Imellem vores hænder

Prædiken til midfaste søndag (I) d. 26. marts 2017 i Enghøj Kirke

Johannesevangeliet 6,1-15. Salmer: 743 – 448 – 476 – 365 – 192,7 – 31

Der er mange spektakulære og dramatiske mirakler blandt fortællingerne i det nye testamente. Tænk på Jesus, da han går på vandet. Eller da han vækker den døde Lazarus i hulen til live igen. Eller da han siger: ”Rejs dig, tag din båre og gå” eller han siger: ”Bliv seende, din tro har frelst dig”. I mirakuløse øjeblikke, hvor tiden har stået stille, er de vildeste mirakler sket på Jesu ord og befaling. Og folkene omkring ham har set det, taget imod det både med gru og med glæde, og undret sig over den magt han havde.  

Lidt anderledes er det dog med dagens beretning om bespisningen af de 5000. Prøv en gang at overvej, hvornår miraklet eller underet egentlig sker. Hvornår skaber Jesus underet? Det er ikke helt let at sige, hvornår ordet og befalingen lyder, som får to fisk og fem brød til at blive til mad til 5000 mennesker på en grøn bakketop. Der står ikke noget ”Lad det ske” eller ”På min befaling siger jeg…” eller ”Da skete det at…”. Der står kun: Han tog brødet, takkede og delte det ud til dem. Og de blev mætte. Og der var meget til overs.

Hvor finder underet sted? Det anderledes ved dette under er, at underet sker der, hvor folkene deler brødet mellem sig. Lige dér, i det som mange ville mene er et tomt rum mellem to menneskehænder og mange flere mennesker, sker miraklet og underet. Og dér var der ikke bare nok mad til alle, men at der også var mad i overflod og mad til overs!

Bespisningsunderet, som vi også kalder dagens fortælling, er et anderledes stort og omsiggribende mirakel. Det rammer ikke kun en enkelt person. Underet er, at brødet og fiskene vokser imellem hænderne på dem, da de begynder at dele det ud midt i fællesskabet. Ja, man kunne nærmest sige, at de 5000 mennesker på den grønne bakketop skaber underet selv, blot ved at tage imod det brød, som kommer fra Jesus, og give det videre til den næste. Eller man kunne sige det omvendt: uden de 5000 mand den dag på græsset, var der ikke noget under. De er en del af underet. Ja, de er underet og miraklet. Det sker med dem og iblandt dem og i dem.

Det sætter tanker i gang, synes jeg. For underet er jo ikke bare stoppet der. Velsignelsen lyder stadigvæk. Jesus deler stadigvæk ud af det, han har, når vi hører ordet, når vi deler nadvermåltidet sammen her ved alteret, og når vi i vores dagligdag virkeliggør hans fortællinger. Underet er fortsat i gang og rullende ned af bakken, ud til alle mennesker. Miraklet sker i dag. Vi er dem, der fortsætter underet, og bringer miraklerne videre til hinanden. Den velsignelse, vi én gang har fået fra Gud, udgår også fra os, når vi tør dele det vi har og kan i mødet med vores medmenneske. I mødet med det andet menneskes hænder har vi altid mulighed for at fylde rummet med nærvær, mæthed og velsignelse.

Filosoffen K.E. Løgstrup sagde noget af det samme med ord, som med tiden er blevet kendt og delt af mange. Han sagde: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget at dets liv i sin hånd.”. I et forsøg på at beskrive noget rent menneskeligt og alment om forholdet mellem mennesker, siger Løgstrup dette særlige, nemlig at vi aldrig står i et valg om at handle over for vores mennesker. For vi er altid udleveret til hinanden, siger han. Lige så snart vi har med et andet menneske at gøre, står vi også med noget af det andet menneskes liv i vores hænder. Vi bærer et ansvar for den anden. Sådan er det at være menneske! Og det er klart, at dette ansvar ikke handler om at såre og bryde ned, men om at bygge op. Om at skabe liv. Om at bringe det bedste vi har og kan videre til den anden, og fylde rummet mellem vores hænder med velsignelse og ja: med mirakler!

Men hvad er det, man skal give af, for at det kan blive til en velsignelse? Hvad er det, man skal fylde rummet mellem hænderne med, kunne man spørge? Og stilles der krav om, hvor meget man skal komme med eller give af, førend det er til velsignelse?

Nej. Der stilles ingen krav om hvor meget eller hvor lidt, man skal komme med. Den lille dreng, vi hører om i fortællingen om bespisningsunderet har to fisk og fem brød. Det er, som én af disciplene siger, slet ikke nok til at mætte så mange maver. Og alligevel bliver det til velsignelse for mange. Af en lille mængde mad, kan en stor flok blive mæt. Af noget småt, kan noget stort vokse frem. Ud af intet kan alverden blive skabt. Og det er en pointe, vi kan tage med os ud af kirken i dag. Vi har alle sammen noget at komme med, for vi har alle sammen fået velsignelsen fra Gud, som vi kan give videre – i hvilken form og skikkelse den end tager sig ud. Om det er to fisk og fem stykker brød; om det er et smil til en fremmed; om det er en hjælpende hånd; om det er en bøn; om det er hårdt og slidsomt arbejde for nogen vi kender eller andre vi aldrig har mødt. Osv. Vi har noget at give af!

Men det kan også være lidt af en opgave for os. For udover at overbevise os selv om, at vi har noget at komme med, kan det svære også være, at det jo kræver indlevelse hos det andet menneske, at finde ud af, hvad velsignelsesrummet mellem hænderne skal fyldes med. Vi får sjældent – hvis ikke aldrig – at hvide, hvad vi skal komme med. Hvad er til velsignelse for mit medmenneske, skal vores daglige spørgsmål til os selv lyde. 

De 5000 mennesker der satte sig på bjerget omkring Jesus var sultne efter føde, ja, men også efter svar på, hvem Jesus var. Derfor fyldte han deres maver. Med fisk og brød, og med oplevelsen og erkendelsen af, at der fra hans midte strømmede en større rigdom – både i øjeblikket og i opstandelsens snarlige perspektiv – som ikke bare kunne mætte maverne, men også fylde deres midte med velsignelse i livet og i døden.

Det kræver indlevelse hos hinanden, at vi er udleverede til hinanden. Det kræver mod og styrke, at forsøge at lade Guds velsignelse blive til velsignelse for dem, vi har omkring os. For vi ved ikke altid, hvad der bygger op eller bryder ned. Vi ved ikke altid, hvad vores medmenneske egentlig har brug for af os, når vi står lige foran det.

Men vi står der. Med velsignelsen i vores maver og hænder – sendt afsted fra toppen af bakken, i en rullende bevægelse ud i verden.

Og på vejen i fortællingen snublede vi måske over de tolv kurve mad og velsignelse, der blev til overs. Spild af mad og velsignelse, vil nogen måske sige? Ja og nej. For de tolv kurve bærer på en den velsignelse, vi ikke altid er i stand til at forløse. De tolv kurve peger på, at den velsignelse der kommer fra Gud, altid kommer i overflod. Der vil altid være en velsignelse at tage af. Og den skal nok nå os. De tolv kurve henviser til Israels tolv stammer og Jesu tolv disciple, som spreder sig rundt om i hele verden.

Gud er ikke som en sjusket værtinde, der ikke forstår at handle ind og servere i de rigtige mængder på bordene. Pointen er netop, at hos Gud er der altid mere at komme efter. Der er altid velsignelse i overskud, til den der glemte at dele ud. Velsignelse i overskud til den, der beholdt fiskene, brødene og velsignelsen for sig selv. Til den som ikke orkede eller måske ikke magtede opgaven, at møde sit medmenneske, og skabe velsignelsens rum imellem hænderne.

Underet er, at Gud betror os opgaven, ligegyldigt hvad, og dagligt velsigner os i den. Og dertil er der kun at sige:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud

Fader, Søn og Helligånd.

Du som var, er og bliver én sand treenig Gud

Højlovet fra første begyndelse

Nu og i al evighed.

Amen!