Bjerget!

Sidste søndag efter Helligtrekonger (I) - Enghøj Kirke

Matthæusevangeliet 17,1-9

Et bjerg! Et bjerg er et højtliggende område, der hæver sig tydeligt – mindst 200 m – over det omliggende terræn. Bjerge forekommer ofte i kæder af flere bjerge, og varierer i formene fra skarpe kamme med spidse tinder, til afrundede rygge. Enkeltstående bjerge har ofte kuppel- eller kegleform eller findes som afgrænsede plateauer med en plan overflade og stejle sider.

En bjergbestiger – også kaldet en alpinist – er en som vandrer i fjelde og klatrer på de omtalte bjerges stejle sider. De professionelle bjergbestigere omtaler sig selv som sportsudøver, og andre omtaler dem som eventyrlystne og måske en anelse dumdristige. Men nuvel – op og til tops er der mange der gerne vil; om man kommer det i konkret og fysisk forstand med et kort i hånden og oppakning på ryggen, eller i overført betydning arbejder sig frem til målet og helt til tops, er ligegyldigt – for toppen er der vi helst vil være!

Himmelbjerget kræver ingen bjergbestiger for at få besøg på toppen, men blot en mand med et par gode sko og lysten til at kunne se langt. Der er hverken tale om stejle sider eller spidse tinder, og med dets 147 m er det ikke engang et rigtigt bjerg – desværre – og de fynske alper er vel at betragte som bump på vejen!

I vores sprog bruger vi flere billeder af bjerge og højder. Vi taler om udfordringer, som at skulle bestige et bjerg, eller at troen på noget kan flytte bjerge og omvendt at bjerge kan flytte troen! Vi siger at vi er ”på toppen” hvis vi helbredsmæssigt har det godt. Vi taler om det at kunne nå nye højder og om at være helt høj af lykke. Vi siger at folk er flyvende hvis de er glade og mærker suset, eller at om at være på en lyserød sky, hvis man er lidt småforelsket. I litteraturen analyserer vi ligeledes bedst fra fugleperspektiv. Her kan vi se alt – i hvert fald det overfladiske, som rører sig – og vi har et godt overblik.

Omvendt kan vi være helt nede i kulælderen, hvis vores humør er dårligt og vi har det skidt. Højt at flyve, dybt at falde, siger vi, og derpå kan man så slutte med en eller anden træls kliche om, at livet går op og ned!

Og hvad skal al den snak om bjerge så gøre godt for i denne sammenhæng? Jo, i dagens evangelium møder vi netop Jesus og hans disciple på et bjerg. Disciplene er ikke bjergbestigere og sikkert heller ikke specielt eventyrlystne, men de er fulgt med Jesus, som har ført dem derop. Og det er da de sidder på bjerget, at der sker noget uventet. De får det klarsyn og den indsigt, man somme tider får, når man er på toppen: De ser Jesus forvandle sig – hans ansigt lyser op som solen og hans klæder bliver hvide som lyset! Og ikke nok med det, så hører de pludselig også Guds stemme fra et kraftigt lys, som siger: ”Det er min elskede søn. I ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!”.

Det disciplene ser med deres øjne, og som vi hører om i evangeliet, er det sidste tegn, som skal vise os, hvem Jesus er. Efter fødslen i Betlehem juleaften hører vi i helligtrekongertiden, hvordan Gud nu ser ud og hvordan han nu meddeler sig. Gud er blevet et menneske i Jesus af Nazareth, og disciplenes syn på bjerget bekræfter det. De ser det i et splitsekund og hører det fra Gud selv, at Jesus er den udvalgte – at det er i ham og gennem ham, at Gud nu vil gøre sin virkelighed synlig for os – sin nye virkelighed i menneskelig skikkelse.

At åbenbaringen af Jesus som Guds søn sker på et bjerg, er heller ikke tilfældigt. I sin fortælling om Jesus bruger evangelisten Matthæus bjergene, når der sker afgørende begivenheder i Jesu liv. F.eks. da Jesus efter sin dåb føres ud i ørkenen af djævlen og op på et højt bjerg, eller da Jesus holder sin bjergprædiken. Tempelbjerget i Jerusalem er omtalt flere gange ligesom Oliebjerget også er det. Og efter sin opstandelse møder Jesus som det sidste disciplene på et bjerg, hvor han giver dem missionsbefalingen.

Men bliver det ikke lidt højragende det hele? Hvad skal disciplene på det bjerg? Hvad skal VI deroppe sammen med disciplene, og hvad skal vi bruge vores nye indsigt og viden om Gud til? Ja vi kan, som jeg indledte med at sige, få klarsyn, udsigt og indsigt på toppen. Vi kan – både i konkret og overført betydning – overskue det hele og se langt. Men kan vi bo på toppen? Kan vi leve der? Nej! Vi må ned igen! En bjergbestiger kan godt være på toppen af tinderne i et stykke tid, men han kan ikke bo der særligt længe. Disciplen Peter siger også, straks efter at han har set Jesus, Elias og Moses, om ikke han skal bygge en hytte: ”Herre! Det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.” Men det afvises, for bjerget er ikke det rigtige sted at være, men kun til midlertidige ophold.

Vi må altså udfordre billedet af bjerget, og i samlet flok vandre ned af bjerget igen – ned til bjergets fod, ned til jorden og ud i virkeligheden! Vi er nødt til, hvis den indsigt, vi får på toppen, skal give mening, at forlade bjerget igen og vende tilbage til jorden, dog med nye erfaringer - med bjergets indsigt og åbenbaring om Gud gemt i os. Fugleperspektivet giver os et godt overblik, men vi kan ikke se folk i øjnene fra luften. Til det har vi brug for at være i nærheden af folk! Gud sendte heller ikke sin søn til jorden, for at være på et bjerg – et sted lige midt imellem himmel og jord. Nej, julen og helligtrekonger handler netop om det modsatte: at Gud kom til jorden – han kom helt tæt på os og viste sig, både som Gud og menneske for disciplene og for os. 

Vi må vandre op af bjerget, som disciplene gjorde det sammen med Jesus, og derefter vandre ned igen på den anden side og mærke, at bjerge kan flytte troen! For er intentionen med dagens og alle andre dages evangelium ikke, at tage os med et sted hen hvor vi får nye indsigter, ny forståelse, oplever en anden og ny virkelighed og overraskes, så vi igen kan vandre tilbage med nye visioner for det liv, der følger efter? Det tror jeg! Ligesom disciplene oplevede det på bjerget sammen med Jesus.

Livet venter altid på os for foden af bjerget – hvad end det er en udfordring eller en glæde at skulle bestige det! Livet leves altid der, hvor vi er sammen med andre, og ikke alene er alene om at klatre rundt, og med dagens evangelium får vi tilmed den gave og glæde givet, at Gud er kommet til os og er med os!

De fleste af Danmarks kirker ligger høj i landskabet – ligesom Enghøj Kirke også gør det. På toppen af de små bakker hører vi evangeliet tale, og her kommer vi, når livet rører på sig. Nogle kommer ofte i kirken, fordi de har lyst til det og brug for det, og andre fordi det bare på visse tidspunkter giver mening. Men som præst er jeg i grunden mere interesseret i, at få folk ud af kirken igen. For livet kan ikke leves på bjergets top eller inden for disse fire vægge, selvom her er rart at være. At gå i kirke svarer til bevægelsen op på bjerget og ned igen. Vi har brug for at gå turen: her overraskes vi, her får nye indsigter, her korrigeres vi og forkyndes en uundværlig glæde, og jeg går gerne med på turen som jeres præst. Men vi skal kun ind i kirken, for at komme ud igen, fordi bjergets og kirkens åbenbaring ikke kun begrænser sig til en bakketop – men er noget vi skal bære med os ud i livet og på jorden, fordi det er der vi lever og fordi det er der, Gud er i blandt os.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud

Fader, Søn og Helligånd

du som var, er og bliver én sand, treenig Gud

højlovet fra første begyndelse

nu og i al evighed

Amen