Prædiken til tredje søndag i advent (II), d. 17. december 2017 i Enghøj Kirke. Lukasevangeliet 1,67-80. Salmer: 78 –
840 – 89 – 3 – 69,5-6 – 77.
I onsdags d.
13. december var det luciadag. Det er en dag, der efterhånden er gået hen og
blevet vigtig i december og forberedelserne til jul. Eller måske ikke så meget
dagen, men mere traditionen om at gå luciaoptog i begyndelsen af december, med både
piger og drenge i lange hvide kjoler og levende lys i hænderne, og luciabruden forrest
med lysene i en krans på hovedet. Vi fejrer Lucia, både fordi det er fint og
hyggeligt, og noget som særligt børnene ser frem til. Men også fordi at lyset,
som bæres frem, bringer håb og glæde – et stærkt og varmt symbol på julens
betydning i denne mørke tid.
Legenden om
Santa Lucia fortæller, at Lucia var en ung, kristen kvinde, der levede i
300-tallet på Sicilien. I stedet for at tro på den lokale romerske religion var
Lucia kristen. Og det var ikke helt ufarligt for hende. Romerne så
kristendommen som en fjende af Romerriget. Det var forbudt at være kristen, og
blev man opdaget i kristen praksis, risikerede man sit liv for det.
Derfor søgte
mange kristne tilflugt under jorden i byens katakomber, hvor de kunne
forsamles, spise sammen og bede sammen. Og Lucia påtog sig tilmed den farefulde
opgave, med risiko for at blive opdaget, at snige sig ud af katakomberne, i
nattens mulm og mørke, og dele mad ud til de fattige. Men for at hun kunne se
noget i mørket, og samtidig holde sine hænder fri til at bære maden, bar hun en
krans med lys på hovedet.
Fordi Lucia
lever som kristen, vil hun heller ikke følge sin families påbud om, at gifte
sig med en romer. Da hun afviser en bejler, fortæller legenden, at hun bliver
arresteret og skal straffes for sin kristne tro. Ja, det fortælles faktisk, at hun,
efter flere bejlere havde været forbi hende, hev sine øjne ud for at gøre sig
selv mindre attraktiv, og så mændene på frierfødder ikke kunne se skønheden i hendes
øjne. Derfor er Lucia også ofte afbilledet i med et fad eller en skål i hånden,
hvori der ligger to øjne. Det er hendes egne øjne, som er taget ud.
Lucia bliver
arresteret, men bliver også gentagne gange beskyttet ved guddommelig indgriben,
indtil hun til sidst, d. 13. december år 304, bliver henrettet af en bøddel,
der stikker hende med sit svær. Og kort tid efter kåres hun til Helgen.
Og fra denne,
og lidt andre traditioner og legender blandet sammen, kommer sangen om Lucia,
som børnene synger hvert år: ”Nu bæres lyset frem / stolt på din krone / rundt
om i hus og hjem / sangen skal tone / Nu på Luciadag / hilser vort vennelag /
Santa Lucia, Santa Lucia”
Det er på
mange måder overraskende og lidt drastisk, som legenden går, at Lucia hiver
øjnene ud. Men hvis det er sandt, som man hører mange sige, at det er det andet
menneskes øjne, man forelsker sig i, ja, så må de selvfølgelig også ofres af
den, der ikke vil have nogen bejler. Men det er også drastisk i den forstand,
at det også altid er i det andet menneskes øjne, at vi på en måde bliver til,
som de mennesker, vi allerhelst vil være. Man kan sige, at i det andet
menneskes øjne, som ser os og elsker os, kommer vi til os selv. Hvornår er
eller var trøsten og omsorgen større, end når man bliver set i øjnene af en
forældre, en kæreste, ægtefælle eller nær ven, og fortalt, som vi siger det: ”I
mine øjne er du den bedste!”. Det er en måde vi ser hinanden på!
Uden øjne
kan Lucia ikke se noget. Og hun kan derfor heller ikke gøre andet, end det hun
vier sit liv til, nemlig at vise hen til Kristus, som netop kan se og som ser
os!
I ord og
handling vender Lucia ikke øjnene mod sig selv, men mod Kristus, og stiller sig
selv som tjener for ham. Ja, man kunne sige, at Lucia på en måde har indtaget
den plads, som stod ledig, efterhånden som Johannes Døberen måske er gået lidt i
glemmebogen. Lucia er som Johannes Døberen ikke selv lyset, der skal komme –
den vi alle sammen venter på – men hun vidner om lyset. Hun lyser op og baner
vej ned af gangene i mørket, rundt om i hus og hjem, og fortæller og forkynder
om den glæde, der venter forude.
Måske kunne
man sige, at Lucia er den kvindelige Johannes Døber? Johannes Døberen er ham, vi
hører om i dagens evangelium. Eller det vil sige: Det er Johannes’ far
Zakarias, der synger en takkesang og lovsang til Gud om, hvor glad han er for,
at Johannes nu skal komme og bane vejen for Jesus. Det var netop Johannes
opgave: at skabe rum for lyset. At forberede alle på det, der snart skulle ske,
at Gud skulle besøge sin jord.
Og derfor hører
vi Zakarias lovsynge Johannes ved hans undfangelse, som den der skal gå foran
herren og bane hans veje. Men som Johannes Døberen vokser op og udvikler sig,
kan det være, at han virker for sær for os nordiske og moderne mennesker? Han
står og råber mærkeligt i ørkenen; lever af insekter og vild honning og går i
kameluld. Modsat er det på en måde med Lucia. Hun er mere ligetil og
menneskelig, og hun står ikke selv i vejen for det lys, hun bærer frem i
verden. Den blinde Lucia fortæller om et lys, hun ikke selv ser, med ved sig
set af!
Og på den
måde forbereder Lucia os på julens under og glæde. Hendes meget drastiske
handling, at tage sine øjnene ud, tydeliggør et af julens budskaber: nemlig at
det ikke er os, der skal finde noget med vores øjne, eller lede i det skjulte.
Men at det derimod er Gud, der kommer til os, der sidder i mørket og dødens
skygge, og som ser os, som dem vi er. At det er Gud der får øje på os og finder
os, gennem det lille barn i krybben, fremfor os, der skal søge efter ham. Det
er den lovsang, Zakarias synger til Gud, og det er den lovsang, vi i
virkeligheden synger hver eneste søndag – ja, hver eneste dag – til Gud, som
tak for at han kommer til os!
Og det
kræver på en eller anden måde en ydmyghed, som kan ligge os fjernt, men som vi
møder et billede på hos Lucia. Hun åbner sig og udsætter sig selv for det lys,
der måtte ramme hende. Måske på samme måde, som at vi ofte lukker vores øjne,
når vi skal prøve at forestille os noget? ”Luk øjnene, og forestil dig…” siger
vi. Det er en måde, vi bedst kan forholde os til noget magisk og noget stort,
der kommer til os. Sådan er det måske også med det under og det mysterium, der
sker julenat?
Og måske vi
oplever, at det bliver tydeligt for os? At der kommer klarhed over noget, der
før var skjult? I teksten, jeg læste fra alteret, beskriver profeten Esajas,
hvordan han netop forestiller sig klarhed og tydelighed ved Guds genkomst. Han
sagde: ”Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland
skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares,
og alle mennesker skal se den.”. Sådan forestiller Esajas sig, at Guds komme
skal være og blive. Her bliver det så tydeligt, hvordan det, som før dannede
skygger og mørke på jord: dale, bjerge, høje, klippeland og bakkeland, skal
udlignes – billedligt forstået. At det hele skal hæves og sænkes og mødes i ét,
så lyset kan nå længst ud over jordens overflade og gennembryde mørket.
Og for det
må vi synge lovsange, ligesom Zakarias, og sige:
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud
Fader, Søn og Helligånd
Du som var, er og bliver én sand, treenig Gud
Højlovet fra første begyndelse
Nu og al evighed.
Amen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar