onsdag den 4. februar 2015

Al begyndelse er svær!

1. Søndag i advent (I) - Pastoralseminariet, Aarhus
Matthæusevangeliet 21,1-9

Al begyndelse er svær, så lad mig begynde med et gammelt ordsprog: Al begyndelse er svær!
Sådan siger man ofte til folk, der står over for noget nyt og stort og næsten uoverkommeligt. Vi mener det vel positivt, at vi alle sammen kan have det svært med at være nye og grønne i et arbejde eller i en opgave, vi skal til at løse, og derfor skal have en overbærende kommentar med. Man vil jo gerne gøre det godt – rigtig godt fra starten – og vise, at man er arbejdet eller opgaven moden. ”Yes we can”, sagde Obama selvsikkert, da han blev valgt som præsident. Derefter gik han i gang med den store opgave, som han nok ikke tænkte, ville blive let. Men han gjorde det dog alligevel, selvom al begyndelse kan er svær.

Al begyndelse er svær. I dag står vi på tærsklen til et nyt kirkeår, og snart også til et nyt kalenderår. Hvad mon der venter på den anden side af nytårsfejringen? Kan vi klare det nye? Og hvordan kommer vi rigtigt ind i det nye år – hvordan får vi begyndt? Traditioner og ritualer hjælper os ofte på vej fra ét stadie til et andet. Konfirmationen hjælper os fra barn til voksen. Vielsen og brylluppet hjælper os fra at være kærester til at blive ægtefolk. Begravelsen fra det jordiske til det himmelske. Og adventstidens, julens og nytårets traditioner kan ligeledes være med til at bære os fra det gamle til det nye, nærmest uden at vi skal tage stilling til noget. Vi bæres med af fest og ”ligesom vi gjorde sidste år”-fornemmelser. Det gamle vi forlader og det nye, der står foran os, flettes sammen af festivitas, og Gud bedre den der ikke fysisk springer ind i det nye år fra en eller anden stol, som nærmest ikke kan holde til at vi står på den, når rådhusklokkerne slår 12! Al begyndelse er svær, men fra en gyngende stol kan vi med forholdsvis lethed springe ind i det nye år, og desuden håbe på, at gulvet også kan holde til det!

Begyndelsen på kirkeåret er ingen undtagelse. Den er svær – også for det stakkels æsel, som har fået til opgave af forskrevne traditioner at bære kongen på sin ryg. Al begyndelse er svær, men noget kunne tyde på, at æslet i de bibelske fortællinger er med til at gøre begyndelsen og overgangen lettere fra det ene stadie til det andet.

Vi møder æslet ved indgangen til to af kirkeårets største begivenheder: Julen og påsken. Det er den samme evangeliske beretning vi møder begge gange, nemlig at Jesus kalder disciplene ud for at hente et æsel og dets føl, som han vil ride ind i byen på. Her er ingen pomp og pragt, da kongen ydmygt rider ind i byen. Hverken i dag, hvor vi indleder nedtællingen til Jesu fødsel med adventstiden, og ej heller palmesøndag, som indleder påsken med Jesu død og opstandelse.

Og man kunne også trumfe billedet af æslet ved at nævne Maria og Josefs rejse fra Nazareth til Betlehem, som vi hører det juleaften. Her kommer den højgravide Maria kommer frem på ryggen af et æsel, og her får vi endnu et billede af æslet med Herren på sin ryg. Men det er vidst mere en romantisk, og dog plausibel, tradition, end det er egentlig bibelsk funderet.

Æslet bærer på noget vigtigt. Det er ikke en hvem som helst, der bæres ind af byens port, men selveste Jesus – Guds søn. Og alligevel finder vi ikke, som nævnt, Jesu komme i pomp og pragt, som man måske kunne have forventet af Guds søn. Der er snarere tale om noget helt almindeligt og kedeligt – en ankomst som enhver anden kunne have foretaget. Og måske det er sådan, at vi skal forestille os Jesu komme: at han kommer til os helt uden pomp og pragt. At han kommer ydmyg, som enhver anden, og derved viser os, at han kommer så nært til os, så han endog bruger menneskelige midler til at komme frem, og at han i sig selv ligner et menneske – ja, han er et menneske!  

Tør vi vove at tro det? At Gud kommer så nært til os, at han gør sig selv til et menneske – ydmyg, men dog alligevel Herre? At Gud med ét lader sig føde på jorden, og bliver af kød og blod som enhver anden, og i enhver forstand sårbar som vi alle er? Dét er hvad advent hjælper os til at forstå: At Gud kommer til os i det menneskelige og det nære. Så konkret og synlig som Jesus var, da han red ind i Jerusalem på æslet. Åbenlyst for dem, der tog imod og hyldede ham som en konge, og uforståeligt for dem, der stod undrende tilbage med andre forventninger til, hvem Gud er og hvordan han skulle komme til dem.

Al begyndelse er svær, men adventsiden varsler, at Gud kommer til os – at frelseren kommer til os og at vi skal bæres af det der kommer, som æslet bærer frelseren på sin ryg. Frelseren kommer til os – frelse betyder at der ikke kræves noget af os. Man kan ikke frelse sig selv. Frelse er altid passivt, som man modtager af en anden. Derfor er det nye, som kommer til os, også uden forventninger og uden krav, og adventstiden viser os, at det faktisk vil ske. Gud kommer til os, om vi vil det eller ej. Om vi hører til dem, der kommer for sent eller til dem, der aldrig kommer ud af stedet, så kommer Guds søn til os!

Guds søn skal bære os fra det gamle til det nye – han skal vise os den nye Guds virkelighed. For i adventstiden står vi ikke bare på tærsklen til nyt år, men også på tærsklen til en ny virkelighed. En anden og større virkelighed. En virkelighed med Gud på jorden – med Gud iblandt os. Han skal komme og bære os, og bære over med os. Han skal vise os vejen og tænde lyset for os – et lys som vi kan få flamme af, for at tænde det hos hinanden. 

Al begyndelse er svær og året begynder i kulde og mørke. Det er ikke sært at folk kan føle sig ekstra forladt og ensomme i december og ved overgangen og indgangen til det nye år. Der er blændende mørkt udenfor! Men er der en tradition, der om noget har sat sig fast i adventstiden og julen, er det lys.

Der er lys over det hele. Stearinlys i vinduerne og lyskæder – mange lyskæder – på træer og huse. Selv i Australien, hvor der ellers er sol og sommer lige nu, sætter man lys på grantræerne. Det kan virke mærkeligt, men det har sin årsag. Lyset kommer i adventstiden og i julen, og guider os i mørket. Lyset kommer, da Jesus rider ind i Jerusalem. Han er lyset selv. Han er det lys, der tændes i mørket, på trods af mørke, på trods af andre forventninger, så at vi kan være og bære lys for hinanden.

Og selvom det visse steder er lyst udenfor, så tænder vi det alligevel. For en ny tid kræver nyt lys. Al begyndelse er svær, men adventstiden og lyset kan bære os frem. Bære os frem til en ny virkelighed. Give varme og udsyn. Give nærvær og tryghed for den som fryser. Og vise os, at Gud kommer til os!

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud
Fader, Søn og Helligpnd
du som var, er og bliver, én sand, treenig Gud
højlovet fra første begyndelse
nu og i al evighed

Amen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar