At blive givet et frø

Søndag seksagesima (I) - Enghøj Kirke
Markusevangeliet 4,1-20

"Giv os kraft
og livsens saft,
lad os al din Himmelgave
overflødigt have" (DDS 312,1)
Amen

(dette hellige evangelium skriver…)

Åerne er gået over deres bredder. På turen til Randers med toget kører man meget af tiden langs Lilleå og Gudenåen, der bugter sig i bakkedal og for tiden oversvømmer de store flade marker. Det ser nærmest ud som et sølandskab – frodigt og idyllisk! Marksøerne dannes, når der kommer for meget regn, sne og slud, som vi har haft her i vinter. Jorden er blevet mættet med vand – den har taget imod hvad den kunne, og nu flyder det over og ud i åen, som sender det tilbage ind over markerne.

Havde det været sommer, med 25 grader og solskin over længere tid, var regnen sikkert kærkommen for de fleste landmænd og deres marker. En smule regn, så markerne kan få nærring, blandet med sol og varme er den helt rigtige kombination og giver de rigtige vilkår for vækst og god høst. Men lige nu er det måske for meget, siger jeg uden at være landmand, og de små frø i jorden, som venter på at kunne spire, kan ende med at drukne i mudderet.

Med regnen og vejret generelt er det svært at gøre noget ved – ja, der har vi vitterligt ingen mulighed for at gøre noget – og selv de bedste vejrprognoser kan slå fejl. Men så er det jo godt, at vi på så mange andre måder kan gøre noget godt af os selv! At vi på det menneskelige kan tænke, udregne og planlægge os frem til gode vilkår og resultater!. At vi med den rigtige indsats kan opnå det rigtige resultat – hvad end det handler om motion og en sund krop, om eksamensresultatet ved det grønne bord, om at få lidt mere i løn på arbejdet, ved at give den en ekstra skalle, osv.

Tendensen er, at vi skal have fokus på gode resultater og vækst. Vækst, vækst, vækst! Mer’ vil ha mer’! Og vi har gjort navneordet ”vækst” til et udsagnsord ”at vækste”, fordi det fascinerer, når en lille smule kan blive til lidt mere og med tiden MEGET mere. Ja, jeg er selv en del af denne tidsånd, og lader mig også forføre af den gode indsats, og om at jeg kan opnå det ene hvis jeg gør det andet lidt smartere, osv. osv. Og måske netop derfor provokerer det mig, at dagens evangelium begynder med den værste omgang spild og misvækst!

Jesus fortæller sine disciple en lignelse om Guds rige. Han fortæller om sædemanden – en landmand – som går ud for at så.

Hvis man stoppede fortællingen her, ville vi sikkert selv digte videre på fortællingen, og forestille os det helt almindelige scenarie, at landmanden går ud i marken for at så sine frø. Men det er bare ikke, hvad der sker. For landmanden er ualmindelig sjusket og noget kunne tyde på, at han ikke aner hvad han gør.

Han stryger om sig med frø. Noget ryger ud på vejen, hvor det aldrig kan få nærring og rodfæste. Noget andet falder på klippegrund, hvor det tynde jordlag ikke giver de rigtige betingelser for, at frøet kan vokse, men ender med at visne hen. Og noget falder mellem tidsler og ukrudt, som ender med at kvæle de små frø og ikke give dem en chance for at kunne blive til noget.

Det er dog spild af gode frø og muligheder for vækst og udbytte, at der bare kastes rundt med frøene! Hvad skal det til for? Og hvad mere provokerende er: Nogle af frøene ryger faktisk i god jord, som har de rigtige betingelser og egenskaber for at give nærring til frøet! Ja, her fortæller Jesus disciplene, at frøene vokser op og giver tredive, tres og hundrede gange igen – altså vækst, på den helt rigtige måde!

Hvad er det, vi bliver fortalt med denne lignelse? Hvad vil Jesus fortælle os? Ja, det handler om, siger Jesus, at frøene er budskabet om Gud, og at VI er dem, der tager imod eller ikke tager imod – hører eller ikke hører budskabet.

Men skal vi dermed forstå lignelsen, som en fortælling om de gode og dårlige mennesker – den der tager imod og dem der afviser Guds ord? Nej! Det handler ikke om, at de der tager imod, bliver gode og lydige, og de andre, som ikke tager imod, er de uforstandige og fortabte. Nej, det handler om noget vigtigere! Det handler det om, at vi bliver GIVET et frø! At vi altid og alle dage bliver givet ordet og budskabet om Guds rige, fra en altid rundhåndet sædemand – fra Gud – som spreder sine frø ud over veje, klipper, tidsler, ukrudt og marker – ja, som sår dem i øst og i vest og ud til alle folk!

Hvad der på overfladen ligner en landmand, som ikke har en anelse om, hvad han har gang i med sine frø, er et billede på en barmhjertig Gud, som bevidst stryger omkring sig med frø – ord om kærlighed, nærvær og liv. Gud er landmanden, der ved hvad han gør!

”Gud er den, der lader sin sol gå op over gode og onde og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Den sorgløse Gud, der sender gode gaver ovenned til hvem som helst” (citat: Johannes Sløk). Og Gud er den, der gennem sin søn til stadighed bliver ved med at forkynde ordet for den der hører, men også den der ikke hører og ikke tager imod.

For hos Gud ligger der en evig lyst, til at ville os alle, og en evig kærlighedserklæring til os om, at han vil være med os alle dage, indtil verdens ende, som vi også hørte det i dåben! Gud er den der giver os liv og muligheder – også de dage, vi ikke tager imod hans budskab, og vender ham ryggen. Da forsvinder Gud ikke fra os, men vil for alt i verden forsøge at plante et frø i os – et kærlighedens frø – som kan blomstre op og give hundred, ja tusind gange igen! Han er den livskraft som ønsker, at vores liv skal lykkes, vokse og folde sig ud – aldrig at gå til grunde!

Gud giver! Ikke fordi vi gav først, men fordi han vil, at vi skal være en del af ham, hans liv og hans rige. Og kun ved at dele, bliver det, der er hans, til vores fælles. Det sidste konsekvens af dette ønske, er det vi så småt kan begynde at se frem til; nemlig påsken, med Jesu korsfæstelse og opstandelse fra graven. Da bliver det med al tydelighed gjort klart for os, at Gud giver sig selv for os, for at vi kan blive en del af ham og hans ånd.

Han giver os livet! For livet er altid noget der gives. Det kommer fra Gud og det kommer fra dem, vi er sammen med. Vi kan ikke selv skabe liv, og vi kan ikke være til, uden at der også er andre til. Lignelsen om sædemanden minder os om, at livet ikke er liv, hvis det ikke gives af nogen og hvis det ikke gives videre til andre. For hvad er rigdom og penge værd, hvis de ikke bruges? Hvad er en gave værd, hvis den ikke pakkes op? Hvad er et frø værd, hvis det ikke sås? Ja, hvad er livet værd hvis det ikke leves og deles med andre?

Men vi kan give liv til hinanden, fordi Gud gav os liv først, og fordi han altid og i al evighed bliver ved med at så sine frø!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud
Fader, Søn og Helligånd
Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud
Højlovet fra første begyndelse
Nu og i al evighed.

Amen