Fredslyset

Prædiken til 1. søndag i advent, d. 3. december 2017 i Enghøj Kirke.

Lukasevangeliet 4,16-30. Salmer: 74 – 840 – 811 – 84 – 69,5-6 – 862.

Som I så, bar vi ved gudstjenestens begyndelse fredslyset fra Betlehem ind i kirken, og tændte alterlys, adventskrans og lyset i krybbespillet med lyset. Og det er virkelig lyset fra Betlehem. I fødselsgrotten i Betlehem brænder et evigt lys. Og hvert år ved denne tid tager man en flamme fra dette lys, deler det ud på flere lys, og bringer det ud via spejderbevægelser over hele verden.

Her i Danmark ankommer lyset til Roskilde og Aarhus, hvor Sct. Georg Gilderne står for at bringe lyset videre ud til de enkelte kirker og hjem, som ønsker at få del i lyset. Og budskabet med lyset er som lyder: Fred på jorden. Et lys for fællesskab. Et lys for forståelse. Et lys for fred og venskab. Et lys for tolerance. Et lys for nødlidende og ensomme. Et lys for aktivt arbejde. En gave som skal lyse op i adventstiden. En gave til dig så du kan tænde et lys til glæde for andre.

Det er med andre ord et lys med perspektiv! Det kommer fra et at verdens vigtigste brændpunkter – Israel og Betlehem. Der, hvor der i mange år og den dag i dag hersker krig og ufred imellem religioner og kulturer, men hvor vi samtidig også har centrum for verdenshistoriens vel nok mest kendte fortælling om fødslen af Guds søn; om Gud, der bringer fred på jord, ved selv at komme hertil.

Derfor er det et lys, der minder os om den verden, vi er en del af, på godt og ondt. Og så meget desto mere er der grund til at sprede netop dette lys, netop fra det sted, rundt om i verden og tage det til os, fordi lyset kommer med fred og forsoning fra et brændpunkt i denne verden, som ikke altid selv er fredeligt! Det er netop et lys med perspektiver, som både taler til sig selv og egen kontekst, men også rækker ud over sig selv – ud i verden – og som rækker ind imod os, med håb om fællesskab, forståelse, fred, venskab, tolerance og glæde for alle.

Det er et lys med perspektiver. Og perspektiver var netop, hvad byens folk og disciplene stod og manglede i dagens evangeliefortælling, da Jesus pludselig trådte frem for dem. Tømredrengen fra Nazareth citerede velkendte profeter for dem, og de håbede sådan, at han ville gøre mirakler, som de havde hørt, han også havde gjort i nabobyen Kapernaum.

Men Jesus svarer dem igen på vanlig kryptisk vis. Først taler han om enker i Israel, der ikke fik hjælp, og om en anden enke i Sidons land, som fik hjælp. Derefter om spedalske i Israel, som heller ikke fik hjælp, og om en spedalsk fra Syrien som fik hjælp. Og det lyder måske mærkeligt.

Men pointen er, at Gud ikke kun er kommet for være hos sine egne. Han er kommet hos alle! Israel er meget vel Guds land; der hvor nu også Jesus går rundt og gør mirakler, og der hvor hele fortællingen tager udgangspunkt. Men Gud er så meget mere! Guds perspektiv er større. Gud er ikke kun begrænset til Israel eller til ét andet sted. Han er også nærværende i Sidons land, i Syrien, på Enghøjs bakketop, og alle andre steder verden over, hvor budskabet om ham spreder håb og glæde.

”Herrens ånd er over mig” læser Jesus, underforstået om sig selv, da han er i Nazareth. ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.”

Det lys, vi har bragt ind i kirken i dag, og det lys vi hører komme til os i stalden i Betlehem juleaften, det er et lys, der er for os alle, og som med sit komme skal sætte vores liv og vores fællesverden i et nyt lys.

Lyset har perspektiv. Lige så meget som det er et konkret lys, er det også et fortalt lys, og et lys i overført betydning, der finder vej i dag. Og for at det kan lyse op for så mange som muligt, kræver det af os, at vi tager det til os, lader det lyse op inden i os, og deler det med andre. Ja, at vi meget trodsigt i denne mørke tid, bærer lyset med ud af kirken og videre ud i verden.

Men til hvem? Og hvordan gør vi? Og hvornår begynder vi?

Til hvem og hvordan findes der ikke vejledninger om eller konkrete henvisninger til. Gjorde der det, var det jo simplet at lave en liste, begynde fra en ende, og slutte fred med sig selv og omverden, når listen var færdiggjort.

Men sådan er det ikke. Vi må selv ud med lygterne, og skabe liv for den enkelte. Når Jesus siger til den lovkyndige: ”Gå du hen og gør ligeså”, efter han har fortalt lignelsen om den barmhjertige samaritaner, så er det ikke et påbud om at gøre nøjagtigt, som samaritaneren hjalp den nødlidende. Det handler om at være til stede, ligesom samaritaneren var til stede med sit nærvær og hjælpende hænder. At forsøge at sætte sig i den nødlidendes sted, og derfra hente livet tilbage i lyset, efter bedste overbevisning.

Enkerne og de spedalske i dagens fortælling rummer netop det perspektiv. De er mennesker, for hvem et mørke har sænket sig over deres liv. En enke er på denne tid ikke bare én, der har mistet sin mand. Med tabet har enken også mistet sit virke, muligheden for familie og en fremtid. Og det samme med en spedalsk. En spedalsk er én, der står uden for bymurene; udstødt af samfundet og derfor uden mulighed for at være noget for sig selv og være noget for nogen andre. Så lige dér begynder Elias. Lige dér er han nærværende. Lige dér kan han bringe livet tilbage og lyset frem.

Hvor vi skal bringe lyset videre, er derfor op til os selv at finde ud af. Kristendommen og det kommende kirkeårs tekster giver os nok små hint, og vender vores blik i særlige retninger. Men at vi skal gøre noget, det må vi forholde os til i dag, og hele det kommende kirkeår. Og hvornår vi skal begynde, det siges præcis til os i dag.

For ”I dag er det skrift ord gået i opfyldelse” siger Jesus. Det er lige præcis i dag og her og nu, det hele begynder. Og det er en gave for alle os, der måske kan have svært ved at komme ud af sengen og få begyndt. I dag behøver vi slet ikke tage stilling til det. Beslutningen er allerede truffet for os: vi er begyndt i dag og bliver skubbet i gang med Guds velsignelse i ryggen.

Vi er så at sige fanget i dette nu, ligesom de nysgerrige byfolk i Nazareth blev det, da de stimlede sammen om Jesus. Nu handlede det pludselig ikke om i forgårs eller om i morgen. Det handlede om det lys de så foran sig, som de skulle tage på sig.

Apostlen Paulus skrev i Romerbrevet – en anden af dagens tekster, jeg læste ved alteret – at vi skal iklæde os Kristus Jesus og at vi skal tage ”lysets rustning” på. Lysets rustning. Det er et flot udtryk. Ifør dig en rustning af lys, og gå ud i verden med den på – og se hvad der så sker?

Ja. For det er jo ikke den slags rustning, der opildner til kamp, krig og ufred. Tværtimod. Det er en rustning, der lyser op og giver nye perspektiver, hvor den kommer frem. Den tror trodsigt på det, der giver liv, også selvom det er mørkt. Ja, den tror, som det hedder i et gammelt ordsprog: ”Troen er en fugl, som véd om daggryet og derfor synger, mens det endnu er mørkt”.

Glædelig advent.

Amen!