Prædiken til anden søndag i fasten, d. 12. marts 2017 i Enghøj Kirke
Matthæusevangeliet
15,21-28. Salmer: 754 – 869 (100 salmer) – 158 – 582 – 192,7 – 613
Hvert et
sted og hver en prik på verdenskortet er defineret af en grænse og et
tilhørsforhold. Til alle tider har verdens magthavere sloges om, hvor
landegrænserne skulle gå, og om hvor meget eller hvor lidt land man kunne gøre
krav på. Det har kostet soldaters blod, politikeres sved og folkets tårer, når
grænser er blevet rykket frem og tilbage op igennem tiden, og gør det
stadigvæk. Ét er, hvad der er dit og mit stykke land, og hvor grænsen skal
sættes med en lige fordeling. Noget andet er de flydende grænser, såsom
religion, kultur, udseende, sprog osv., som binder os på kryds og tværs og som
altid vil være i bevægelse. Det er særligt på denne baggrund, de største
uenigheder og konflikter i historien er opstået – og stadigvæk står på.
Herhjemme
har grænserne også rykket sig. I 1850 skrev H.C. Andersen: ”I Danmark er jeg
født, dér har jeg hjemme / dér har jeg rod, derfra min verden går”. Men da
Andersen skrev disse ord, så grænserne anderledes ud, end de gør i dag. Sydslesvig var dansk – ja sågar også et par øer i det caribiske øhav. Og
endnu før det var også Sverige, og dele af England og de baltiske lande i
danske hænder. Vores grænser har rykket sig og formet sig med tiden. Og det
kulturelle og danske ”vi”, vi taler om i dag, har aldrig været en konstant og
været det samme, som det er nu, og bliver med sikkerhed heller ikke ved med at
være det!
Med vores
egne, personlige grænser er på samme måde. De rykker sig frem og tilbage. Vi
har både udtrykket: ”hertil og ikke længere” som en markering af, hvor vores
personlige grænse går, men også udtrykket ”vi var ude at prøve grænser af”, når
vi udfordrer os selv eller bliver udfordret af vores omgivelser. Vi lærer hele
tiden nyt, og i vores dagligdag balancerer vi på forskellige grænser – f.eks.
mellem arbejdsliv og privatliv; mellem egne ønsker og drømme og andres krav og
behov; mellem tradition og fornyelse; mellem slidte forhold og nye relationer.
I mødet med det nye – f.eks. et ukendt menneske, et nyt land eller en ny kultur
– kan vi både have brug for at fastholde vores grænse, og markere hvem og hvad
vi er. Mens vi andre gange kan opleve at blive rykket ved på en positiv måde,
og blive beriget af mødet, fordi det åbner for nye områder og perspektiver hos
os.
Vi er
grænsegængere eller linedansere, kunne man sige. Vi bevæger os livet igennem og
balancerer i vores egen lille verden og i forhold til den store verden. ”Engang
du herre var i hele norden / bød over England, nu du kaldes svag”, som H.C.
Andersen senere skrev i samme sang om Danmark, med blik for tidernes skiften og
forandring.
Historiens
gang og hverdagens mange holdepunkter viser os, at vi har flere tilhørsforhold
end som så. Gør det os hjemløse at være grænsegængere eller linedansere, kunne
man da spørge? Gør det os rodløse, når vi hører til flere steder eller netop
ingen steder? Svaret på
det spørgsmål kunne sagtens være ja. Man kan sige, at det er et historisk
vilkår, at vi har fødder, i stedet for rødder. At det ligger i vores
menneskelige gener. Men man kunne også spørge, om det også er et eksistentielt
vilkår?
I evangeliet
hører vi, at Jesus og hans disciple også går på grænserne. Ja, de overskrider
dem faktisk. I fysisk forstand overskrider de grænserne ind til hedningelandet
i Tyrus og Sidon, hvor de møder den kanaanæiske kvinde. Og i åndelig forstand
overskrider Jesus grænsen for, hvad der er muligt, da han helbreder datteren.
Jesus er
grænsegænger. Han kunne være blevet på sin egen, jødiske side, men vælger at gå
over græsset og grænsen i positiv forstand, og blande sig med andre. Men Jesus
er også grænseoverskrider. Her på jorden overskrider han kulturelle
grænser, til stor forundring for mange. Men som sand Gud og sandt menneske
overskrider han også grænsen mellem det menneskelige og det guddommelige;
mellem det gammelkendte og det nyskabende; mellem tid og evighed. Og i sine
fortællinger lærer han os at overskride grænserne mellem ”dem og os”;
mellem faste principper og kærlighed; mellem fordomme og mødet med det enkelte
menneske. Og det er det nye!
Vi har det
med at sætte grænser op over for hinanden. Måske denne tendens springer ud af
historien og ud de farer, der stadigvæk lurer rundt om os i verden. Men
samtidig korrigerer evangeliet os og forsøger at nedbryde vores egne og vores
medmenneskes grænser og begrænsninger.
I dagens
evangelium kommer det ligefrem bag på Jesus, at det er det, det handler om. Den
kanaanæiske kvinde har mødt en begrænsning i form af en dæmon i hendes datter,
som hun ikke kan stille noget op over for. Og i første omgang afviser han
hende. Han svarer hende ikke et ord, som der står. Men da hun svarer ham igen,
og fastholder ham på det ord, han netop selv har talt og tidligere har forkyndt
for mange, nedsmelter alle de barrierer og grænser, der før var opstillet. Hans
natur er en anden. Han er af kærlighed(!); den slags kærlighed der sprænger
alle grænser, der måtte være opstillet og forestillet imellem os, og binder os
til hinanden gennem sine ord og sin ånd.
Og her kan
vi binde os fast. På hans ord og på hans ånd kan vi som grænsegængere fæstne vores
rødder og holde til i en verden, hvor alle andre grænser er under konstant forandring og
fødderne løber løbsk under os!
Jeg siger
ikke, at det er let at være grænsegænger. Det er et vilkår, vi står med – på
godt og på ondt – og som vi dagligt balancerer på, som jeg indledningsvist
forsøgte at gøre klart. Og det kan være et temmelig barskt vilkår. Det var det
for den kanaanæiske kvinde og mor, da hun ikke magtede at tage sig af sin
datter. Det kan det f.eks. være for et skilsmissebarn, der dagligt balancerer mellem
mor og far og to hjem. Det er det for dem, der lever i krigens midte, og for de
tusindvis af flygtninge, der dagligt krydser landegrænser, i håbet om at finde
tryghed. Det er det for dem, vi i dag skal samle ind til via Folkekirkens
Nødhjælp; verdens fattigste som både på grund af naturlige og menneskeskabte og
kulturelle vilkår, lever en begrænset tilværelse.
Hjorten der
skriger og tørster ved det udtørrede vandløb, som vi hørte om i læsningen fra
det gamle testamente og efterfølgende sang om, er et
billede på de vilkår og den rodløshed – med negative fortegn – vi kan stå i som
mennesker. En længsel efter ro og rod. En længsel efter et holdepunkt og noget,
som holder fast i os.
At være
grænsegænger er et historisk bestemt vilkår. Men det er ikke nødvendigvis et
eksistentielt vilkår.
Dagens
evangelium, Jesu liv og de fortællinger, han gav videre til os, viser, hvordan Jesus ikke kun forblev på grænsen, men også overskred
den. Påskemorgen overskrider han grænsen mellem liv og død, og inkluderer os i
den. Og i dåben fastholdes vi i troen og håbet på, at Jesus for altid har
krydset den grænse for os. Dåben binder os sammen, gør os til ét, giver os et
holdepunkt og en fasttømret hegnspæl, når alle andre grænser i verden er
flydende og vores hverdag i ubalance.
Hvert et
sted og hver en prik på denne klode er defineret af en grænse og af et
tilhørsforhold. I dåben er vi indpodet hos Gud og hos hinanden. Der har vi
hjemme. Der har vi rod. Derfra vores verden går. Og der kan vi også finde styrke
og mod til at gå ud og fortsætte turen med balancestangen - både de tunge og
lette dage, eller de dage hvor vi som Jesus glemmer, at det er det, vi skal: være
grænsegængere!
Amen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar