"Kirkens kichoff" - kronik i Randers Amtsavis, fredag d. 1. december 2017

På søndag er det første søndag i advent. I kirken er det en højtidsdag, fordi vi fejrer et nyt kirkeår og fordi vi begynder nedtællingen til juleaften. Og hvad laver man så sådan en søndag? Nogen går i kirke. Andre ser til fodbold på stadion.

Der er i virkeligheden ikke stor forskel på at gå i kirke og gå ned på stadion. Det gik op for mig for et par søndage siden, hvor jeg havde sat mig på tribunen for at overvære kampen mellem Randers FC og AGF.

Vi mødes om søndagen. Vi har fri. Og vi mødes i en helt særlig bygning. Den er bygget til formålet, ligner ikke alle andre bygninger i området, og indenfor er der en helt særlig stemning. På væggene hænger der billeder og bannere, relikvier og reklamer fra byens folk, som i tidernes morgen havde eller stadig har betydning for netop det sted. Og vi mødes derinde om det, vi tror allermest på. Vi mødes om det, der giver os styrke og håb, og som samler os i et fællesskab.

Og indenfor er der en række ritualer. For de der ikke kender dem, er de naturligt nok fremmede, og kan tilmed virke fremmedgørende, fordi de tager tid at forstå. Og ritualerne er mange. F.eks. rejser vi os op på særlige tidspunkter, i respekt for det vi ser og hører – når bolden rammer nettet eller når der læses fra Bibelen. Og vi synger! De hundreder eller tusinder af stemmer, der er forsamlede, bliver pludselig til én, når vi synger I østen stiger solen op eller Lååå lååå lååå eller Der er et yndigt land. Og ja. Det kan føles forvirrende, ikke at kende teksten eller melodien til Lååå lååå lååå. Men sådan er det jo hver gang, man begiver sig et nyt sted hen; man skal lige lære stedets spilleregler, jargon og traditioner at kende, før man rigtigt er med.

Og nogen gange går vi derfra med fornyet energi til at klare næste dags glæder og sorger. Vi vandt noget nyt, og det, vi så eller hørte, gav mening for os. Andre gange går vi mere forvirrede derfra, end vi var, da vi kom, og har måske brug for at vende tilbage på et senere tidspunkt.

Det kan synes plat at sammenligne kirken og stadion – kirkegængere og fodboldfans. Men måske er pointen, at vi livet igennem og uanset hvem, vi er, har brug for åndehuller og fællesskaber i vores liv. Og at de steder, vi søger til, ikke er så væsensforskellige, som de måske ser ud til. På den ene side.

På den anden side er jeg ikke i tvivl om, hvorfor jeg oftere indfinder mig på kirkebænken end på stadiontribunen. For på søndag begynder et nyt kirkeår med et mere end 2000 år gammelt budskab om, at vi er velkomne som dem, vi er. At også det nye år er et Herrens år. Og vi vil blive mødt med forventning og håb om, at fremtiden byder på mere lys end mørke. Og jeg bliver stadig forundret over, hvordan dette budskab, selv efter så mange år, kan overraske ved at tale direkte ind i min hverdag og vores fælles verden, og sætte fingeren nøjagtigt hvor livet er allermest skrøbeligt på godt og ondt.

Og således vil jeg sparke kirkens nye sæson i gang. Om jeg ramte målet, ved jeg ikke. På søndag vil jeg gøre et nyt forsøg, og jeg vil hermed opfordre dig til at følge kampen – og resten af sæsonens hæsblæsende opgør– på tætteste hold. Det bliver spændende. Jeg lover det.

Glædelig adventstid!