller som er helt specielle i forhold til mig selv. For den
anden er altid og allerede anderledes end mig. Og i den forskellighed er
vi også altid og allerede forenet i Guds ånd.
Det er som i et parforhold, siger Grønkjær. Her mødes vi –
selvfølgeligt – i vores forskelligheder, og kærligheden imellem os er det, der
forener os.
Eller det er som med et bord, vi sidder rundt om. Her mødes
vi og forenes vi – selvfølgeligt – i vores forskelligheder, og bordet imellem
os er det, der forener os. Ikke os selv, men det tredje imellem os.
Forestil jer det bord, I sidder og spiser rundt om derhjemme.
Bordet er det, der samler jer og forener jer om maden. Ved bordet kan vi dele,
udveksle, og være fælles med hinanden, uden at blive til hinanden, for
det har aldrig været meningen at vi skulle blive til hinanden, men blot være
sammen.
Vi kender også bordets magt fra den storpolitiske scene. Når lande
forhandler med hinanden, ser vi altid billeder af politikerne ved kæmpe borde.
Og det er ikke tilfældigt. Bordets ramme skaber sammenhæng og forener os. Her har
vi blik for, at vi ikke er de samme. Men bordet – som det tredje imellem os –
skaber alligevel sammenhæng.
Derfor skal vi ikke prøve at begribe eller forstå enheden ved
at anerkende hinanden, siger Grønkjær. Nej, vi skal vedkende hinanden og
byde hinanden velkommen. Vi skal turde kendes ved hinanden og derigennem finde
det værd at leve med hinanden sådan, som vi er, fordi vi alle sammen netop
er sådan, som vi er.
…
I pinsen mødes vi. Her forenes vi. Helligånden er kommet
imellem os. Det er pinsens fest og fejring, både rundt om i landet til
alverdens stævner, og her i kirken.
Helligåndens komme er et menneskesyn, der møder os. En væren,
hvor Gud er til stede iblandt os til hver en tid til hvert et sted, som
forbinder os. Det er en påstand om enhed i Guds ånd i al vores forskellighed,
som måske også kan få betydning for vores tænkning om hinanden…
Men pinsen er også et guddommeligt blik, vi kan tage til os. Gud
er så nært til stede, så ingen menneskefod har rørt en plet, hvor ikke dets
røst blev hørt, som Grundtvig skriver det i den næste salme, vi skal synge. Der
er ikke en plet, ikke et sted i denne verden, mennesket har betrådt, hvor Gud
ikke gik med mennesket og hørte det.
Mennesket er et væsen, sagde Niels Grønkjær, som forstår sig
selv i kraft af noget andet end sig selv. Dette “andet” er ikke kun det andet
menneske, men også Gud.
Og hvis vi ikke altid magter at tænke enhed og fællesskab; hvis
vi bliver modløse ikke altid magter at holde af, holde om og holde ud - både af
hinanden og af os selv – så er Gud også kommet til os og kommet imellem os, som
én vi kan forstå os selv i lyset af. Det er den fred, han giver os: at vi kan
spejle vores eget liv i hans. At hans kærlighed og tilgivelse er den ramme, vi
er sat ind i, og som vi hver dag lever i, på hver en plet på denne jord.
I pinsen mødes vi. Gud og mennesker. Her forenes vi i enhed. Glædelig
pinse!
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
som det var i begyndelsen, således også nu
og altid og i al evighed.
Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar